Nummer 9 har bedt en række kendte danskere fortælle om deres forhold til tegneserier. Denne gang beretter forfatteren og filmanmelderen Bo Green Jensen om sine favoritter.
Bo Green Jensen (f. 1955) er forfatter, kulturskribent og filmanmelder ved Weekendavisen. Han debuterede i 1981 med digtsamlingen Requiem & messe, som dog blot var første bind i den kolossale digtcyklus, Rosens veje, der blev afsluttet fem år – og 1300 sider – senere med Porten til jorden. Bo Green Jensen markerede sig hurtigt som en af 1980’ernes klareste poetiske stemmer, og udviste fra første færd en uhyre produktivitet og en betragtelig spændvidde i sit forfatterskab, der sideløbende med de svært dystre digtsamlinger bød på en række succesfulde ungdomsromaner som Dansen gennem sommeren fra 1981 og En afgrund af frihed fra 1989. Begge bøger blev i øvrigt filmatiseret.
Ved siden af sit skønlitterære ouevre har Bo Green Jensen over årene desuden oparbejdet et bredtfavnende og vidtforgrenet kulturkritisk virke, der bl.a. har resulteret i utallige anmeldelser og essays om musik, litteratur og tegneserier, hvoraf størstedelen findes opsamlet i bogform. Det er dog først og fremmest filmmediet, som i kritisk sammenhæng har leveret stof til Bo Green Jensens skarpe pen, der siden begyndelsen af 1980’erne rutinemæssigt har rapporteret fra de store europæiske festivaler, interviewet talrige instruktører og anmeldt adskillige tusinde film for Weekendavisen.
At Bo Green Jensens hjerte dog også banker for tegneserier, kan man forvisse sig om i essaysamlingerne Ind i det amerikanske fra 1992 og Det første landskab – myter, helte og kunsteventyr fra 1999, der hver især indeholder klarsynede og givtige læsninger af en række moderne amerikanske tegneserieklassikere. Da brødrene Hernandez’ mesterlige serier Locas og Palomar for første gang blev introduceret på dansk i 1983, var det med Bo Green Jensen som oversætter. Han er derudover formentlig den eneste danske forfatter nogensinde, der har skrevet hyldestdigte til Marvelfigurer som Spider-Man og Daredevil. Nummer 9 inviterede ham til en uddybende snak om tegneserier.
Var der tegneserier i dit barndomshjem?
– Kun dem jeg selv anskaffede. Jeg kunne til nød læse Illustrerede Klassikere og Anders And, men min mor var skeptisk og mistænksom omkring superhelteserierne, som jeg samlede på fra 1964-65, da jeg har været ca. 10 år. Jeg havde mange serier fra nr. 1 og frem. De blev stakket op ved klædeskabet. Det blev for meget for min mor og min stedfar, som på et strategisk rigtigt tidspunkt – i november 1968 – tilbød at betale for The Beatles’ hvide dobbeltalbum, hvis jeg til gengæld ville kassere mine blade. Samlingen blev båret ned i ejendommens skralderum, hvor gårdens øvrige drenge havde en fest med at dele rovet og bære gevinsterne hjem. Jeg har altid fortrudt, hvad jeg gjorde. Jeg nævner det nu og da for min mor, som stadig er skeptisk og mistænksom.
Hvilken tegneserie vakte for alvor din interesse for mediet?
– Det kom i etaper. Jeg lærte at læse med Disney, Illustrerede Klassikere og de smalle prærieserier om Davy Crockett. Der var Commando, Attack og Kampflyver. Jeg kan huske nr. 1 af både Fart og Tempo og Seriemagasinet, som jeg købte trofast, og jeg kan huske Batman, Superman og Gigant. Dæmonen (Daredevil) og Spiderman var store øjenåbnere. For resten også Asterix. Den sidste serie, jeg læste som ung mand, var Gru. Så gik der 15 år, hvor jeg ikke fulgte med. Jeg fandt tilbage via Frank Miller og Alan Moore, og jeg steg ligesom på det hele igen med Watchmen. Jeg fik aldrig noget stort forhold til europæiske serier, bortset fra Hemmelighedsfulde Byer, Morbus Gravis osv. Tintin og Corto Maltese var noget, jeg læste relativt sent.
Hvad er i dag din absolutte yndlingstegneserie og hvorfor?
– Af aktive serier uden tvivl The League of Extraordinary Gentlemen. Det er alle mine yndlingsbøger, som Moore bygger videre på, og jeg kan godt lide O’Neills klare, klassiske stil. Jeg er stadig meget på nogle versioner af Batman og Daredevil. Der er også meget affald, men dybden og bredden i de universer er betagende. Mytologien bliver ved med at skyde knopper. V For Vendetta er en formidabel graphic novel i den dystopiske genre. Régis Loisels voksenudgave af Peter Pan står også højt på listen.
Er der en dansk tegneserie, som du er særligt glad for?
– Peter Madsens Valhalla er et mesterværk. Jeg lærte den at kende via min ældste datter (som nu er 20 år), da hun gik i tredje klasse. Vi læste “Frejas smykke”, gik bagud i serien og fortsatte sammen. Sussi Bechs Nofret er også på listen. Deleuran var mere som krøllet satire. Ligesådan med Werdelin. Strid er bedst til billedbøger.
Findes der en tegneseriefigur, som du enten identificerer dig med, eller hvor du kan genkende sider af dig selv?
– Batman og Daredevil, som det efterhånden må fremgå af mine svar. Jeg har skrevet om det i bøger som Det første Landskab og digtsamlingen Vægtløs. De figurer kom tidligt ind i et panteon, hvor de sameksisterer med Sherlock Holmes, Tarzan, Zorro, Robin Hood og et par andre evige helte.
Hvilken tegneserie læser du for øjeblikket?
– Lidt af hvert. Library of America har udsendt Lynn Wards ’romaner i træsnit’ fra mellemkrigstiden i to omnibusbind med forord af Art Spiegelman. Jeg kendte kun God’s Man i forvejen. Brian Fies’ Whatever Happened to the World of Tomorrow? var en tankevækkende graphic novel for netop min generation. Jeg læser også MetaMaus, som er en annoteret udgave af Spiegelmanns Maus med hyperlinks, indlagt dvd osv. Jeg har altid været glad for udenværkerne, bøger om serier og sådan.
Hvilken tegneserie, som du endnu ikke har læst, ved du bare, at du bør stifte nærmere bekendtskab med på et tidspunkt?
– Jeg har aldrig fået læst The Sandman systematisk. Jeg ved, det er beskæmmende. Og jeg har altid tænkt, at Bone må have noget. Jeg var længe om at nå til Ghost World og American Splendor. Jeg kom faktisk først derhen, fordi jeg anmeldte filmatiseringerne.
Hvad er det bedste, der er sket inden for tegneseriernes verden inden for de sidste ti år?
– Nettet, en dedikeret seriekultur, gode nye forlag, en række gode filmatiseringer og en gradvis litterær accept af genren graphic novel. Michael Chabons roman om Kavalier and Clay gjorde underværker for den historiske bevidsthed. Lige sådan med Jonathan Lethems The Fortress of Solitude.
Hvordan reagerer din nærmeste omgangskreds på din fascination af tegneserier?
– Jeg har et par (film)anmeldervenner, som følger mere ivrigt med end jeg. Ellers undrer mit bagland sig svært. Man må stadig forsvare sin kulørte smag i det gode selskab. Og det er stadig værre i Danmark, som bare ikke kan med det fantastiske stof. For mig er Michael Chabon og Jonathan Lethem de mest interessante yngre amerikanske forfattere. Men mainstreamkulturen knæsætter Jonathan Franzen.
Er der tegneserier, som du har haft svært ved at overbevise andre om værdien af?
– Jeg har haft mine dybeste oplevelser i superheltegenren. Mange mennesker kan se en værdi i Tintin, men de begriber ikke, hvorfor man tænder på identitetsfablerne om de maskerede (anti)helte.
Hvad kan tegneserier give dig, som du ikke kan finde i andre kunstformer?
– Det er svært at sætte ord på, hvad tegneserier kan. Det er klart en kunstart, man må lære at aflæse. Nogle knækker koden tidligt, andre lærer det aldrig. Og så kan de slet ikke se, hvad det drejer sig om. Man siger, at formen forener fortælleteknik fra billedkunst, film og litteratur. Den er dog helt sin egen i højere grad.
Har du hentet ting fra tegneseriernes verden, som du har kunnet bruge i dit eget arbejde?
– Masser. For det første har jeg oversat serier, men især har jeg kendt universet på forhånd, når de blev omsat til andre kunstformer. Jeg har brugt seriehenvisninger i mine egne bøger, og gennem 30 år som filmanmelder har serierne været en vigtig ballast. Jeg er stadig ret vild med at udforske mediet. Jeg har et helt rum med tegneserier i mit vakkelvorne rækkehus.
Kig forbi næste fredag hvor vi stiller endnu en kendt dansker 9 skarpe spørgsmål om tegneserier.
Del på
