En række danske biblioteker udbyder nu 19.000 digitale engelsksprogede tegneserier og grafiske romaner via servicen Comics Plus. Nummer 9 tester.
En række danske biblioteker tilbyder nu den digitale tjeneste Comics Plus, som giver mulighed for at låne 19.000 amerikanske tegneserier digitalt – på pc, tablet og smartphone.
Men hvilke tegneserier, hvilke biblioteker og hvor godt fungerer tjenesten? Nummer9 satte sig for at teste den nye digitale bibliotekstjeneste.
Comics Plus i 21 kommuner
Så for et par dage siden prøvede jeg Comics Plus, og fik med lidt begyndervanskeligheder oprettet en brugerkonto. Man skal først logge ind på tjenesten gennem sit lokale biblioteks hjemmeside (København i mit tilfælde), med sin almindelige biblioteks brugernavn og pinkode, og så oprette en konto. Og her er det altså kun 21 af landets 98 kommuner, der har Comics Plus.
Så skal du have adgang skal du være biblioteksbruger i en af flg. kommuner: Bornholm, Esbjerg, Frederikshavn, Frederikssund, Gentofte, Halsnæs, Herlev, Herning, Hillerød, Kolding, København, Odense, Rebild, Roskilde, Rudersdal, Svendborg, Sønderborg, Vejle, Vordingborg, Aalborg eller Aarhus.
Men når du først er inde, så er der 19.000 amerikanske tegneserier på de virtuelle hylder. Det var til at finde rundt, med kategoriseringer efter genre, målgruppe-alder, forlag og popularitet, og søgefunktionen var god. Det var nemt at låne, og det gør man i en uge af gangen, med ubegrænsede genlån. Jeg prøvede både på PC og tablet, og begge dele virkede fint.
Masser af fine serier
Jeg lånte med det samme første nummer af den charmerende pige-actionserie Lumberjanes, og sidste bind af både den overnaturlige gyser Locke & Key og den grafiske erindringsroman March om den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Fine sager.
Af andre serier på de virtuelle hylder, som danske læsere vil kunne nikke genkendende til, kan nævnes Hellboy, Bone, Naruto, Adventure Time og Teenage Mutant Ninja Turtles. Og en masse mere fra over 90 små og mellemstore amerikanske forlag som f.eks. Dark Horse, IDW og Dynamite.
Alle serier var, så vidt jeg kunne gennemskue, amerikanske. De tre store amerikanske forlag, DC, Marvel og opkomlingen Image er dog ikke en del af Comics Plus, så ingen edderkoppemand, ingen flagermusemand og ingen vandrende døde. Også de store arthouse-forlag Fantagraphics og Drawn & Quarterly glimrer ved deres fravær.
Tekniske problemer
Og så var der de tekniske problemer. På Comics Plus læser man tegneserierne online, og ryger forbindelsen, bliver man smidt af tjenesten og må starte forfra – det vil sige helt tilbage til sin bibliotekshjemmeside. Min tablet-forbindelse var af uvisse grunde noget ustabil, og jeg blev derfor smidt af Comics Plus flere gange, blandt andet da jeg var 150 sider inde i min Locke & Key-historie. Her var det et yderligere problem, at man tilsyneladende kun kan bladre en side af gangen, så da jeg først havde logget mig ind igen og genfundet min serie, skulle jeg bladre 150 sider én side af gangen med en langsom forbindelse. Uh, jeg blev træt at den lille roterende vente-cirkel.
Når der ikke lige var tekniske problemer, var læseoplevelsen på Comic Plus fin. Funktionaliteten er rudimentær, men bortset fra at jeg altså manglede muligheden for at springe i et givent album, levede jeg fint med bare en zoom- og en bladre funktion.
Samlet set er der masser af gode sager i Comics Plus, og holder teknikken op med at drille, er det en rigtig god indgang til en stor del af det amerikanske tegneseriemarked.
God fornøjelse.