Baker Street-banden går solo i ny albumserie – med blandet succes.
Den britiske krimiforfatter Arthur Conan Doyle er selvfølgelig først og fremmest kendt for uopslidelige Sherlock Holmes, men hans bøger kastede også andre popkulturelle fænomener af sig. Ikke mindst “The Baker Street irregulars”, en bande gadedrenge fra Londons East End, der i kraft af deres undselighed var de perfekte håndlangere for mesterdetektiven. Baker Street-banden inspirerede til andre fiktive drengebander, men med Baker Street Kvartetten er vi tilbage ved rødderne i det 19. århundrede – sådan da.
For den franske serie baserer sig ikke på Doyles detektivhistorier, men bruger dem som afsæt for nye, frit opfundne skrøner. Det er veteranerne J.B. Djian og Olivier Legrand, der har begået manuskriptet til “Huset med de blå gardiner”, og det er desværre en ret rutinepræget affære.
Den temperamentsfulde Tom er forelsket i blomsterpigen Betty. Da hun bliver kidnappet, slæber han resten af Baker Street Kvartetten – Billy, Charlie og en kat (!) – tværs gennem Londons værste slum for at finde hende. Det er en klichéfyldt underverden, knægtene går på opdagelse i, lutter tyvekonger med klap for øjet, ludere med hjerter af guld og faderfigurer med træben. Spoiler alert: Det hele viser sig at handle om tvangsprostitution af mindreårige – måske ikke det allermest oplagte emne for en actionfyldt børneserie …
Slutningen bringer et lille twist, som vil være uventet for alle, der ikke har læst tegneseriens bagside. Det er ganske finurligt og lover godt for karakterudviklingen i fremtidige bind, men til og med “Huset med de blå gardiner” kan Baker Street kvartetten ikke siges at være nogen voldsomt velskrevet seriefortælling.
Billedsiden er en anden historie. David Etien er kraftigt inspireret af Régis Loisel (Jagten på Tidsfuglen, Peter Pan). Som sit feterede forbillede sætter han karikerede ansigter på realistisk afbildede kroppe og placerer dem i detaljerede, farvestrålende miljøer. Der er noget lovligt højglanspoleret over de færdige billeder, især fordi baggrundene er søbet ind i flashy digitale teksturer, men Etien er en dygtig tegner med talent for at afbilde kroppe i bevægelse og billede-til-billede action.
Se bare den korte sekvens, hvor Tom smides ud af en hestevogn og griber fat i en anden hestevogn. Den filmiske fortællestil, hvor få sekunders begivenheder skildres fra tre forskellige vinkler, er ren “bullet time” i tegneserieform. Det er lir og blær, men også krystalklar visuel historiefortælling, som mange af Etiens landsmænd og en hel del Hollywood-instruktører kunne lære meget af.
Interessante er også sidelayoutene i “Huset med de blå gardiner”, som især først i fortællingen fornemt fokuserer læserens opmærksomhed på det væsentlige med en lang række enten meget brede eller meget høje billeder. Etien veksler veloplagt mellem fugle- og frøperspektiv, total- og nærbilleder, men Baker Street kvartetten bliver aldrig for “filmisk” for sit eget bedste.
Desværre bliver “Huset med de blå gardiner” mindre dynamisk i sit udtryk, som den skrider frem – måske begyndte tegneren at ane en deadline i horisonten? – og historien, der fortælles, bliver altså aldrig rigtig medrivende.
Samtidig plages i hvert fald Nummer 9s anmeldereksemplar af i alt fire opslag, hvor den blå (cyan) farve er trykt skævt over de andre, og så kikser oversættelsen tilsyneladende et par steder – som da den grumme kidnapper Tobias Grimes pågriber Baker Street-drengen Billy og udbryder “Ha ha! Nå, din lille sjuft, du troede nok, jeg havde opgivet?”. Hvilket ikke giver den fjerneste mening i situationen, fordi Billy ikke aner, at Grimes er på udkig efter ham.
“Huset med de blå gardiner” er en oplevelse på det jævne, men hold øje med ham her David Etien – han kan noget.
Karakter: 3/5
Titel: Baker Street kvartetten: Huset med de blå gardiner
Forfatter/tegner: J.B. Djian, Olivier Legrand og David Etien
Forlag: Cobolt
Oversætter: Ole Steen Hansen
Udstyr: Hardcover, 56 sider i farver
Pris: 198,-