Ghosts, Etc.
Det går både vildt og stille for sig, når George Wylesol i Ghosts, Etc. er vred på kapitalismen. I tre fabelagtigt smukke historier er verden både uhyggelig og underligt komisk.
George Wylesols samling af tegneserier, Ghosts Etc., består af tre korte fortællinger. De er selvstændige og helt ulig hinanden på alle parametre. Lige bortset fra at de måske fælles danner en skruptosset mosaik over nutidens forbrugssamfund, forurening og fremmedgørelse.
Den første fortælling, ”Ghosts”, ligner noget fra ens bedsteforældres hengemte stak af tegneserier. Siderne er gulnede, og tegningerne minder om flysikkerhedsmanualer eller illustrerede børneordbøger fra 70’erne. Alt er statisk og gennemsnitligt illustreret. Det er to-dimensionelt og detaljeløst. Ligeledes skrives der hverken med stort begyndelsesbogstav eller apostroffer. Men ”Ghosts” er hverken sløset eller halvfærdig. Stilen er gennemført, men for at dette bliver helt tydeligt, må vi se nærmere på historien.
I en usammenhængende verden er alt uhyggeligt
Den unavngivne jegfortæller arbejder alene om natten i et hospitals kældergange med at sætte ledninger i stik. Hvad det skal gøre godt for, præciseres ikke. Ensomheden er trykkende og på et tidspunkt begynder han at se spøgelser, der mest af alt ligner lyserøde gardiner fanget i vinden. Spøgelserne viser sig ”out of the corner of my eye, behind a door”. Og så, pludseligt, bliver han væk. Det, der følger, er et disorienterende forsøg på at finde tilbage. Alle de tilfældige genstande i kældergangene, som hovedpersonen går forbi, bliver i denne atmosfære sært uhyggelige. ”Ghosts” er nemlig splittet op i mange små tegninger, hvor stort set kun enkelte genstande illustreres. Således skabes et udtryk, hvor verdens sammenhæng splittes op i isolerede ting. Deres indbyrdes sammenhænge gøres uklare, som var selve verden en uigennemtrængelig gåde. Fremmedgørelsen er total, og mennesket er selv et spøgelse i verden – løsrevet fra enhver meningsfuld helhed. Tegningernes mærkværdige lo-fi-stil virker helt oplagt i det her univers. I de ubehageligt tomme gange, hvor al substans virker hul, må også tegningerne være uhyggeligt sterile.
Udmattende og skingrende rundforvirret
De efterfølgende fortællinger, ”The Rabbit” og ”Worthless”, viser helt andre takter. ”The Rabbit” er en coming-of-age fortælling om en hvid uformelig klumps sommer i en skov. Det er lige så syret, som det lyder. Skoven er holdt i skingrende gule og lyserøde farver. Udtrykket er forvrænget således, at farverne ikke passer med stregerne. De er som forskudt for hinanden. Skoven ligner noget fra en atomkatastrofes efterdønninger. Alt lader til at gå til eller være ’out of place’. De genrer, de former, de redskaber, vi før brugte til at tæmme naturen med, er uigenkendelige og ultimativt totalt uvirksomme.
”Worthless” er en rundtosset guidet tur gennem himmel og helvede, der mest af alt består af venteværelser, ørkener og en stor uhyggelig fabrik. Det er feberagtigt og surrealistisk, men alligevel holdes stilens renhed igennem hele fortællingen. Med tykke streger og en simpel farvepalet, der ikke strækker sig ud over gul, orange og mørk lilla, ligner de store helsidestegninger næsten plakater. Turen gennem himmel og helvede føles som en utroligt aggressiv reklame. Der er bryster og fallossymboler overalt, og Wal-mart fås tilmed på dåsespray. ”Worthless” er ligeså udmattende for de stakkels karakter, som den er for læseren. Efter ”Worthless” er der ikke mere at give af. Mennesket er endegyldigt besejret, tilbage står kun spøgelserne og så videre.
Del på
