Johan Nørgaard Pedersen tager en smuttur forbi overgrunden med sin historie fra 2. verdenskrig, ”Sabotage i Viborg”. Der er dømt tjubang, en skamløs sammenblanding af fiktion og virkelighed og ikke mindst en ærligt ment og sandsynligvis uironisk hyldest til de danske frihedskæmpere.
Nørgaard Pedersen er nok mest kendt som skaberen af den særdeles sejlivede undergrundsserie om Chicago-strømeren Bill Nash. I den serie er der dømt biljagter, skydevåben, beskidt sex og hårde mænd i hårde storbyer i en kæmpe hyldest til hårdkogte 70er-krimier fra Amerika. Den er tegnet i en stil, der blandt andet har givet en af Nummer9s anmeldere grå hår på hovedet, da han skulle overveje, hvad hensigten egentlig er. Er det så lige ud ad landevejen, som det ser ud, eller er der tale om en form for ironi? I ved, ironi af den slags, som vi forkælede københavnere i caffe latte-segmentet forventer at finde overalt!
Jeg er slet ikke i tvivl. Nørgaard Pedersen mener det her. Og det er særligt tydeligt i hans første udgivelse på et overgrundsforlag, 2. verdenskrigsfortællingen ”Sabotage i Viborg”. Chicago er skiftet ud med Jylland, 70erne er skiftet ud med 40erne, og Bill Nash er skiftet ud med præsten og modstandsmanden John Andersen, der vistnok er en virkelig person. Tyskerne skal fragte nogle våben op igennem Danmark, og Andersen slår sig sammen med en gruppe modstandsfolk for at sabotere toget. Oven i den historie er der en god gammeldaws, melodramatisk og tragisk kærlighedshistorie samt mere action, end hvad virkeligheden sikkert kunne bære. Og så lidt beskidt sex, Bill Nash-style.
Hvis man var et æggehoved, så kunne man godt se Nørgaard Pedersen brug af referencer, lån af stilarter og genregreb som et postmoderne projekt. Men som læser af ”Sabotage i Viborg” mærker jeg ikke andet end -på både godt og ondt – en rå og ufiltreret energi, der kommer til udtryk ikke alene i vaskeægte fortælleglæde, men også tegninger og sidekompositioner, hvor man næsten kan mærke, hvordan tegningerne bliver lidt mere sløsede i takt med, at Nørgaard selv bliver grebet af sin vilde scene. Der er med andre ord ret kort vej fra tegnerens hoved til læserens øjne. Og det er faktisk slet ikke helt fri for at være tæskeunderholdende.
Nu siger jeg rå energi og bruger ord som ”sløset”, men faktisk er det tydeligt, at Nørgaard Pedersen har gjort sig mere umage med dette værk end med i hvert fald de første mange albums med Bill Nash. Om det er på grund af et bevidst valg fra tegneren eller måske det faktum, at der denne gang har været en professionel redaktør ind over, er for så vidt ret lige meget, når man sidder og læser bogen.
Stilmæssigt ligner det stadigvæk undergrund, så alle de i nogen læseres øjne lidt dårlige vaner er ikke helt udryddet. Og her ånder Bill Nash-fans så nok lettet ud. På godt og ondt så er en tegneserie af Johan Nørgaard Pedersen sin helt egen ting, og sådan skal det nok være. Også selvom den denne gang er pakket ind i en flot Frank Miller-inspireret forside komplet med et hagekors, der ville kunne få den forbudt i Rusland. Det går over stok og sten, og læserens øjne farer ned over siderne i et rasende tempo. Der er dynamik og umiddelbarhed for alle pengene. Selv i strammere, redaktionelle tøjler og med mere tid brugt på tegningerne.
Hvis det ikke havde været fordi, at jeg netop havde interviewet Johan Nørgaard Pedersen om udgivelsen, ville jeg nok have haft svært ved at hitte rede i, hvad der er virkelighed, og hvad der er actionbasker-fiktion af bedste b-filmskuffe. Bogen er helt åbenlyst tænkt som en hyldest til frihedkæmperne, og Nørgaard Pedersens måde at hylde dem på er så nok bare en lidt anden, end den man ofte ser i lødige graphic novels. Han gør dem til tragiske actionhelte, der sparker røv og betaler prisen. Det er da også en form for hyldest!
Så det er i hvert fald min teori. Der er ikke tale om cafe latte-ironi, men om god gammeldags oprigtighed og fortælleglæde. Og selvom resultatet nok ikke finder vej op på hylderne med Hergé, Moebius, Wally Wood eller hvad ved jeg, så er der altså meget godt at sige om et værk, der er så ærligt ment, er fyldt med så meget pathos, ramasjang og skamløshed, at jeg faktisk har svært ved at finde et sidestykke blandt danske tegneserier og tegneserieskabere.
Og så er der naturligvis point til forlaget Cobolt for at give en af de hårdest arbejdende undergrundsfolk i Danmark en chance. Det i sig selv sparker også lidt røv.
Karakter: 3/5
Forlag: Cobolt
Tegner/Forfatter: Johan Nørgaard Pedersen
Form: Indbundet, sort-hvid, 160 sider, blødt bind
Vejledende pris: 248 kr
Udgivelsesår: 2015
ISBN: 9788770855952
Del på
