Sexrobotten med signatur-snøftet brillerer i ny totaludgave fra Cobolt.
Ungdomsbevægelser har det med at veksle mellem optimisme og pessimisme, utopi og dystopi. For øjeblikket er trenden velsagtens overvejende optimistisk: Hvis vi bliver bedre til at inkludere og tale pænt om seksuelle, etniske og andre minoriteter, så er et lykkeland af lighed for alle inden for rækkevidde.
I slut-70’ernes Italien var stemningen en helt anden. Tømmermændene efter det store ungdomsoprør ti år tidligere havde for længst indfundet sig, og politisk var landet stivnet i en krampagtig skyttegravskrig mellem forstokkede centrum-højre partier og dogmatiske, verdensfjerne venstrefløjsaktivister.
Datidens unge italienske kunstnere havde svært ved at se lys for enden af tunnellen. I stedet rasede de mod deres fædres og bedstefædres normer i nihilistiske fejringer af håbløshed. Det gjaldt ikke mindst i tegneseriemagasinet Cannibale, hvor grundlægger Stefano Tamburini fra 1978 lod den muskelsvulmende sexrobot Ranx drage hærgende gennem et nedslidt og totalt amoralsk fremtids-Italien.
De første skridt
Et spædbarn rækker tunge ad Ranx på metroen. ”Så er det nok, din lille lort!” hvæser robotten og – KRAMPS! – stikker knægten en lige venstre.
Seriens spæde, sort/hvide begyndelse kan iagttages i kapitel 1 af Ranx, Cobolts samlede udgivelse af Tamburinis hypervoldelige og sorthumoristiske serie, hvoraf store dele ikke har været udgivet på dansk før.
Tamburini og vennerne Andrea Pazienza og Tanino Liberatore skiftes til at tegne de første sider om den ukuelige robot, som fordriver tiden med at opstøve stoffer, lemlæste mænd, kvinder og børn efter forgodtbefindende og hygge sig med Lubna, hans 12-årige (!!!) rappenskralde af en ejer. Seriens verden er en science fiction-fremskrivning af punkens og post-punkens Rom, hvor holdet bag Cannibale selv tog for sig af retterne: Tamburini døde i 1985 – kun 30 år gammel! – af en overdosis, Pazienza tog samme billet to år senere, to år ældre.
I mellemtiden er alt, hvad Ranx foretager sig i Cannibale, en strittende langemand til smagens og moralens vogtere. Seriens drengerøvsagtige svælgen i blod, indvolde og uartige kropsdele er afvæbnende skamløs, og sexrobotten bliver på ingen måde rundere med alderen.
Storhedstiden
Ranx tager toget til Lampedusa, hvor hans elskede Lubna holdes fanget. Undervejs begynder en galning at skyde vildt omkring sig. Vores helt tager ingen notits af blodbadet i togvognen, men smiler blot for sig selv: ”Lubna … Min elskede …”
Sidste hæfte af Cannibale udkommer i 1979, men allerede året efter er Tamburini og co. klar med afløseren, Frigidaire. Ranx var med fra allerførste farvehæfte, hvor Liberatore samtidig tog fuld kontrol over billedsiden.
Visuelt er det nye Ranx et kvantespring fra tidligere tiders charmerende punkede, men også ujævne hærg. Pludselig er serien virtuost tegnet – og malet: Liberatore kombinerer ensartede sorte konturstreger med airbrush-agtige pangfarver i en solsveden billedside, der understreger hans forkærlighed for undergrundsikonet Corben.
(Den amerikanske tegner namedroppes allerede i Cannibale-æraen, faktisk efter episoden med knægten, der rækker tunge og får en knytnæve i fjæset – ”Det skal du få betalt!” truer moderen, hvorefter Ranx sparker hende og ungen ud af metrotoget med et kækt ”Sådan, a la Corben!”)
Men Ranx’ billedside er ikke bare (grim)smuk, den sitrer af energi. Liberatores figurer er sprællevende på siderne, i evig, rastløs bevægelse, og iscenesættelsen er altid dynamisk, med konstant skiftende vinkler, opfindsomme billedkompositioner, hysteriske closeups og panoramiske bylandskaber.
Netop miljøskildringen er en af seriens helt store styrker. Forfaldet i Ranx’ fremtidsverden bliver aldrig forklaret, men billederne fortæller hele historien: Alt er slidt, vulgært og endeløst kommercialiseret. Et af bogens mest mindeværdige billeder viser vores hovedperson jævnet med fortovet foran Roms Colosseum, i hvis midte et monolitisk ”Coloseum Hotel” tårner sig op.
Spraglede metrostationer, hærgede skylines, pompøse rigmandsvillaer – Liberatore tegner fremtiden, så håbløsheden kryber ind under huden.
Imens, i Tamburinis manuskripter, manifesterer Lubna sig hurtigt som seriens drivende kraft. Den mindreårige femme fatale er Ranx’ eneste raison d’etre ud over at sniffe lim, og når hun bliver væk fra ham, jagter han hende utrætteligt. Undervejs giver han en uforglemmelig performance som musicalskuespiller – i rollen som selveste Fred Astaire – han kører dødsræs som underholdning for en gal kunstner og han bliver skilt ad mere end én gang. Men robotter kan ikke dø, og Ranx lever videre, også efter Tamburini checker ud.
De sidste krampetrækninger
Ranx er blevet omprogrammeret til præst: ”Lubna den almægtige … Hendes guddommelige ånd transcenderer og overvinder alle disharmonier,” messer han, mens han kæmper for robotlivet mod en kvindelig lejemorder.
Cobolts store og voldsomt prisværdige Ranx-samling afrundes med et par historier skrevet af andre forfattere, men stadig tegnet af Liberatore. De er ikke specielt stærke – ”Amen” er en lidt forkrampet opfølger til Tamburinis sidste, ufærdige historie, der overspiller komikken og mangler nerve, ”Aïe, Robot” er en overflødig prequel.
Men især ”Amen” kommer til gengæld, givetvis uforsætligt, til at understrege Tamburinis kvaliteter: Hvor dén fortælling er overlæsset og unødigt kompleks, reducerer Tamburini med usvigelig sikkerhed historien til det minimalt nødvendige og skaber en strømlinet skueplads for grotesk vold og absurd komik. Og under den bloddryppende ramasjang fornemmer man altid en rå desperation, en oprigtigt følt indignation over verdenssamfundets udvikling.
Den samlede Ranx starter vaklende og slutter lidt svagt, men på toppen er serien i absolut særklasse: Et primalbrøl af pueril provokation hævet til uafviselig tegnekunst af en fuldstændig ekvilibristisk eksekvering. Nihilisme fås ikke mere koncentreret, væmmelig og livgivende end her, i Tamburini og Liberatores forskruede fremtids-Italien.
Karakter: 5/6
Værkets titel: Ranxerox
Forfatter/tegner: Stefano Tamburini m.fl. / Tanino Liberatore m.fl.
Oversætter: Birgitte Grundtvig Huber
Forlag: Cobolt
Form: 184 sider i farver, indb.
Vejl. pris: 398,00
ISBN: 978-87-7085-620-1
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: Danmark