Hvad var de bedste tegneserier i året der gik? Vi har spurgt Nummer 9’s skarpe skribenter.
Lars Kramhøft
Mine tre største læseoplevelser indenfor tegneserier i 2018 består af to positive og en negativ:
Positiv 1: Alt hvad Warren Ellis har skrevet. Hvis jeg havde haft tid ville jeg egentlig have skrevet en længere anmeldelse af Warren Ellis’ kreative comeback, i form af de tre sublime sci-fi serier Trees, Injection og The Wild Storm, men jeg er i gang med to grafiske romaner som jeg både skriver og tegner selv, så Ellis må nøjes med at komme på min årsliste.
Mange tænker måske på Ellis som en der havde sin storhedstid på Vertigo med Transmetropolitan, eller på Wildstorm med Planetary. Det er da også to kongeserier, men der er ingen grund til at afskrive den britiske forfatteres senere output.
Trees er en slags “The day of the triffids” møder spekulativ realisme, som handler om hvordan det påvirker en lang række forskellige mennesker at leve i en verden sammen med eksistenser som er hinsides vores forståelse, og som oven i købet er temmelig ligeglade med os. En top-relevant tegneserie i en tid hvor vi endelig begynder at fatte at der er større kræfter end os der ude (global opvarmning, osv.).
Positiv 2: The End of the fucking world af Charles Forsman. En voldsomt gribende og ufatteligt barsk ungdoms-fortælling fortalt i en imponerende enkel og stilren streg – tænk Radiserne filmatiseret af Darren Aronofsky.
Negativ: DC comics og Tom Kings “Batman skal giftes” fuck-up. Jeg indrømmer at det var lykkedes for DC og Tom King at få mig med på den massive hype som forlaget og Batman-forfatteren byggede op til med brylluppet mellem Bruce Wayne og Selina Kyle. Men ikke nok med at det hele endte med at blive afblæst i sidste øjeblik – at DC oven i købet med vilje lækker afsløringen til NY Times inden bladet udkommer, må gå over i historien som en af de største forlags-bommerter længe. Gennemført dårlig stil overfor både læsere og retailere, som da også var så rasende efterfølgende at King måtte have bodyguard med på cons.
Mads Bluhm
Jeg fik læst en masse i 2018, men det er uden tøven, at jeg udvælger de følgende tre som årets højdepunkter:
My Brother’s Husband af Gengoro Tagame. 2018 blev i den grad året, hvor diskussionen om køn og seksualitet virkelig fyldte meget i tegneseriemediet, og et af de mest forfriskende indspark kan man finde i Gengoro Tagames manga. Det er en rørende og fascinerende historie om familie, kærlighed og tabuiseret homoseksualitet. Sammenstødet mellem den ofte meget ekstroverte vestlige kultur og den langt mere tilknappede japanske ditto skildres overbevisende i denne fremragende serie.
Første bind glimrer især i sin skildring af konsekvenserne ved fortielse. Den homoseksuelle Ryoji ”flygter” til det mere frisindede Canada, men mister forbindelsen til sin familie. Broderen, Yaichi, bliver til gengæld ædt op af hemmeligholdelsen af og skammen over Ryojis seksuelle orientering. Midt i havet af tristesse finder vi heldigvis også Yaichis charmerende datter, Kana, som bliver seriens forsonende og naivt nysgerrige anker. My Brother’s Husband er en stilfærdig og underspillet serie, som alligevel formår at vække store følelser og mange tanker.
Berlin af Jason Lutes. En på alle måder mastodont af en graphic novel. Jason Lutes tegner i løbet af næsten 600 sider et fascinerende og på en og samme tid umådelig smukt og skræmmende billede af titelbyen og dens indbyggere imellem de to verdenskrige. Det har taget Lutes 20 år at færdiggøre værket, og hvert øjeblik er tilsyneladende brugt på grundig research samt at skabe værkets imponerende persongalleri og perfektionere værkets visuelle fortællemåde. Jeg taber helt pusten over Lutes smerteligt smukke tegninger, mens den skræmmende aktuelle fortælling folder sig ud. Hvis du er vild med tv-serien Babylon Berlin, SKAL du læse Berlin!
Black Hammer af Jeff Lemire og Dean Ormeston. Jeg går til tider lidt død i superhelte, som er min første og længstvarende tegneseriekærlighed. Men ligesom at ingen superhelte rigtigt dør, så sker der også altid et eller andet, som revitaliserer min tro på og lyst til genren. Denne gang er det den forrygende Black Hammer serie.
Den fungerer som kvik og skamløs satire over yderst velkendte superheltetroper og har også et levende historiehjerte, der banker for et umådeligt gribende persongalleri. Serien efterlod mig med oplevelsen af, at det uhyre længe siden, jeg har set begrebet familie skildret så godt og tankevækkende i en superheltetegneserie. Ormestons tegninger minder lidt om en blanding af Jeff Lemires egne graphic novels og så Mike Mignola. Og så er Ormeston virkelig god til at formidle sine personers følelser gennem deres ansigtsmimik. Det er for mig en af seriens helt store trækplastre. Black Hammer er desuden en sand page turner af en mysteriefortælling, der efterlader undertegnede med en ubændig trang efter MERE!
Michael Lindal Andersen
Pyt af Kim Schou og Morten Voigt. Grafisk spændende tegneserier, der eksperimenterer med form kan sommetider ende med at være lidt hule oplevelser. Hvis altså ikke de også byder på en god, rørende og ægte historie. Det gør Pyt af Kim Schou og Morten Voigt heldigvis med deres fortælling om en falleret forfatter, der vælger at udgive en andens manuskript, som var det hans eget. Men hvor kommer manuskriptet egentlig fra? Der er dømt veldrejet skæbnefortælling fortalt med både sprogligt og visuelt overskud. Voigts farvelægning er voldsom i sin enkle brug af rød og sort-hvid, men den opsigtsvækkende stil råber ikke så højt, at den overdøver fortællingen, der i stedet understreges flot og elegant.
Sabrina af Nick Drnaso. Året tilhører dog amerikanske Nick Drnaso, der smed en bombe af en tegneserie med den nærmest grotesk hypede Sabrina. Tegningerne er ved første gennembladring lidt kedelige, men da jeg stille og roligt bevægede mig igennem historien, kunne jeg mærke en voksende, skarpkantet klump af is brede sig fra min mave og ud i hele min krop.
Historien starter med en kvinde, der forsvinder, og vi følger nogle af de pårørende i en fortælling, der nærmest ender som et karakterdrab på det moderne samfund. Jeg vil ikke afsløre for meget, da jeg selv læste den helt blankt, hvilket forstærkede min oplevelse betydeligt, men det er en fortælling, der både spidder den verden, vi lever i, og siger noget betydningsfuldt om nutiden, men det er også en fortælling, der aldrig glemmer sine personer og de små tragedier.
Tegningerne er perfekte til netop denne historie, og manglen på detaljer bidrager til den generelle stemning af et samfund, der har mistet al indhold og varme. Det lyder måske sært at anbefale en bog, der gjorde mig nærmest skidt tilpas og efterlod mig med mere tvivl, end da jeg startede, men jeg følte mig klogere, da jeg færdig. Og det på trods af at Drnaso faktisk kun stiller spørgsmål uden at give svar. En mageløs tegneserie.
Jakob Albrethsen
Jeg vil gerne slå et slag for Your Black Friend and Other Strangers af amerikanske Ben Passmore. Tegneserien indeholder en samling nye filosofiske og til tider skøre fortællinger, der kommer vidt omkring – fra hverdags-realisme, amerikansk nutids-politik (Black Lives Matter, Trump mm.) og helt ud i drømme-universer, med underlige guder. Passmore er sort amerikaner og beskriver forholdet mellem hans etniske identitet på den ene side, og hans “private psykologiske jeg” på den anden, uden at forfalde til kedelige generaliseringer. Den mest hårdtslående fortælling er bogens første (som tidligere blev udgivet i 2016), og som handler om skjult racisme, og som også kan opleves som en kort animationsfilm på Youtube:
I år og i år – kun til dels, men måske nedenstående lige kan sniges med:
Christian Aarestrup
The Vision af Tom King og Gabriel Hernandez Walta: King har med den fremragende Sheriff of Babylon om den amerikanske tilstedeværelse i Irak, miniserien The Omega Men og samarbejdet med Scott Snyder på Batman Rebirth markeret sig som et af de mest spændende forfatternavne på den nordamerikanske mainstreamscene i de seneste år. (Selv om både han og Snyder yder deres bedste i afgrænsede serier med en på forhånd defineret afslutning og derfor spilder deres talent på det evighedsformat, Marvel og DC helst vil sluse dem ind i.) Luksussamleudgaven af den afsluttede The Vision fra starten af 2018 er et glimrende eksempel på, hvad King kan: Fortællingen om Avengers-klonens forsøg på at bygge sig en lille klonfamilie og slå sig ned i en forstad til Washington og leve som almindelige mennesker er tragisk, rørende, morsom og smukt illustreret; en lille, stor tegneserieperle og et udstyrsstykke af (overflødigt) ekstramateriale.
Sabrina af Nick Drnaso: Tilsvarende er Drnaso vakt opsigt på samme kontinents indiescene med først antologisamlingen af ikke helt uforbundne tegneserienoveller fra 2016 Beverly og i år den Man Booker-prisindstillede Sabrina. Drnasos sterili- og stiliserede tegninger minder om lige dele Chris Ware og Ruto Modan og fremhæver på overbevisende vis hans knugende, uforløste og ordknappe hverdagsdramatik, der fremstår som registreret direkte fra kilden af et nådesløst observerende tegneseriekamera. Sabrina er grundet sit omfang og sin dybde lidt af en mursten (og tungere end Beverly) at komme igennem, men et mindst lige så godt bud på en generationsroman som de fleste ”rigtige” af slagsen; en hård og kold samtidsfortælling om de desillusionerende 10’ere, hvori alle forhåbningerne til globaliseringen og internettet og det liberale demokratis udbredelse og i det hele taget forestillingen om menneskeheden evige og uafvendelig bevægelse mod bedre tider viste sig at være barnagtige ønskedrømme.
Kill or be killed af Ed Brubaker, Sean Phillips og Elisabeth Breitweiser: Forfatter-, tegner- og farvelægger-trioen bag The Fade-Out, Fatale og (til dels) Criminal holder fortsat et ganske højt kvalitets- og underholdningsniveau med fortællingen om en plaget ung mand, der får en dæmon på nakken og må indvillige i at slå ét menneske ihjel om måneden for selv at undgå samme skæbne, og som bliver selvtægtsmand, fordi – nåja, man kan vel lige så godt prøve at gøre noget gavnligt, når man nu skal ud og finde nogen at ofre. KOBK er bedst, når den unge protagonist fumler i det, sådan som de fleste af os læsere også ville gøre, hvis vi skulle forsøge at skyde nogen, der kunne finde på at skyde tilbage, værst når serien forsøger at legitimere volden, så samme protagonist kan bevare i det mindste en antydning af heltestatus, og middelmådig når den igen og igen river tæppet væk under det, læseren troede skete, men som slet ikke gjorde – et ret billigt trick, som Brubaker især i denne serie er blevet alt, alt for glad for. Ikke helt på højde med tidligere nævnte, men stadig værd at følge.
Ditte Maja Noach
Trojka (Bind 1) – Kim Leine & Søren Mosdal. Kim Leine viser igen sin enestående evne til at trække læseren ind i verden af kaos, hvor vi står ansigt til ansigt med menneskets mest uskønne men aller ærligste sider. I et forladt fængsel langt mod nord regeres fangerne af trojkaen; profeten Jehuda, den rationelle Perikles og historiens antihelt Trondr, treenighedens muskler. Leine har skabt et lige dele forstyrrende og indbydende apokalyptisk sci-fi univers, men det er Søren Mosdal der løfter udgivelsen til min 2018 top 3.
Radbrækket #3. Zven Balslev og Tue Sprogø udkom i 2018 med tredje perle i rækken af gysermagasinet Radbrækket. Korte tegneserier, hvor tegnerne Mortensen, Mosdal, Balslev, Sprogø og Smet hver især lokkende byder os ind i deres krøllede sind. Bedst som man har fundet sig godt til rette i deres verdener, brager et klimaks og en afslutning ind. Disse tager form som et altfortærende gab camoufleret som en ø, en sulten hustru med 66 hugtænder (jeg har talt) i et dukkehus og Vozthrull der stikker sine kyklopiske hoveder frem fra portalen i væggen. Mere af det i 2019, tak!
Frankenstein: Junji Ito Story Collection. Til sidst, og endnu en gang, Junji Itos fantastisk fede fortolkning af Mary Shelleys Frankenstein. Den har jeg lavet en anmeldelse af, så den gider jeg ikke skrive om igen, men den er VILD!
Del på
