Født af punkrocken, sen-70er politikerlede og en kærlighed til kulørt, pulpet science fiction kom det britiske tegneseriemagasin 2000AD til verden for 40 år siden. Første del af vores hyldest til alt 2000AD.
År 2000 må have virket meget langt ude i fremtiden, da Pat Mills, John Wagner og de andre i sin tid navngav det magasin, der på flere måder endte med at bane vejen for den britiske tegneserieinvasion i 80erne. Og en 40 års fødselsdag var nok ikke noget, der overhovedet blev drømt om dengang. Første nummer af “2000AD” udkom den 26. februar 1977.
Judge Dredd fødes
En snu redaktør havde på fornemmelsen, at science fiction ville være en populær genre i den nære fremtid og hyrede freelanceforfatter Pat Mills til at skabe en tegneserie, der kunne ride på denne bølge. Mills bragte så forfatter John Wagner ombord, og de to begyndte straks at udvikle figurer og koncepter. Et af disse var tænkt som et forsøg på at kombinere historier med en antiautoritær vinkel med den voldelige ensomme ulv-agtige, amerikanske actionhelt ala Dirty Harry. Mills havde brugt navnet Judge Dread i en historie, der endte med ikke at blive brugt i 2000AD, og efter en lille tilretning i stavemåden var Judge Dredd født. Det skete i samarbejde med tegnerne Mike McMahon og især Carlos Ezquerra, der designede den første udgave af det ikoniske kostume og det første billede af den groteske, muskelsvulmende storby, der er Mega City One.
Dredd så første gang dagens lys i andet nummer af 2000AD, men der er nok ikke den store tvivl om, at bladet ikke ville have eksisteret den dag i dag, hvis ikke Wagner og Mills havde fået skabt denne ikoniske figur. Dredd er strømer, dommer og sommetider bøddel i kæmpebyen Mega City One, der dækker hele den amerikanske østkyst i en postapokalyptisk verden, der på trods af det vilde overdrev, der er en del af 2000ADs stil, ofte ikke er SÅ ulig vores egen. I starten var Dredd bare en badass, og man kunne ikke helt afkode, om forfatterne var enige eller uenige i hans noget fascistiske og brutale verdenssyn. Dommerne har nemlig autoritet til at anklage og dømme med det samme. Oftest sendes lovbryderne (som de kaldes af dommerstanden) på helt urimeligt lange fængselsstraffe, og i enkelte tilfælde får de en kugle i panden uden rettergang. Med andre ord: Rambo og Dirty Harry på (flere) steroider.
Mad Max, Dredd og Caligula
Punkrock-attituden i de ikke altid lige subtile historier pegede dog i retning af det antiautoritære, og på den måde var seriens gråzoner, der senere ville blive udforsket noget dybere, på deres egen måde allerede med i de tidlige, ofte ret klodsede og banale historier. 2000AD er et antologiblad, og således var de første Dredd-historier ofte kun 6-8 sider lange. Det var først med det underholdende og lidt fjollede actionbrag ”Robot Wars”, hvor de undertrykte robotter gør oprør, at Wagner begyndte at binde an med de længere, fortsatte historier, og man kan argumentere for, at Dredd først rigtigt blev Dredd i den første ”epic”, der bar titlen ”The Cursed Earth”. For at redde søsterbyen Mega City Two fra en frygtelig virus bevæger Dredd sig ud i det atombombehærgede ødeland, der udgør størstedelen af det, der engang var USA, og det hele minder ret så meget om Mad Max. Tjekker man lige årstallet, så bliver man lidt svimmel, når man opdager, at Dredd faktisk var Mad Max året FØR Mad Max. Det kan man så tolke som man vil. Interessant er det dog, at den seneste film på Mad Max-stammen, “Mad Max: Fury Road”, var skrevet i samarbejde med tegneserietegner Brendan McCarthy, der netop startede på Judge Dredd og 2000AD – og endda var med på den underholdende, længere historie “Oz” om Dredds jagt på en hos folket yderst populær sportststjerne – en såkaldt himmelsurfer, komplet med flyvende surfbræt og det hele. “Oz” foregik sågar i Mad Max’ hjemland, Australien. Dette dog EFTER de to første film om gale Max, så det hele bider sig selv i halen.
Tjekker man lige årstallet, så bliver man lidt svimmel, når man opdager, at Dredd faktisk var Mad Max året FØR Mad Max.
Det var Pat Mills, der med sin ikke just subtile skrivestil sparkede Dredd og hans sære følge af rumvæsener, punkede forbrydere og autoritetstro dommere igennem det amerikanske helvedeslandskab i “The Cursed Earth”, og allerede her skabte 2000AD lidt røre i vandene, da selveste Ronald McDonald himself optrådte som skurk i en af de mange kulørte historier, der krydrede denne postapokalyptiske roadmovie i tegneserieform. Det var burgergiganten ikke tilfredse med, og i de efterfølgende genoptryk af “The Cursed Earth” var disse historier samt et par andre, der respektløst lossede til registrerede varemærker, ikke med. De er først for nyligt blevet genoptrykt i den ucensurerede udgave efter en ændring i den britiske satirelov.
Efter Mills havde skreget sin larmende punksang af en ramasjanghistorie ud fra hustagene, tog Wagner over med den noget mere spidsfindige historie “The Day the Law Died”. Den sindssyge Judge Cal, der idemæssigt var baseret på den kære kejser Caligula, overtager embedet som Overdommer i Mega City One. Med en gal leder ved roret har Dredd ikke andet valg end selv at gøre oprør mod systemet… altsammen i lovens navn. Her søsatte Wagner den tvivl, der også er en del af den ellers stålfaste dommer, og kimen til senere historiers problematisering af dommerstanden og lovens hårde hånd omkring demokratiets nosser blev sået. Store dele af denne historie er nærmest mere relevant i dag end dengang. Sørgeligt, men sandt.
Da Alan Moore, Neil Gaiman og de andre invaderede
En lang række af de store engelske tegneserieskabere er startet hos 2000AD: Alan Moore, Neil Gaiman, Garth Ennis, Grant Morrison, Dave Gibbons, Brian Bolland, Steve Dillon, Alan Davis og Kevin O’Neill har alle slået deres folder i Mega City One eller en af bladets andre universer. Alle tegneserieskabere, der var med til at præge det store indryk af britiske tegneserieskabere på det amerikanske marked i store dele af 80erne. Et indryk, der med serier som “Watchmen”, “Sandman”, “Preacher” og “Arkham Asylum” var med til at ændre det amerikanske landskab og pege det i en mere voksen retning, hvor helte – ikke ulig blandt andet Dredd – blev noget mindre renskurede og forenklede . Man kan især genkende træk af det antiautoritære i “Preacher”, Morrisons “The Invisibles” samt i “Watchmen”, hvis fremtidssamfund har meget tilfælles med det, man finder i Judge Dredd – også den lidt farlige flirt med det totalitære og småfascistiske. Gråzonerne var rykket fra England til USA. Hvis man er rigtigt fræk kunne man vove påstanden at amerikanske Frank Millers udgave af Nattens Ridder fra klassikeren “The Dark Knight Returns” har temmelig en del tilfælles med Judge Dredd, men det kan denne skribent ikke nødvendigvis bakke op, så vi lader den hvile.
Hvad der ellers er lidt af en drengeklub har faktisk også en overraskende mængde stærke kvindefigurer, selvom de desværre ofte er bifigurer i serier domineret af mandlige hovedpersoner.
Judge Anderson og kvinderne hos 2000AD
Udover Wagner og Mills skal Alan Grant også nævnes som en af de vigtige forfattere fra 2000AD. Han er hovedsageligt kendt som den mangeårige forfatter af Dredd-spinoffet “Judge Anderson”. Hvad der ellers er lidt af en drengeklub har faktisk også en overraskende mængde stærke kvindefigurer, selvom de desværre ofte er bifigurer i serier domineret af mandlige hovedpersoner. Men der er undtagelser. Især Alan Grants Judge Anderson er værd at bide mærke i. Hun er medlem af dommerstandens korps af dommere med særlige, psykiske kræfter. Oftest er de synske eller empater, og det kan være ret nyttigt i kampen mod kriminalitet at have forkundskab til forbrydelser, før de sker. Især hvis man er ret ligeglad med en fair rettergang. Anderson er dog mindre autoritetstro end Dredd, og hun har også en mere spirituel side.
Grant skriver hende nuanceret og fint, selvom tegnerne ofte forråder hans gode, (måske, måske ikke) feministiske hensigter ved at fokusere lidt for meget på hendes bagdel i den stramme uniform. Det er og bliver nu engang et problem inden for den drengeklub, der er mainstreamtegneserien. Men faktum er, at den kvindelige dommer med de psykiske kræfter har sin egen serie, der på mange måder ofte kan måle sig med “Judge Dredd”. Især når tegner Arthur Ranson beriger den med sin realistiske og gotiske streg, og Grant fokuserer på den mere okkulte og spirituelle side af Mega City One, får Anderson sit eget liv.
Grant slog i øvrigt også sine folder hos blandt andet Batman i 80erne, men er stadigvæk aktiv i 2000AD. Sammen med Wagner stod han i øvrigt også bag en række overraskende vellykkede crossovers mellem netop Dredd og Batman, hvilket kunne lyde som verdens dårligste ide, men med fokus på de forskelle, der trods alt er i ideologier hos de to figurer, blev historierne alligevel hevet i land. Der er tale om kulørte, underholdende sager.
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at der sagtens kunne være flere serier med kvindelige hovedroller hos 2000AD. Alan Moores science fiction serie “The Ballad of Halo Jones” fra 1984 er desværre ikke blevet et eksempel til efterfølgelse. Serien var Moores helt bevidste forsøg på at tilføje en stærk, nuanceret kvindefigur til 2000AD. Jones er ikke en superhelt eller en kvinde med en særlig skæbne, men blot et almindeligt menneske i et spraglet fremtidssamfund. Men som altid med Moore, så blev han uvenner med nogen, og serien stoppede. Det var ellers meningen, at serien skulle omfatte hele Halo Jones’ liv fra ungdom til alderdom.
I de senere år har Dan Abnett dog skrevet på serien “Lawless” om den kvindelige dommer Metta Lawson, der udsendes til en af Mega City Ones rumkolonier (fordi sådan nogen findes naturligvis også i dette sært sammensatte univers) for at skabe ro, lov og orden. Serien er en slags rumwestern og heldigvis med en kvindelig hovedperson. Måske kommer der balance i det på et tidspunkt.
I stedet for at stå for lov og orden i den mest ekstreme udgave, kommer dommerstyret i Mega City One til at stå for et fascistisk og undertrykkende styre.
Judge Dredd og det fejlslagne, amerikanske demokrati
I 1990 kommer Dredd-historien “America”. Det sker faktisk ikke i 2000AD, men i det mere “voksne” søsterblad, “Judge Dredd Megazine”. Historien var en slags forløbig kulmination på et skred, der var sket i den måde, Wagner og de andre skildrede Dredd på. I stedet for at stå for lov og orden i den mest ekstreme udgave, kommer dommerstyret i Mega City One til at stå for et fascistisk og undertrykkende styre. Det har altid ligget i figuren, men i den såkaldte “Democracy”-cyklus af historier, skifter vores sympati (forhåbentlig, måske ikke for Trump-vælgere) fra dommerne til borgerne. I en tidlig historie får Dredd og de andre knust en protestmarch i demokratiets navn via mindre sympatiske metoder. Dredd tror ikke på demokratiet. Dommerstyret er opstået, da demokratiet fejlede og var tæt på at udslette alt liv, og som sådan føler han og de andre dommere sig retfærdiggjort i deres handlinger. I “America” ser vi Dredd udefra. Hovedpersonen er den unge pige America, der oplever dommerstyret som noget, der skal frygtes. Hun bliver en del af modstandsbevægelsen, og Dredd selv er nærmest bare en skygge over historien. Den store bussemand, som alle skal frygte. Mange har – måske med rette – kaldt den en af de bedste Dredd-historier, der er skrevet.
Det er med denne historie, at Wagner stille og roligt begynder at bekende politisk kulør. Dredd er måske mere skurk end helt, og man skulle tro, at der med sådan et brandfarligt udgangspunkt ville være massive mængder materiale til de kommende historier i 90erne. Men sådan gik det ikke helt.
I del to kigger vi nærmere på de grimme 90ere og de senere års kreative genopstandelse i Mega City One og 2000AD generelt.