Den mesterlige tegneserieskaber Charles Burns’ hensigter er ikke just klare i den første tredjedel af, hvad denne anmelder håber ender som et nyt mesterværk.
X’et ud. Ekset ud? Eller krydset ud? Intet er helt ligetil i dette dugfriske værk fra amerikanske Charles Burns, ikke engang titlen. Det ville nu også være en skuffelse af de store, hvis Burns havde begået en lige-ud-ad-landevejen tegneserie, da hans hovedværk, ’Sort Hul’, som bekendt er et studie ud i ulækre mutationer, ungdomsdepressionens kringelkroge og den uklare grænse imellem drøm og virkelighed.
Drøm og virkelighed er også i spil i ’X’et ud’. Mindst to virkeligheder flyder ind og ud ad hinanden. I den ene ligner albummet en forvrænget, William S. Burroughs-inspireret udgave af et Tintin-album. Burns tegner endda i den klassiske ligne claire stil, som netop Hergé var så kendt for. Men så er der også en anden virkelighed, man som læser går ud fra er den virkelige verden, ulig Tintin-universet, der nok er en feberdrøm. Her tegner Burns i en stil, der mere ligner den, man kender fra bl.a. ’Sort Hul’.
Men disse to virkeligheder spejler sig i hinanden. Detaljer forvrænges og replikker gentages i lettere omskrevet form. I begge universer vågner hovedpersonen, der i det ene univers hedder Doug og i det andet hedder Nitnit (ikke just en subtil reference, men okay…) i en seng uden helt at kunne orientere sig. I det ene univers er han sengeliggende og pilleslugende, og i det andet begiver han sig ud på et skævt eventyr i en sær, mellemøstelig verden, der minder en del om Interzone fra Burroughs roman, ’Nøgen Frokost’.
Burroughs er ligeså tydelig som Hergé i ’X’et ud’. Burns’ historie er nok for stramt fortalt til at kunne være skabt ved hjælp af den af Burroughs så hyppigt brugte cut-up teknik, men der er nu alligevel tale om et fragmenteret og ikke just lineært narrativ. Derudover leger Burns i den grad med farverne, der ikke alene refererer direkte til Hergé, men også fremstår både sygelige og urovækkende. Farvelægningen er intet mindre end fremragende, hvilket må ses som en sejr for Burns, der hovedsageligt har opereret med sort-hvide billeder. Albummets format ligner til forveksling et Tintin-album, og selve forsiden er en klar reference til en af de mere besynderlige Tintin-historier, nemlig det surrealistiske album om ‘Den mystiske stjerne’.
Visuelt er ’X’et ud’ til en topkarakter og Burns er om muligt blevet en endnu mere spændende tegner siden ’Sort Hul’.
Er brugen af Tintin blot en postmoderne leg med Hergés figur, eller er der en mening med galskaben? Dette (og mange andre) spørgsmål besvares ikke i dette album, og man må stille sig tilfreds med at se Tintin blandet med Burroughs, hvad end man så finder denne cocktail banal eller original. Jeg ville kunne argumentere for begge dele. På den ene side er det rart at nogen tør røre ved den hellige gral og fucke lidt med Tintin. På den anden side er det ikke første gang, at et børnelitterært ikon er blevet udsat for den mere barske side af voksenverdenen. Se blot Pinocchio af Winshluss som et andet eksempel på netop dette.
Denne anmelder vælger dog at lade tvivlen komme Charles Burns til gode. Måske åbenbarer meningen med galskaben sig i de to næste bind, og forhåbentlig får vi – når bind tre engang er klart – endnu et tæt, velovervejet og grænsesøgende mesterværk fra Burns’ hånd. Og bedst af alt er det, at de danske læsere får muligheden for at spekulere, vente og lege med indtil næste bind udkommer.
Karakter: 4 ud af 5
Værkets titel: X’et Ud
Forlag: Fahrenheit
Forfatter/tegner: Charles Burns
Form: Hardcover albumformat, 56 sider i farver
Pris: 149,50 pr bind
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978-87-92320-09-4
Udgivelsesland: Danmark
Del på
