Tredje antologi fra tegnestuen Kulkælderen dykker ned i bidragydernes slægtshistorie.
I det lille mikrokosmos, som er Københavns tegnestuer, har tegnerne på Kulkælderen siden 2012 indtaget rollen som de unge vilde. Det er et broget slæng, der huserer i de hyggelige rammer på Matthæusgade, og de forfølger deres karrierer ad vidt forskellige stier. Men nu og da, når tiden er til det, finder de sammen i en fælles kraftanstrengelse.
”Kulkælderen 3” er den hidtil mest ambitiøse udgivelse fra tegnestuen. 100 A4-sider i farver med serier, illustrationer og en smule prosa, samlet under en fælles overskrift: Slægtshistorier og hjemstavnsfortællinger.
Konceptet bag samlingen forklares kort i Katrine Marie Nielsens selvbiografiske ”Intro”, og så går det ellers derudaf. Tegnestuens mest dedikerede slægtsforsker, Simon Væth, lægger for med at oprulle sine forfædres oplevelser i krigstid. Fra Englandskrigene i starten af 1800-tallet og frem viser han, hvordan Danmarks geopolitiske manøvrer gang på gang koster menneskelige ofre i familien Væths stamtræ – en lidelseshistorie, der oprulles med både akkuratesse og lune.
Hovedattraktionen i ”Væth i krig” er imidlertid den charmerende blyantstreg, lige dele tynde konturer og tykke grå plamager, smukt komplementeret af stærke, sparsomt anvendte digitale farver.
Louise Rosenkrands byder ind med en skæg røverhistorie fra Tørning Mølle om grusomme herremænd og befalinger fra graven. Punchlinen mister lidt af sin effekt på grund af dårlig timing, men også her er det visuelle udtryk fængslende: Rosenkrands’ rundhovedede mennesker og isometriske miljøer minder mig lidt om den franske kunstmaler Fernand Leger, når han maler med konturstreger, og den organiske blyantstreg giver geometrien modspil.
Næste tegner i ringen er den allerede garvede serieskaber Thomas Mikkelsen. ”Destruktionsanstalten” er baseret på tegnerens mors erindringer om døde dyr, der køres til forbrændingen, og hærgede gårdkatte i fri dressur.
Otte sider med erindringsglimt, mere har Mikkelsen ikke at arbejde med. Men han forløser stoffet blændende. Fortællingen formidles konsekvent fra subjektiv børnehøjde: Kameraet er i øjenhøjde med Mikkelsen mor som barn, og han benytter et væld af POV- og reaktionsbilleder af sin lille hovedperson. Den børnevenlige, manga-inspirerede streg og farvelægning står i skærende og udtryksfuld kontrast til de ofte uhyggelige motiver. Som læser forstår man, hvordan det føltes at være nabo til destruktionsanstalten dengang, og man fornemmer, hvor lysende klart, minderne stadig står.
Mette Ehlers byder ind med en samling fine, allegoriske striber om ting, børn er bange for – ikke mindst at blive bekymrede voksne. De ordløse striber minder lidt om noget, norske Jason kunne have fundet på, men visuelt er det ren Ehlers: Enkelt, vektorgrafik-agtigt, men med lige præcis så meget organisk tekstur, at det ikke kommer til at se sterilt ud.
Antologiens alderspræsident (gætter jeg lige på) Simon Bukhave byder ind med et fragment af en længere fortælling. En dreng opdager en bizar kattekirkegård og bliver jaget væk af en ilter pige. Som vanligt hos Bukhave er figurerne og miljøerne relativt enkelt tegnede, men et væld af detaljer og intense skraveringer giver dem liv. Der er noget klassisk gekiga over brugen af skygger, silhuetter og eksplosioner af vold, og så bruger tegneren mere white space end vanligt. Knib øjnene sammen, og du vil ane konturerne af Bukhaves mest modne og helstøbte værk hidtil.
Dansk tegneseries unge håb, Karoline Stjernfelt, står for næste indslag – en gyserhistorie om at lægge sig ud med naturen og betale prisen. Det er lidt usikkert, hvordan den forholder sig til antologiens tema, men den er velturneret og elegant tegnet i Stjernfelts karakteriske Juillard-møder-shojo stil – og så lærte anmelderen i øvrigt noget nyt om babysæler undervejs.
Katrine Marie Nielsen tackler temaet om slægtshistorier og hjemstavsfortællinger opfindsomt: Hun besøger en clairvoyant fra Kalundborg for at blive klogere på fortiden. Den unge illustrators streg er naivistisk og uskolet, men charmerende, og den begrænsede farvepalette er elegant udnyttet. Som tegneserie betragtet er ”En åndelig slægtshistorie” lidt klodset fortalt, og Nielsens forsøg på at malke sit spøjse rendezvous i Vestsjælland for komik bliver undertiden lidt anstrengt – ”Du er delt i to,” siger den clairvoyante til fortælleren, som straks går i to på briksen: ”Hva’ fanden?”
Billedkunstner Anne Munnecke stempler ind med en serie gådefulde helsidesbilleder af et hus, hvor naturen er ved at tage over – små orgier af tegnede teksturer, organisk filigranarbejde og let akavet perspektiv. Meningen er lidt dunkel, men tegneglæden skinner igennem.
Frøydis Sollid Simonsen og Katrine Ringkjær bidrager begge med illustreret prosa. Simonsen lægger detaljerige blyantstegninger til en interessant, omend lidt tør tekst om dyr, der søger hjem, ofte over lange afstande. Ringkjær gengiver velvalgte anekdoter fra sin farmor på Samsø, morsomme og rørende små indblik i en svunden tid. Illustrationerne er sparsomme, men teksten fænger i al sin uprætentiøse enkelhed.
Til sidst runder Mari Ahokoivu samlingen af med løse streger og strøtanker om en gåtur i byen. Et lidt uspektakulært punktum, kan man sige. Men det rokker ikke ved, at ”Kulkælderen 3” samlet set er en stærk, løfterig og kun lettere ujævn samling ung dansk tegneseriekunst.
Karakter: 4/6
Titel: Kulkælderen 3
Forfatter/tegner: Diverse
Forlag: Kulkælderen (distribution Fahrenheit)
Form: Softcover, 100 A4-sider i farver
Vejl. pris: 99,95 kr.
ISBN: 978-87-92320-97-1
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark