Her kommer anmeldelsen af sjette bind i den forrygende, fantastiske, fænomenale serie om pigen Lou. Den er noget så usædvanligt som en klassisk europæisk serie i klassisk europæisk format for børn og unge.
I modsætning til Benny Bomstærk, Tintin og Steen fra ”Steen og Stoffer”, som serien har et vist mål humor tilfælles med, bliver Lou ældre for hvert album. Vi har nu fulgt hende fra hun var et ca. 12 år gammelt barn, til hun her i sjette bind nærmest er en ung kvinde med ALT, hvad der deraf følger af frustrationer, fryd og forvirring. Her er ingen brug for superskurke – teenagelivets glæder og forbandelser er rigeligspændende – også i omgivelser af scifi-skrivende alenemor, katten med de mange navne, den dino-imiterende lillebror og venner af alle køn i samme ungdomsovervældede tilstand.
Anmeldelsen her er skrap og kritisk og slår hårdt ned på alle svipsere og usammenhængheder i dette kulørte bind, der blander realplaner, farveskemaer, virkelige og fiktive personer sammen i en pærevælling, som det er helt umuligt at holde styr på. Handlingen kører ubehjælpeligt i ring indtil lige før slutningen, hvor hovedpersonen pludselig uden udtalt motivation tager sig sammen og vil gøre noget ved det. Noget vi ikke rigtig finder ud af, hvad er, da ,ja, albummet altså slutter.
Forvirret? Ja! Helt bestemt. Begejstret? Ja helt enormt!
Jeg har jo ikke prøvet at være ung storbypige/kvinde – men findes der en mere præcis og realistisk skildring af oplevelsen af at være teenager? Som Lou udbryder i en samtale med sin ligeså rundforvirrede mor, hvor de vel i virkeligheden sammen taler forbi hinanden om hvert sit: ”Alting virker bare super mærkeligt, som om der mangler noget, eller at det hele er i uorden.”
Mere eksakt kan oplevelsen af at være i besiddelse af et teenagehoved under ombygning jo ikke udtrykkes. Ja ja, der er også noget med hemmelige regeringsforskningsenheder, lyserøde krystaller, laserstråler og kaniner, men det er netop og blandt andet det, der skyder dette psykedelisk-naturalistiske album gennem toppen af enhver given karakterskala. For det hænger ikke sammen, ikke lineært i hvert fald.
Og alligevel, gu’ hænger det så sammen. Det bidrager al sammen til beskrivelsen af teenagelivet med kæresterier i tre-firekanter, hormonoverdoser, søvnmangel og den evige fornemmelse af næsten at fatte, hvad der foregår. I verden, omkring sig og med sig selv. Læg dertil en sublim farvelægning, der hjælper/udfordrer læseren til at aflæse graden af realplan, lokaliteter, indtryk og fornemmelser. Til eksempel den voldsomme kontrast af skærende morgensol, der forvandler verden til et skingrende og ubehageligt blændende sted i gule og grønne nuancer, som giver selv den mindst følsomme læser kvababbelser oven på natdiskotekets mørke, røde og lilla farveunivers.
Det hele er som sædvanlig kapslet ind i et par opslag i Lous dagbog på indersiden af coveret – altså der hvor man plejer at finde persongalleriet i et Tintin-album. Her sættes med billedrebus og tekstudklip dagsordenen i begyndelsen, og her udstikkes retningen for fortsættelsen af fortællingen om Lou. På trods af den abrupte form skabes forbindelse og kontinuitet med seriens andre albums, og samtidig hjælper dagbogen både Lou og læseren med ”at forsøge at se lidt klarere i den her tåge”.
Karakter: 5/5 (Hvis man absolut ikke må give mere!)
Titel: Lou! 6 – Krystalalderen
Forfatter & tegner: Julien Neel
Forlag: Carlsen
Form: 48 sider Hardcover, farver, mange!
Pris: 249,95
ISBN: 9788711321379