On a Sunbeam
Amerikanske Tillie Walden kaster sig ud i et skyggerigt, intimt og rustikt verdensrum med sin seneste graphic novel, On a Sunbeam, en metaforisk science fiction-fortælling om fortidens spøgelser, de nære relationer og episk (queer) kærlighed.
Det er noget af en bog, man får i hånden, når man griber fat i On a Sunbeam. Over 500 sider i stift bind (medmindre man har købt paperback-udgaven, selvfølgelig) og intense, mørke, men sært beroligende farver på både forsiden og de sider, man ser, når man lige skal skimme for at finde ud af, hvad man har med at gøre. Det er en af den slags tegneserier, som man ofte vil høre, at skaberen har været ti år om at skrive og tegne, men det ved man med det samme ikke kan passe. For Walden er kun 22 år gammel og har allerede udgivet en imponerende række af værker. Mest ros har hun fået for sin fine, livskloge og smukke selvbiografiske tegneserie Spinning om hendes sene barndom med kunstskøjteløb og den første forelskelse. Et værk, der fik denne voksne mand til at græde lidt. Sideløbende har hun kørt On a Sunbeam som webcomic, men nu foreligger den altså i papirform.
Genren er en slags science fiction. Ikke af den hårde slags, men af den poetiske, metaforiske og poetiske afart, hvor kæmpestore fisk gør det ud for rumskibe, der svømmer igennem et tågefyldt og tusmørkeagtigt verdensrum fyldt med rumstationer, der ligner almindelige huse. En slags science fantasy med inspirationer fra bl.a. Hayao Miyazaki og manga med alt hvad det indebærer af vilde og vanvittige ting serveret som den rene, stilfærdige selvfølge. For selvfølgelig er rumskibet en kæmpe, venlig fisk. Og selvfølgelig er verdensrummet fyldt med ramponerede husruiner og gotiske tårne, der skal fixes. Det ydre rum er i virkeligheden det indre rum og Waldens brug af rum, rumlighed, arkitektur og lokaliteter vil man kunne skrive tykke bøger om. Hun forstår, hvad en bygning eller et sted kan gøre både ved en person og en læser.
Mia har fået job hos en gruppe af bygningsreperatører, der rejser rundt imellem stjernene for at restaurere gamle huse, der er ramt af tidens tand. Mia er stille og forsigtig og forsøger at finde en plads i den allerede sammentømrede gruppe af kollegaer, og vi følger hendes sære hverdag i et både fremmedartet og meget genkendeligt univers. I flashback oplever vi Mias tid på en kostskole, hvor hun forelsker sig i pigen Grace. En forelskelse, man godt ved ender mindre heldigt, da Grace trods alt ikke er med i nutidssporet af fortællingen. Der opstår en flot spænding og mystik mellem de to spor, og man leder hele tiden efter ting, der kan forklare, hvordan de hænger sammen. Hvad er det for en skade, der er sket dengang? For det er helt tydeligt, at Mia bærer rundt på en sorg. Med andre ord: Mia skal deltage i restaurationen af steder, hvor folk har boet. Levn fra diverse andre fortider. Hun er således fanget i en verden, der konstant skuer bagud, og hun bliver hængende i både de reelle og de metaforiske ruiner.
The future is female, hedder det sig, og det er i særdeleshed tilfældet her. Den eneste person, der ikke er kvinde, er Mias kollega Elliott, som til gengæld identificerer sig som noget helt tredje og altid skal refereres til i flertalsform. Kærlighed mellem kvinder er derfor ikke en ting, der snakkes om som noget sært eller fremmedartet. Det er bare sådan, verden er. Det giver Walden mulighed for at skildre et queer univers uden at skulle forholde sig til fordomme, samfundsnormer og den følelse af at være anderledes, der fyldte en del i Spinning. Hun kan skildre lesbisk kærlighed i sin reneste og mest umiddelbare form. Kvinderne har helt naturligt to mødre, og hovedpersonen behøver ikke skjule sit forhold til den pige, hun er faldet for. Her adskiller On a Sunbeam sig meget fra Spinning, hvor dette nødvendige hemmelighedskræmmeri var en stor del af de spændinger og indre konflikter, som bogen handlede om. Andre former for fordomme og fjendtligheder melder sig dog senere i historien, hvilke skal ikke afsløres her.
Inden historien går over i sin anden halvdel og bliver mere plotorienteret, har vi lært at holde af besætningen på skibet. Cirka midtvejs mister vi seriens ene spor, og vi går over i en mere lineær, plotdrevet fortælling. Her mister historien lidt kraft efter mysterierne om Mias fortid og besætningens sammensætning er blevet blotlagt for læseren. Jeg savnede i hvert fald spændingen mellem de to sideløbende, narrative spor og kunne ikke lade være med at finde anden halvdel lidt mere ordinær end den første. Personerne sendes ud på en slags mission, og selvom det stadigvæk er både vedkommende, rørende, fascinerende og spændende, så er vi tættere på noget, vi har set før.
Men i det store hele skildrer Walden et univers, der kun giver mening i sig selv. Logikken er drømmeagtig og svævende. Huse og fisk som rumskibe. Det kvindelige utopia. Vægge, der er stor og dybe nok til, at man kan gå rundt inde i dem og fortabe sig for sine omgivelser i ugevis. Men det giver til gengæld også mening inden for egne rammer, og Walden holder sig til sine egne regler. Hun understøtter sin egen drømmelogik med tegninger, der svæver, er fyldt med skyer, mørke, skygger og himmellegemer. Hendes farvelægning er holdt i mørke nuancer af rød, blå, brun. Det hele giver bogen en følelse af konstant at bevæge sig rundt i skyggerne, i tusmørket, og verdensrummet føles poetisk og smukt, men også som et mørke, man kan gemme sig i. Et mørke, der dog også var til stede på skolen, så måske er der i virkeligheden tale om et mørke, man ikke kan flygte fra? Eller også er manglen på flugtmuligheder og evnen til at gemme sig to sider af samme sag?
Walden er vanvittig dygtig til at fange kropssprog. Hun er ligeglad med Scott McClouds bud om, at man skal overdrive kropssprog og mimik i tegneserier og tegner i stedet virkelige mennesker, hvor det er de små nuancer i kropsholdning eller ansigtstræk, der formidler en følelse og de mentale tilstande. Hvordan to kroppe placeres i forhold til hinanden. Hvordan de placeres i forhold til omgivelser. Hendes streg er fin og præcis, og hun er lige så hjemme i de metaforiske verdensrum, som hun var på skøjtebanen et sted i USA i Spinning. I begge bøger rammer hun et sweet spot mellem realisme og noget næsten abstrakt, følelsesmæssigt og psykologisk. Ting ligner det, de skal ligne, men de føles som noget andet. For hvad for en effekt har det på en læser, at en fisk placeres i det store verdensrum, glidende mellem verdener, stjerner og himmellegemer? Vi genkender fisken fra vores hverdag, og vi genkender stjernehimlen, men de to hører ikke sammen, og der opstår en poesi og en fornemmelse af drøm, som ikke kun er bogens, men også læserens. Det er dog den modsatte effekt af Spinning, hvor det poetiske møvede sig ind på det realistiske. Her er det det almindelige nutidstøj, de genkendelige bygninger og andre hverdagsting, der føles anderledes i forhold til, hvad man forestiller sig, at ting i det ydre rum skal ligne. Bogen er også fyldt med små udvekslinger af dialog, der er så hverdagsagtige, at de nærmest ikke burde dukke op i science fiction, men hos Walden er fornemmelsen af hverdagen en del af hendes world building.
At On a Sunbeam foregår i et fantastisk univers betyder også, at Walden kan lade tingene være lidt mere flydende. I samtaler ændrer baggrundene sig ofte i forhold til, hvad der bliver sagt. Baggrunden fjernes helt, hvis indholdet er dramatisk og skal understreges, den bliver til tåge og smukke former, hvis der er skønhed i samtalen, eller vi vender tilbage til en realistisk skildring af lokalet, som samtalen foregår i, hvis en situation går i sig selv. I det hele taget er alt flydende og hele tiden på nippet til at forvandle sig til kosmiske tåger.
Tillie Walden er et talent af den slags, man næsten har svært ved at forholde sig til. Hun er født i 1996 (det år, jeg gik ud af gymnasiet, mand!) og jeg har slet ikke fantasi nok til at forestille mig, hvor det kan ende for hende, når vi allerede er på et kvalitetsniveau så astronomisk højt, som det hun lægger for dagen i Spinning og On a Sunbeam.
Selvom On a Sunbeam som sagt taber en lille smule af pusten midtvejs, så er det stadigvæk en helt særlig tegneserie, der føles gennemarbejdet i sin fortælling om episk, kosmisk kærlighed fortalt med en sans for det intime og det nære. Det er en bog, der opfordrer læseren til at sænke læsehastigheden og nyde de stille, rolige billeder. At tilbringe lidt tid i det tomme verdensrum sammen med personerne. Selv når det går over stok og sten. Man er lidt mæt til sidst, men On a Sunbeam er en af de flotteste og smukkeste tegneserier, jeg længe har set. Sine små fejl til trods.
Del på
