Nummer 9 har bedt en række kendte danskere fortælle om deres forhold til tegneserier. Denne gang beretter filminstruktøren Thomas Vinterberg, der i øjeblikket er aktuel med den guldpalmenominerede Jagten, om tegneseriens indflydelse på hans arbejde.
Thomas Vinterberg (f. 1969) er en af Danmarks største filminstruktører. Karrieren tog for alvor sin begyndelse, da Vinterberg i 1989 blev optaget på Den danske Filmskole som den yngste elev nogensinde, og allerede afgangsfilmen Sidste omgang vakte international opmærksomhed. Det samme gjorde kortfilmen Drengen der gik baglæns fra 1994, mens Vinterberg fik sit nationale og folkelige gennembrud med sin første spillefilm i form af road movien De største helte fra 1996.
Året forinden var Vinterberg blevet kontaktet af kollegaen Lars von Trier, med hvem han formulerede det såkaldte Dogme 95-manifest, der knæsatte en række formalistiske begrænsninger i filmarbejdet i et forsøg på at nå frem til en mere umiddelbar og uspoleret fortælleform. Bl.a. forpligtede man sig som instruktør til kun at bruge reallyd og håndholdt kamera, og instruktøren selv måtte desuden fraskrive sig retten til at blive krediteret for at holde fokus på værket frem for kunstneren bag.
Det blev til en god håndfuld Dogme-film af forskellige instruktører i løbet af 90’erne, men det var den første af slagsen, Thomas Vinterbergs Festen fra 1998, der uden sammenligning vakte størst opmærksomhed og solgte flest billetter både herhjemme og i udlandet. Festen er et koncist kammerspil om en dysfunktionel families forlorne fernis, som pludseligt slår revner på patriarkens runde fødselsdag. Det tragikomiske fader- og familieopgør vakte genklang i hele verden, og Festen blev ikke blot tildelt juryens specialpris på filmfestivalen i Cannes, men også den mest sete danske film nogensinde.
Snarere end at gentage sig selv slog Vinterberg efter Festens verdensomspændende succes ind på en mere søgende vej, der i de kommende år resulterede i Hollywood-satsningen It’s All About Love og filmatiseringen af Lars von Trier-manuskriptet Dear Wendy. Begge film blev modtaget med sparsom begejstring af såvel anmeldere som publikum. Også Vinterbergs næste projekt, En mand vender hjem, en art folkekomedie med tragisk klangbund, opnåede kun begrænset succes. I 2010 var Vinterberg imidlertid atter på alles læber med den uafrystelige filmatisering af Jonas T. Bengtssons roman Submarino, der er en fortælling om svigt, misbrug og overlevelse. Filmen var nomineret til en guldbjørn i Berlin, og vandt desuden Nordisk Råds filmpris.
I øjeblikket deltager Thomas Vinterberg med sin nye film Jagten i Cannes filmfestivalens hovedkonkurrence om De gyldne palmer, og han spås gode chancer for at vinde ved prisuddeling nu på søndag. Trods al virakken fandt Vinterberg tid til at tale med Nummer 9 om sit forhold til tegneserier, og hvad de har betydet for hans arbejde. Vi takker for snakken og krydser alt, hvad krydses kan på søndag.
Var der tegneserier i dit barndomshjem?
– Ja, jeg er vokset op med tegneserier overalt rundt om mig i metervis ved det at min far [Søren Vinterberg, tegneserie-connaisseur og kulturskribent gennem en menneskealder] oversatte og faktisk også igangsatte importen af franske tegneserier i min barndom. Ja, så jeg er opdraget med tegneserier – det var en del af min opvækst, og den er en del af den metode jeg bruger, nu hvor jeg laver film – men jeg kan ikke mine referencer så godt.
Hvilken tegneserie var den første som for alvor vakte din interesse for mediet?
– Det har nok været Linda og Valentin, vil jeg tro. Eller også Splint & Co; jeg kan ikke huske hvilken en af dem, der sådan tog fat i mig først. Jeg vil tro at Linda og Valentin var det, der rigtig fængede. Der var et eller andet dybt fascinerende og hverdagsagtigt over deres måde at være rumhelte på, som jeg fuldstændigt røg ind i, og så tror jeg også, jeg blev forelsket i Linda. Det var i de år fra man overhovedet begynder at kunne læse og så hele vejen op igennem startpuberteten, at tegneserier var sådan en hverdagsting for mig. Men Linda og Valentins kammeratlige og overskudsagtige måde at ordne universet på, det var jeg dybt betaget af. Og så universet i Splint & Co. Der er noget meget trygt over det på samme måde som Andeby. Der var noget behageligt og rart og overskueligt og varmt. Når jeg læste Splint & Co. havde jeg det, som når jeg var hjemme hos min farmor.
Hvad er i dag din absolutte yndlingstegneserie og hvorfor?
– Det ved jeg faktisk ikke. Jeg er røget lidt ud af sync med tegneserieverdenen, fordi jeg jo flyttede fra den, da jeg blev voksen. Det var en del af min fars univers. Men jeg vil tro, at hvis jeg skulle prøve at imponere min hustru og prøve at overtale hende til at læse noget, så ville jeg finde noget Bilal frem, fordi det er imponerende godt. Jeg synes jo, at Milo Manara tabte tråden rimelig hurtigt på en eller anden måde. Det fungerer enormt godt som sådan et pornoblad – og der fungerer det til gengæld rigtig godt, men… HP og Giuseppe Bergman var virkelig en tegneserie, der fascinerede mig dybt, da den udkom, men derfra synes jeg måske det gik en lille smule ned ad bakke for ham. Og så vil jeg sige Harold Hedd – og Crumb har jeg læst rigtig meget af også. Den afskyelige snekvinde har jeg formentlig læst 22 gange. Den synes jeg er sindssygt morsomt, og det var på en eller anden måde også pirrende for sådan en 14-årig dreng med den her store kvinde og sådan noget. Jeg kan huske, jeg på en eller anden måde tændte på det. Man tændte jo på hvad som helst i den alder, men ikke mindst Den afskyelige snekvinde havde nogle dybt fascinerende former, og dem har jeg virkelig nærstuderet.
Er der en dansk tegneserie, som du er specielt glad for?
– Jeg må være ærlig og sige, at jeg kender dem ikke. Det er frygteligt, men jeg er altså røget ud af sync med tegneserierne. Der var sådan nogle vittighedstegninger med professorer med cigarkasser, som jeg tror, har været af Deleuran – dem hang der nogen stykker af hjemme i kollektivet, hvor jeg voksede op, men det har altså mest været de franske tegneserier som Linda og Valentin, der har præget mig.
Findes der en tegneseriefigur, som du kan identificere dig selv med, eller hvor du kan genkende sider af dig selv?
– Måske Anders And. Jeg føler mig ofte som ”jeg arme and”, fordi han er umulig og uheldig, og sådan kan man jo ofte føle sig. Og hans koleriske anfald genkender jeg også. I virkeligheden var Anders And jo også en del af min opvækst, som jeg bliver nødt til at nævne – min afsluttende opgave i gymnasiet var om Donaldisme. Jeg kan meget ofte føle mig som Anders And, men jeg kan også godt identificere mig med ungerne – de repræsenterer jo alle forskellige sider af ens sind. Den moderne psykologi foreskriver, at man er sammensatte mennesker, og på en eller anden måde findes alle arketyper i alle mennesker. Og centralt for alle disse typer i Andeby er jo som samlingsfigur Anders, så hvis jeg skulle sige noget, så ville det være Anders And.
Hvad er den seneste tegneserie, du erindrer at have læst?
– Det er en, som min lillesøster, Ida Noack, har lavet, som forhåbentlig snart udkommer. Ida Felicia – opkaldt efter tegneserien Felicia – er Sørens barn, hun er min halvsøster, og derfor hedder hun ikke Vinterberg. Jeg har læst hendes tegneserie, og jeg var dybt fascineret af den. Jeg håber, den udkommer. Det er en meget, meget smuk børnehistorie, som er sådan en blanding mellem en billedbog og en tegneserie, vil jeg sige. Det er måske at stramme den, at kalde det en tegneserie. Det er en illustreret tekst, men der er rigtig mange billeder, så det er en slags tegneserie. Men det kan du jo tale med hende selv om, hvis du finder det interessant på et eller andet tidspunkt.
Hvordan reagerer din nærmeste omgangskreds på din fascination af tegneserier?
– Jeg er mest omgivet af kvinder; jeg har en kone og to døtre, og de er håbløst uinteresserede. Man kan ikke vække deres interesse. Jeg har virkelig prøvet, og jeg er faktisk på kone nummer to nu, og hun er lige så uinteresseret som den første.
Har du hentet ting fra tegneseriernes verden, som du har kunnet bruge i dit eget arbejde?
– Helt sikkert. Det, min far meget fint lærte mig som barn, det var, at alt det spændende skete i de hvide streger imellem tegningerne. Og alt det man ikke ser, som er repræsenteret ved de hvide streger mellem tegningerne, det er blevet til min hovedmetodik, når jeg laver film. Jeg forsøger hele tiden at arbejde med det skjulte, og det som sker oppe i folks egne hoveder. Og så alt det, der ligger rundt om filmen – alt det, der ligger før filmen starter eller efter filmen slutter – eller alt det, som ligger i klippene, som bliver fortalt i klippet. Alt det, som en karakter skjuler, men som vi alligevel synes, vi ser. Hvis et menneske skal spille fuld i en scene, så vil man meget ofte bede ham om, at lade som om han er ædru, og så meget kort lige vise en lille sprække ind til noget, der fortæller noget andet. Alt det vi ikke ser i en film, er i virkeligheden det store liv, der vokser inden i folks hoveder. Og det har jeg lært af min far, da han viste mig de hvide streger mellem tegningerne i tegneserierne. Det man føjer til, det er det, der er det store, og det er hele udgangspunktet for det, jeg laver nu, når jeg fortæller i billeder. Det er måske i virkeligheden min hovedpointe.
Hvad kan tegneserier give dig, som du ikke kan finde i andre kunstformer?
– Det er et godt spørgsmål. Måske synes jeg, at svaret ligger i det, vi lige har været inde på: tegneserier kan jo stimulere mig visuelt, men kan samtidig også stimulere min fantasi meget konkret ved det, at der bliver klippet fra tegning til tegning. Man skal selv sætte tegningerne sammen og få dem til at leve inden i sit hoved, og man skal selv skabe overgangen fra den ene tegning til den anden, og i og for sig også inden i selve tegningerne – de skal jo også vækkes til live på en eller anden måde. Så jeg synes, modsat nogle af de der 70’er litterater og deres ukvemsord om mediet i gamle dage, at tegneserier er noget af det allermest stimulerende for fantasien overhovedet. Da tegneserien gjorde sit indtog i Danmark, måtte Søren jo kæmpe en brav kamp mod nogle af de større romanforfattere herhjemme. Bjarne Reuter var helt forfærdelig og følte sig truet og anfægtet, på samme måde som jeg vil gætte på, at folk fra teatrets verden var skrækslagne, da biografen kom til. Det var en lidt åndsfattig kamp, som heldigvis ikke er aktuel længere. Jeg synes tegneserien er et af de medier, der er allermest stimulerende. Det er nærmest en gymnastikøvelse for ens visuelle fantasi.
Husk at kigge forbi næste fredag, hvor Nummer 9 stiller endnu en kendt dansker overfor 9 skarpe.
Del på
