Fiesta Magasinet
I kender vel smøren: Fiesta Magasinet er gakket, klamt og grænseoverskridende. Danmarks mest mainstream undergrundsudgivelse balancerer mellem politisk satire og regulær pruttehumor. I anledning af deres tredje ordinære udgivelse i år kan man passende spørge: Hvorfor er det nu lige, vi læser Fiesta?
På forsiden af det netop udgivne sjette nummer af Fiesta Magasinet er der et lille emblem. Her ser man Robin fra Johan Krarups tegneserie Bruce og Robin med en sombrero på hovedet. Hans ansigtsudtryk er som sædvanligt usikkert, forbløffet og beklemt. Med god grund: På emblemet står der nemlig ”Fiesta resten af livet”. Robin, der fysisk og psykisk er blevet misbrugt af Bruce i alle tegneseriens udgivelser, har en dyster fremtid foran sig, hvis emblemet taler sandt.
Kan festen således ikke fortsætte uden, at vi får en dårlig smag i munden? Ved man ikke netop nøjagtig, hvad man får som læser? Politisk satire, nogle angreb på hykleri og selvhøjtidelighed, gerne nogle klamme tegninger af testikler og penisser tilsat lidt pruttehumor. Er opskriften ikke altid den samme i Fiesta Magasinet? Kan man kun spørge ind til, om jokesne fungerer, eller om tegningerne er blevet lidt værre eller bedre siden sidst? Lad os se tilbage på magasinets tre ordinære udgivelser fra i år, nr. 4, 5 og 6, og prøve at se, om festen kan fortsætte.
“Ronald & Pia” af Johan F. Krarup
Shitstormtropperne
Mens der ud over de tre faste redaktører, Peter Kielland, Mårdøn Smet og Johan Krarup, efterhånden er en rimelig fast kerne af bidragsydere ved magasinet (Christian Henry og Line Høj Høstrup især), kommer der fra gang til gang indspark af nye Fiesta-folk.
Magasinets indhold består altid af en lang, ubrudt række af korte tegneserier. Nogle af titlerne vender ufortrødent tilbage ved hvert nyt nummer, fx Krarups Bruce og Robin og Henrys Rabarbermørket, mens andre tegneserier er gags, der aldrig gentages igen, gæsteoptrædener af veletablerede kunstnere eller noget helt tredje. Således er der blandt alt det gakkede, blodige og vulgære plads til undtagelser af mere alvorlig eller øm art.
I Fiesta Magasinet nr. 4, den første ordinære udgivelse fra i år, er denne undtagelse Mari Ahiokoivus fine tegneserie Sjælfugl. En fugl flyver ind i et vindue og dør. En kvinde finder fuglen og de to sjæle forbindes i et fantasifuldt drømmesyn fuldt af empati, forundring og mystik. Ellers er Fiesta Magasinet nr. 4 nok bladets svageste udgivelse. Christian Henrys bidrag er en alt for lige-til-højrebenet satire over Trump, hvis galskab simpelthen skyldes, at han er besat af en dæmon.
Line Høstrups tegneserie fremstiller hykleriet hos de socialt indignerede mennesker, som på internettet sædvanligvis kaldes Social Justice Warriors. De folk, som søger tilflugt fra sexisme i safe spaces, viser sig at være de mest intolerante mennesker, og beskylder alle for at være nazister og ønsker død over deres fjender. Disse internetaktivister kalder sig selv Shitstormtropperne og forkortes selvfølgelig SS. De, der kalder andre for nazister, er selv nazister. Mildest talt en kedelig pointe.
Mari Ahokoivus “Sjælfugl”
Lidt skuffet, meget glad
Hvis højdepunkterne i nr. 4 var fåtallige, er det ikke tilfældet i nr. 5. Ari Yates tegning til bagsiden af bladet hedder ”De gamle guder”. Passende nok hænger fire sæt lange løg ud af skyerne. I baggrunden ser man en lille kirke i silhuet. Det er en meget simpel form for komik, men det er virkelig effektivt.
Der er for meget gods at tage fat på til, at man kan opregne det hele, men tag for eksempel Peter Kiellands Trip om månen Luna, der går til psykolog for at lyve sig til en recept på Stesolid, så han kan få nogle gode trips. Samtidigt skyder psykologen selv morfin og hader sig selv for sine homoseksuelle fantasier. Det er selvfølgelig ikke en letbenet fortælling, men det afslører Fiesta Magasinets største force. På ydersiden er magasinet cool og ligeglad; ren leg. Når bladet er bedst, krakelerer ydersiden og ud mellem sprækkerne strømmer ubehaget, alvoren, håbet og skammen.
Johan Krarups Bruce og Robin fra det nyligt udkomne 6. nummer er et sjældent smukt øjeblik i tegneserien. Krarup er en ekspert ud i at skabe modbydelige og ynkelige karakterer, og Bruce er virkelig væmmelig. I stedet for at søbe rundt i elendigheden får Krarup fortalt om Bruces menneskelighed uden at tage fokus fra ham som et ægte røvhul. Ud fra emblemet på forsiden, som jeg nævnte i begyndelsen, kunne man have forventet, at Robins ydmygelse ingen ende ville tage. Interessant nok er det kun Bruce, der kommer galt af sted. Slutteligt står man tilbage med en historie om kammeratskab og sårbarhed på trods.
Ganske vist får man nøjagtigt, hvad man forventer i langt størstedelen af Fiesta Magasinets udgivelser. Men i sin sprælskhed er der altid plads til det uventede og usete i magasinet. Når Fiesta-folket ikke prøver for hårdt at krænke eller støde, opstår der et foranderligt udtryk båret af glæden over gode jokes og al den menneskelighed, som joken gemmer på. Det er derfor jeg glæder mig til hver ny udgivelse: Jeg bliver altid lidt skuffet og dog altid mindet om, hvorfor jeg elsker tegneserier, når jeg læser Fiesta Magasinet.
Mohamad Kraytems “Nej”
Del på
