I foråret fik de studerende på den kreative ungdomsuddannelse Visuel Hf til opgave at lave tegneserier under overskriften “Utopia”. Antologien af samme navn samler seks af de historier, der kom ud af det.
Lad det med det samme være sagt: Utopia er ikke et særlig godt emne at lave korte (ca. fire sider hver) tegneserier over. Det er en ret svær opgave at løse, vil jeg mene. Men de seks historier, der er valgt ud til antologien “Utopia”, klarer faktisk skærene – på seks vidt forskellige måder.
”Mundo” er den enkle historie om de to drenge i træhulen, der sammen skaber deres helt egen perfekte verden – ved at tegne den. Men de bliver uenige om, hvorvidt der må være piger med, og den ene pander den anden én. Med ganske få visuelle midler tegnes historien, naiviteten og pointen meget skarpt. Det samme kan siges om historien ”Utopia”. Den blinde masse går på arbejde hver dag og sover om natten, intet andet. Men så dukker en farverig person op og gør præcis det modsatte. Farverne spredes omkring ham, og i sidste billede har de sneget sig en smule ind på nabohusene. Smukt og enkelt.
Så er det straks en helt anden sag med ”Løven og Antilopen”. Her får den virkelig gas med virkemidlerne. Farver, sideopbygning, rudernes placering og form, cirkler der går igen og en dejlig masse næsten filmiske greb. Det er faktisk næsten for mange spidsfindigheder til, at historien kan bære det, og man har faktisk svært ved at begribe den ellers simple handling.
I ”Welcome to Utopia” leges der virkelig med tegneseriens form, ja man kan næsten ikke finde tegneserien mere. En samling klippe-ud-og samle figurer udgør den potentielt utopiske verden, som læseren så selv skal sammensætte efter behov. Det er en ret fed ide, og det er gennemført. Tag bare den måde, de enkelte ting på den ene side skal foregive blot at være neutrale komponenter til læserens påklædningsdukke-verden, men på den anden side alle sammen har fået tydelige værdiladede titler. ”Happy Hamster House”, f.eks., eller “Evil Misleading Lighthouse”. Sjovt tænkt.
De to sidste historier, ”Gamer” og ”Deaf / En dejlig Drøm”, er også velskabte tegneserier. Deres udtryk er gennemarbejdet, tegneseriens midler er forstået og bearbejdet, den tekniske kunne er til stede og der er faktisk gode ideer. Og sådan er det med alle bidragene i dette hæfte.
Så man kan spørge: Er der potentiale for at der her kan være gemt en god håndfuld kommende tegneserietegnere? Svaret må være et rungende ja. Det er korte historier, og de har ikke selv fået lov at vælge deres emne, så naturligvis er det begrænset, hvor geniale de har nået at være. Men potentialet er til stede. Hvis nogen af disse unge mennesker gerne vil lave flere tegneserier, ja så har de i hvert fald min velsignelse. Jeg tror, det kunne gå hen og blive helt godt.
Titel: Utopia
Forfatter/tegner: Diverse
Trykt af: Visuel Hf
Udstyr: 36 siders A5-hæfte
At dømme efter billedeksemplet er Welcome to Utopia
tyvstjåletkraftigt inspireret af Chris Ware.Jeg ser også Chris Ware i Welcome to Utopia, men omvendt tror jeg ikke at han har patent på cartoony klip-ud-og-saml tegninger. hehe. Om HF’eren er inspireret ved jeg til gengæld ikke.
Jeg spiser min gamle farmor i persillesovs, hvis tegneren ikke har læst Ware.
hehe. I persillesovs ligefrem. Sikke noget! Men mon ikke også tegneren har fået noget inspiration. Heldigvis for din gamle farmor.
Det er jo helt unge mennesker, HF-studerende. For dem er det tilladt – nej, faktisk påkrævet – at stjæle med arme og ben.
Listen af “kopister” i tegneserien (og kunsten i det hele taget) er jo uendelig. Det er vel altid et spørgsmål om man formår at intergrere det i sit eget sprog … og så selvfølgelig om man bliver opdaget;)
Han kan jo sagtens have fået ideen fra Ware – men de er jo præcis lige så meget planket fra ark jeg havde at lege med som barn. Dem kan denne kunstner vel også have haft. Faktisk er det langt mere oplagt her, end når jeg har set Ware bruge samme idé. Typisk havde man jo en stribe ark der for eksempel var “by i landskab” og så kunne man samle og bygge den. At bygge Utopia på samme måde er nærmest så oplagt at man ikke fatter at det ikke er gjort før.
Jeg havde den udsøgte fornøjelse at være censor på tegneserierne, og var generelt meget imponeret over både niveauet og diversiteten, og det var ikke let at vælge de historier, der skulle trykkes i hæftet. Hvis nogen i øvrigt som teenagere er inspireret af andre (Steffen får det næsten til at lyde kriminelt og uden fortilfælde:) ) er det da bare dejligt at det så er en af feltets førende skikkelser fremfor fx Mike Mignola eller Rob Liefeld…
Og jeg er enig med Thomas S: Ware har ikke patent på de ting, som han jo selv har planket fra Frank King, Richard McGuire m.fl.
De tre billedeksempler ser alle vældig løfterige ud, og selvfølgelig må unge mennesker stjæle med arme og ben, men når nu anmeldelsen ikke nævnte den fuldstændig åbenlyse inspiration fra Chris Ware, var det mig magtpåliggende at gøre opmærksom på den.
Men du tager fejl. Det er en fuldstændig åbenlys inspiration fra denne model af Bedstemor Ands gård fra et Anders And-blad:
http://www.klippearkene.dk/
Ok, jeg vil gerne give, at det slet ikke er usandsynligt, at Ware var inspirationen. Men formen er altså et århundrede gammel og jeg synes det er langt over målet at kalde det tyvstjålet fra Ware, når ideen har været brugt også i tegneseriesammenhæng længere inden Ware begyndte at udgive noget.
Beklager slåfejl. Min tablet kan godt lide at blande sig i mine formuleringer. Det svarer.
T: Ware indrømmer gerne, at han har planket løs fra King og McGuire – men udklippene er (i tegneseriesammenhæng) hans egne.
S: Forskellen på Bedstemor Ands hus og Jimmy Corrigans er, at i Anders And-bladet er det uden for historien, mens Ware integrerer det og lader det indgå i fortællingen.
Og altså: Hvis det nu var, hvad ved jeg, pop-op-elementer, der var et af Chris Wares kendetegn, ville tegnere, der efterfølgende brugte dem i deres tegneserier, også blive beskyldt for plankeri, selv om det ikke var Ware, der opfandt dem.
(Opfordring: Lad os se nogle tegneserier med pop-op.)
Men i dette tredje tilfælde er de jo ikke integreret i historien. Det ER historien. Dermed er de tættere på den oprindelige form end Wares er.
Nu har jeg ikke læst historien, men det kan du sagtens have ret i. Det er sådan set ikke det, vi diskuterer.
Jeg siger kun: Inspiration fra Ware. Og hvis jeg tager fejl, skal jeg have købt noget persille.
(@Steffen: Mig bekendt er der lavet flere pop-up tegneserier, bl.a. nogle Tintin-udgaver)
(Okay, I’ll bite) TT: “det da bare dejligt at det så er en af feltets førende skikkelser fremfor fx Mike Mignola eller Rob Liefeld…”
Nu ér MM jo så en langt bedre og mere flydende grafisk historiefortæller og formidler end CW. CW er bare underlig og navlebeskuende for at være underlig og navlebeskuende (det kan man så kalde dybt og intellektuelt og skrive lange akademiske afhandlinger om, hvis man har dé lyster)…
Og RL er jo ikke god til noget som helst.
@Kim: Chris Ware er da ikke navlebeskuende!? Kan du ikke uddybe, hvad du mener hermed?
Og hvordan er Mignola en bedre formidler? Dét Ware formidler er jo cirka 100 gange mere komplekst end Mignolas B-film-inspirerede fraser…
Mignola har bittesmå ambitioner, og dem indfrier han forrygende, frapperende flot. Der er virkelig intet at komme efter der.
“Nu ér MM jo så en langt bedre og mere flydende grafisk historiefortæller og formidler end CW. CW er bare underlig og navlebeskuende for at være underlig og navlebeskuende (det kan man så kalde dybt og intellektuelt og skrive lange akademiske afhandlinger om, hvis man har dé lyster)…”
Det er en tissekonkurrence, man kun kan tabe, don’t go there.
Ro på nu! Himlen skal vide at jeg sætter lige så stor pris på Mike Mignola som the next guy, og jeg synes bestemt også at han er en fantastisk formidler af lige præcis den slags historier han har valgt at kaste sig over og har lyst til at beskæftige sig med. Men at sammenligne ham og Chris Ware er lidt som at sammenligne æbler og appelsiner, for de er jo ude i hvert sit ærinde. Det er Mignolas *erklærede* mål at lave veloplagt ramasjang, mens der er helt andre ting på spil hos Ware.
Når det er sagt synes jeg ikke nødvendigvis at Mignolas ambitioner er “bittesmå”, de er bare anderledes. Jo jo, Wares ambitioner *er* større, men det var Kim der sammenlignede Mignola med Ware, ikke Mignola selv- så lad lige være med at tage ham til indtægt for det. Mignola er *selv* fan af Ware, og ved godt selv hvem der ville vinde den tissekonkurrence. Men det er altså ikke Mignolas skyld at han har fået en million efterlignere, lige så lidt som det er Wares skyld at en ung tegner fra Viborg er blevet inspireret til at lave et klippe-ud-ark til Utopia. Og det siger altså også noget om Mignola og hans åbenlyse talent, at så mange tegnere har planket hans stil.
Så træk lige vejret inden i næste gang nævner Mignola og Liefeld i samme sætning guys!
hehe. Vi har for 2. gang på ca en uge omskabt tilfældig artikel til debat om Chris Ware. Der er åbenbart noget uenighed til stede her.
Steffen: først til sidst fangede jeg, at din kommentar faktisk var en kritik (en ret mild én af slagsen) af min anmeldelses manglende benævnelse af dette sammenfald (og ikke en kritik af tegneren). Helt berettiget!
Jeg havde jo netop tænkt det samme, og glemte åbenbart at nævne det.
Og by the way: Jeg ser intet problem i at unge tegnere *fortsat* lader sig inspirere af Mike Mignola. Han har haft stor succes med sit projekt, og der er masser af fede ting at hente der.
Jeg har enorm respekt for at han kastede sig over at lave præcis det han selv havde allermest lyst til, og sagde nej til at fortsætte i superheltemøllen. Han vendte ryggen til noget der, i første omgang, var langt mere velbetalt, for at sætte sine egne drømme og ambitioner i spil og endte med forløse dem i en sådan grad at han nu har skabt sig eget lille multimedie-emperie.
Okay, man kunne så ønske sig at det var *det*, mere end hans kantede tegnestil, de unge tegnere ville lade sig inspirere af, men Mignola *er* en fåking trailblazer, og det fortjener han alt muligt respekt for. Og set i den optik synes jeg faktisk godt han tåler en sammenligning med Chris Ware
Nå, der ramte man nok et ømt punkt
.
Fåk dig Thomas!
Mignola FOREVAH!!!
Cav: “men det var Kim der sammenlignede Mignola med Ware”
Nøh… det var TT der startede.
Men altså, i min bog er MM den absolutte bedste historiefortæller i tegneseriemediet i dag. Og det handler sådan set hverken om tegnestil eller Hellboy-karakteren, men om den måde han konstruere et panel, en side, et opslag, et kapitel osv. Der er altid lige præcis dét der skal være, og sjældent mere – han har ikke behov for at sludre for sin syge moster, og trække ting ud i laaangdrag. Han er håndværker af uovertrufne karakter.
Jeg kender kun CW fra Jimmy C. Det tog mig et par fejlslagne omgange at blive færdig med den, og mener at huske at historien godt kunne have været halv så lang (og knap så træg). At CW fkes godt kan lide at “eksperimentere” med sideopbygningen er da fint nok, og helt sympatisk osv, men det højner altså ikke læsbarheden, at man skal sidde og gætte sig til om man skal gå til højre eller venstre. CW er mere en kuriositet, end en god tegneseriefortæller. Han er kunstner, og hurra for det.
Er CW mere ambitiøs end MM? På ingen måde. Som Cav også siger, så har de bare meget forskellige ambitioner.
Hov? Der var altså ingen speciel grund til at det sidste skulle skrives med fed…
@ Kim: Ware fortæller om almindelige mennesker med en detaljerigdom, der er ekstrem sjælden i tegneseriesammenhæng. At det skulle gøre ham til en kuriositet, viser vel bare, hvor perverteret en stor del af tegneseriescenen er.
Og igen er der ingen – INGEN – der forsvarer Liefeld. *suk*
Men det ser rigtigt fedt ud, det de unge har lavet. Der er håb!
Nå, men var der for resten noget sted man kunne få fat på den her ting?
Den bliver delt ud på uddannelsesmesser og til Åbent hus-arrangementer, den slags … Så det er lidt tricky, hvis ikke lige man frekventerer sådan nogle arrangementer. Spørgsmålet er, om den ikke burde lægges på nettet …
Jeg har indtil nu kun ageret tilskuer, men hele snakken om inspiration, plagiat og et monopol på udklips tegneserier har fået mig til at blande mig. Bedre sent end aldrig, men jeg syntes det er en interessant debat.
Er der nogen der har styr på hvornår der første gang var nogen der trykte en genstand-til-udklip i forbindelse med en tegneserie? Jeg har set striber fra Segars Popeye / Thimble Theater, som indeholdt ting man kunne klippe ud. Jeg har lidt svært ved at huske præcis hvad det var, men med de eksempler jeg har set af Segars humor kunne jeg godt tro at det var lidt mere end bare et biprodukt.
Både Robert Crumb og Robert Williams har lavet sider med ting man kunne klippe ud a deres tegneserier, men hos dem var det ihvertfald åbenlyst at det ikke var meningen man skulle gøre det. Disse sider var jo ligeså meget tegneserier som resten af indholdet.
Og Massimo Mattioli har lavet tegneserien Very Hot Dogs / 100 Werewolves / The Wild Night. En serie man kunne klippe ud og klipse sammen til tre enkelte hæfter og læse den i “rigtig” rækkefølge.
Selvom det går længere tilbage skal jeg så heller ikke betvivle at Wellcome To Utopia (det var det den hed, ik?) er inspireret er Chris Ware, som sikkert har lavet nummeret mest (og til tider rigtigt godt) og er den der er bedst kendt for at gøre det.
Ligesom Wares egne ungdoms serier genbruger mange ældre serieskaberes ideer.
Og har ham der Thorhauge ikke også lånt en del fra Ware da han lavede Kom Hjem?
Bare mine tanker…