Da Splint og Co, Sjarly og Vakse Viggo havde trukket de fleste kræfter ud af André Franquin var der alligevel nok tilbage til lidt af et stilskifte.
Med “Sorte sider” fra perioden 1977- 1983 fik han skabt endnu et holdbart mesterværk, der trods det udprægede sortsyn i både tegninger og budskaber alligevel viser humanisten Franquin, som han vel ret beset altid havde været. I “Splint & Co.” lod han naturens svampe vinde over militære våben (“Ned med diktatoren“), ligesom den tidlige begejstring for biler vendte på en tallerken i “Vakse Viggo”, hvor luftforureningen fra Viggos bil ofte var i skudlinjen.
Men i “Sorte sider‘”bliver humoren mere skarp og direkte, hvor den i “Vakse Viggo” typisk er pakket lidt ind i vat. Viggo er fx stærk kritisk over for jægere og gør sit for at beskytte skovens dyr, men altid på fredelig facon. I “Sorte sider” tager Franquin og dyrene dog for alvor hævn, mens den ene jæger efter den anden mister livet. Eller som Franquin selv siger, så er “Sorte sider” “Vakse Viggo” dyppet i sod. I det hele taget må så mange personer lade livet, at det i sig selv adskiller sig markant fra hans tidligere arbejder. Alt det fortæller Björn Wahlberg fint om i et fire siders forord, hvorefter de 65, primært en-sides, episoder får ordet.
Tegningerne er naturligvis et kapitel for sig selv. I forordet beskrives det, hvordan han fandt inspiration i en tegneserie med silhuetter, men stilen i “Sorte sider” er langt mere avanceret end det. Franquins tuschpen er godt nok på overarbejde, men kun i ganske få tilfælde er der tale om, at personerne reduceres til silhuetter. I langt de fleste tilfælde er han lige så detaljeret fra ansigtsudtryk til støvkorn i eksplosioner som i de bedste sider fra “Vakse Viggo”. Dette er i sig selv en vægtig grund til at Cobolt har valgt at trykke den i let overstørrelse, så detaljerne kommer endnu mere til deres ret end i de fire foregående udgaver. Jeg har selv sammenlignet den med Interpresses 2. udgave fra 1987. Papir og trykkvalitet fra Interpresse virker umiddelbart tilforladeligt, men Cobolts papir er rigtig hvidt og trykket endnu skarpere, så fetichisterne kan nyde enhver streg. Bortset fra forordet og nyoversættelsen af Freddy Milton er der dog tale om det samme materiale, der har været trykt siden 2. udgaven.
Det sorte i titlen er flertydigt. Den sorte streg. Den sorte, grovkornede humor. Men også det sortsyn, som Franquin var ved at udvikle privat. Det sidste ville man næppe have skænket mange tanker, hvis ikke Wahlberg specifikt udpegede enkelte sider i bogen. Derimod skinner solide humanistiske tanker ustandseligt igennem, mens der fx gøres grin med: våbenproducenter, menneskets misbrug af naturen, teknikbegejstring, atomkraft og dødsstraf. Som emnerne også antyder, så mærker man ikke, at striberne har mere end 30 år på bagen. De er stort set lige så aktuelle, sjove og overrumplende, som de var for 30 år siden. Det er på alle måder sort humor, når den er bedst og det er ganske enkelt umuligt at udpege enkelte favoritstriber i samlingen. Mindst et par håndfulde af striberne vil sætte sig fast på nethinden hos læseren. Med en let omskrivning af et tidligere brugt slogan for Splint & Co.: Pas på! Det her bliver nok morsomt, men også alvorligt!
Karakter: 5/5
Titel: Franquins sorte sider
Forfatter/tegner: André Franquin
Forlag: Forlaget Cobolt
Form: 72 sider, hardcover, 24×32 cm., sort/hvid.
Pris: 198 kr.
ISBN: 9789770855754