”Habibi” er et problematisk hovedværk om religion, kærlighed og destruktiv, maskulin seksualitet. Nummer 9 anmelder vinderen af Pingprisen for “bedste udenlandske tegneserie”.
– Skammer du dig aldrig over dit køn? spurgte en kvindelig kollega mig engang i en frokostpause. Kantinesnakken var faldet på tidens seneste pædofiliskandale, og hun mente, det ville være passende, hvis jeg følte mig bare en lille smule medskyldig. Jeg havde trods alt kønsorganer til fælles med Tønder-manden, Josef Fritzl eller hvem det dagsaktuelle monster nu var.
Lidt for heftigt bedyrede jeg, at vel gjorde jeg da ej, mens jeg forsøgte at komme i tanker om tilsvarende uhyrligheder begået af kvinder.
Havde min kollega spurgt Craig Thompson i stedet for mig, havde hun måske fået et helt andet svar. I serieskaberens seneste mammutværk, ”Habibi”, er det maskuline, aggressive begær nemlig roden til alt ondt. Samtidig er det drivkraften, der holder den 672 sider lange fortælling i konstant bevægelse.
Seksuelle rovdyr
”Habibi” tager fart, da den arabiske pige Dodola giftes bort alt for ung. Hendes midaldrende mand forventer, at hun opfylder sine ægteskabelige pligter, kønsmoden eller ej. Siden bortføres hun af slavehandlere, men undslipper deres varetægt med den lille afrikanske dreng Zam. De finder sig til rette i et forladt skib midt i ørkenen (!), hvor Dodola lærer at overleve og forsørge Zam ved at sælge sin krop til forbipasserende beduinkaravaner. Hun er ikke kun et offer i de transaktioner: Ofte snyder hun mere ud af handelsmændene, end de ellers var villige til at give for hendes ydelser. Men det rokker ikke afgørende ved byttehandlens karakter.
Dodola og Zams harmoniske tilværelse får en ende, da han opdager, hvordan hun skaffer deres føde – og hun bortføres af den lokale herskers soldater. Siden følger lang tids separation, hvor Zam i sorg og skam over Dodolas fornedrelse lader sig kastrere, mens hun igen køber sit liv med sex, denne gang i Hans Majestæts dobbeltseng.
Siden udvides tematikken om fysisk og psykisk rovdrift til også at inkludere forurening og undertrykkelse – scenen skifter pludseligt fra et middelalderligt Arabien til et moderne – altid med macho-skurke ved roret. Og selvom ”Habibi” rummer andre sympatiske mandlige figurer end den selvkastrerede Zam, så er de alle helt aseksuelle. Faktisk er det fristende at se bogen i forlængelse af Thompsons gennembrudsværk ”Blankets”, en af de mest kyske fortællinger om seksuel modning i nylig erindring: Serieskaberens ambivalente forhold til den (sin!) maskuline seksualitet løber som en foruroligende understrøm gennem begge værker.
Det fjerne Arabien
Retfærdigvis er der meget mere end det på spil i ”Habibi”. Især har mange fremhævet Thompsons sammentænkning af Islam og Kristendom gennem fælles eller ækvivalente figurer i de to religioners hellige bøger. Serieskaberens smukt svungne streger suppleres af pertentlig østerlandsk ornamentering, mens bogen udforsker både arabiske skrifttegn og kompleks talmagi. Fascinationen af den arabiske verden er tydelig, men de lidt omstændelige og lovligt pædagogiske favntag med arabisk poesi og folklore gør aldrig samme indtryk som det bizarre psykoseksuelle drama, fortællingen om Dodola og Zams (kærligheds)forhold udvikler sig til.
”Habibi” forfører fra starten med sin overdådige billedside og Thompsons entertainer-gen – slapstick-passagen, hvor Dodola flygter fra sine slavemestre, vækker minder om det bedste fra barndommens fransk-belgiske serier. Brugen af klichéer fra fortidens forestillinger om det eksotiske arabien er præget af legesygt overskud, og de to hovedpersoner appellerer så effektivt til læserens empati, at man snildt snupper et par hundrede siders adskillelse for at se dem forenet igen. Men derefter bliver bogen bare ved, på hvileløs jagt efter et naturligt punktum, og Thompson fortaber sig endegyldigt i sine højtragende tematikker.
Will Eisners arvtager
Alligevel er ”Habibi” en bog, man må overgive sig til. Det tårnhøje ambitionsniveau aftvinger respekt, og billedsiden er dramatisk og smuk. Som en moderne Will Eisner maler Craig Thompson med den helt brede pensel, visuelt såvel som tematisk.
Og akkurat som den gamle mesters bedste værker er ”Habibi” medrivende, selv når den er allermest for meget.
Karakter: 4 ud af 5
Værkets titel: Habibi
Forlag: Faber & Faber
Forfatter/tegner: Craig Thompson
Form: Hardcover, 672 sider i sort/hvid
Pris: ca. 200 kr.
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: England
Oprindeligt udgivelsesland: USA