Vi er nået til bind 34 i sagaen om Mike Doonesbury og hele den brogede familie og omgangskreds. Det amerikanske samfund tages stadig under kærlig behandling af Garry Trudeau gennem skarp satire og elskelige personportrætter – både de gamle kendinge som BD, Mark og Zonker samt de nyere helte såsom Zipper, Sam, Drew og Jeff. Og alle de mange andre. Men er der egentlig noget nyt under solen i Doonesbury-land? Felix Kühn Paulsen har set nærmere på sagen.
Donnesbury er ved at blive gammel. Og det gælder ikke bare serien, som har rundet 40 år, men også seriens oprindelige hovedperson Mike Doonesbury. Måske er gammel et voldsomt ord, men han er i hvert fald ikke ung længere. Det har derfor i noget tid været at spore hvordan seriens unge, hovedpersonernes nu halvvoksne børn, langsomt men sikkert overtager handlingens fokus. Og i dette det 34. album får vi så en egentlig magtoverdragelse.
Mikes datter Alex tager magten og i løbet af en (tegneserie-)uges tid fastlægges de nye rammer for serien ”Hvad så, Alex?” Selvsagt bliver det ikke til noget, og Alex siger da også op pga. den manglende eksplosion i antallet af læsere…en fin kommentar til de fysiske avisers nedgraderede position nu til dags.
Men alligevel er der jo noget om snakken med denne her magtovertagelse. For omend navnet forbliver det samme og omend vi stadig følger mange af de samme personer som i de sidste fire årtier, så er der måske et afgørende skift i gang. Doonesbury har altid handlet om den samtidige virkelighed i verden som sådan og i USA i særdeleshed. Måske ikke altid decideret politisk, men i hvert fald forholder serien sig altid aktivt til nutiden. Derfor har der jo naturligvis været masser af forandringer og udskiftninger gennem årene.
Men for første gang står vi med en rollebesætning bestående af to dele. De nye unge voksne og de gamle voksne – og livet handler nu engang om forskellige ting for disse to typer voksne. Indtil videre fungerer det egentlig meget fint, at både den gamle og den lidt yngre (men voksne…det er stadig ikke en serie for børn) læser har noget at forholde sig til, men det virker altså som om, noget går tabt til denne aldersalsidighed. Man kunne ønske at Doonesbury ville holde en smule igen med at være nutidig og ”med på moden” og flytte lidt mere fokus over på personerne og deres indbyrdes forhold. Eksempelvis er det langt mere interessant at høre om Alex’ forhold til den afasiramte Irakveteran Switch – de skal såmænd både giftes og have børn – end at høre om diverse dumheder begået af Fox News (såsom at beskylde ateister for at ødelægge julen) eller den kære Mitt Romney (han er skyldig i bl.a. at være irriterende).
Men alt dette er jo sagt af én, der elsker Doonesbury og har læst samtlige striber…mange gange, og måske fungerer det rigtig godt med et lidt yngre persongalleri blandet op med forskellige nyheder og debatter fra det amerikanske. Seriens liv er trods alt stadig først og fremmest i den daglige avis på køkkenbordet – herhjemme er det stadig Information, der hænger i. Og Doonesbury har ikke mistet sin grundlæggende charme og skarphed. Sæson 2012/2013 var bestemt ikke den stærkeste for Trudeau, men omvendt heller ikke den svageste. Og der er da også indlagt et par dramatiske højdepunkter og sågar en cliffhanger i sidste stribe til de rigtige fans.
3/5
Værkets Titel: Doonesbury 34: Da jeg var ung blev Jesus født foran et posthus!
Seriens titel: Doonesbury
Forlag: Cobolt
Forfatter/tegner: Gary Trudeau
Oversat af: Ole Steen Hansen
Farve og form: S/H softcover
Sidetal: 64 s.
Pris: 168 kr.
ISBN: 9788770855297
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Aktuelt udgivelsesland: Danmark
Del på
