Neil Gaiman vover pelsen og vender tilbage til sin største, karriereskabende succes, ”Sandman”. Det sker med en miniserie på seks numre tegnet af en af den amerikanske mainstreams vildeste tegnere, JH Williams III. Det første nummer er fuld af løfter, som man kun kan håbe, at Gaiman kan holde.
Den oprindelige serie om kongen af drømmenes verden, Morpheus og hans gotiske, brogede flok af søskende, der hver især var en personificering af nogle af universets mere abstrakte begreber (navne som Death, Destiny, Dream, Delirirum, Destruction, Despair og Desire giver en ide om, hvilket abstraktionsniveau, serien ofte bevægede sig på), løb fra 1989 til 1996 og var med til at gøre tegneserier litterært lødige og voksentegneserier ikke bare almindelige, men nærmest normen. Gaimans historier handlede om det at være menneske, om universet, liv, død og andre uhåndgribeligheder, men når den var allerbedst (og når den var allerbedst var den bedre end næsten alt andet) holdt den stadigvæk begge fødder plantet i den jord, som vi dødelige går rundt på til hverdag. Genkendelige personer, bekymringer og i det hele taget det jordiske livs forhold til det kosmiske ditto. Jeg læste den originale serie igen som optakt til dette første nummer af den nye serie og blev heldigvis mødt af et værk, der var akkurat lige så fantastisk, som jeg huskede det til at være. Tegningerne svingede fra tålelige til fremragende, men Gaimans historie var stram – selv spredt ud over 75 løshæfter. Det var gode sager.
Men lige som mange rockbands, der allerede har sejret og som sådan ikke har noget at bevise, kan Dream (som Morpheus også hedder) og resten af The Endless (som han og hans søskende kaldes – og kom ikke og sig at Dream and the Endless ikke lyder som et bandnavn) altså lade sig lokke ud af alderdomshjemmet for at fyre den af endnu engang. Heldigvis dog med nye numre på setlisten. Ellers er den slags revival-tours ofte lidt pinlige.
Historien foregår før den oprindelige serie. Eller rettere, før hoveddelen af den oprindelige serie, der ofte tog detours til både den nære og den fjerne (og sommetider mytologiske) fortid. Da den gamle serie startede, var Dream taget til fange af nogle skruppelløse, menneskelige troldmænd, og man kunne ikke lade være med at undre sig over, hvordan det kunne være gået så galt for den ellers så magtfulde drømmekonge. Den historie får vi så nu.
Det starter på en fremmed planet. Det er før blevet antydet, at Dream er drømmekonge for hele universet, men det er ikke et aspekt af figuren, som Gaiman har brugt megen tid på før. Men nu kommer det altså. En intelligent rumblomst drømmer om vores kære Dream, der i drømmen selv har form af en talende blomst. Så sker der noget dramatisk og for læsere af den gamle serie ret uventet, men jeg vil ikke afsløre det her. Siden hen møder vi både Dream, som vi kender ham, hans mareridtsskabning, The Corinthian, hans bror Destiny, der som altid læser i livets bog og sandelig også seriens måske mest populære bifigur, søsteren Death. Et par andre bifigurer titter indenfor, og alt er et eller andet sted ved det gamle. Gaiman har tydeligvis let ved at skrive om figurerne igen, og ens bange anelser for projektets berettigelse bliver ved første gennemlæsning gjort lidt til skamme.
Oven i hatten er Team Sandmans nyeste medlem, tegner JH Williams III altså intet mindre end en rablende dygtig tegner, der uden problem navigerer sikkert igennem alle de visuelle faldgruber, som Gaimans manuskript potentielt har indeholdt. Det er få tegnere, der ville kunne løfte opgaver såsom: Tegn Dream som en blomst, men man skal stadigvæk kunne se, at det er ham. Tegn 20 forskellige udgaver af Dream. De skal være forskellige, men alligevel ens. Tegn noget i gotisk, viktoriansk stil. Men tegn også et kosmisk lysshow, der ville kunne gøre selv den mest farverige superheltetegneserie til skamme. Lad et opslag foregå hen over siderne i Destinys bog. Lad os møde Corinthian på en side, hvor rammerne er tænderne i hans mareridtsøjne. Og så videre. Williams er vildt med vildt på, og det hele ser pissegodt ud.
Anden gennemlæsning bringer en sær bekymring frem. Er det hele LIDT for pænt? Er Gaimans tekst så formfuldendt og lækker, at den nærmest ekskluderer læseren og dennes frie fantasi? Tegner Williams så godt, at der ikke rigtigt er nogle sprækker, som læseren selv kan boltre sig i? Er det hele lidt for perfekt? Får vi rent faktisk FOR MEGET serveret? Med andre ord: Er der plads til, at læseren kan drømme?
Jeg må være jer svar skyldig og erkende, at det er en halsløs gerning at anmelde en historie efter at have læst en sjettedel. Det lykkes faktisk Gaiman at overraske læseren, og det selvom historien foregår før den oprindelige, hvilket skaber en uro, der er nødvendig for at den kan fungere. Og hans sprog er lige så finurligt, som det altid har været.
De oprindelige hits fra superbandet Dream and the Endless var spejle, som læseren kunne kigge længe og dybt i. Det er usikkert om det samme er tilfældet her. Men det starter fint, og der bliver lagt op til et gedigent mysterium, der måske og måske ikke vil sige noget om den menneskelige tilstand. Alt er indtil videre ganske godt.
Fortsættelse følger.
Karakter: 4/5
Titel: Sandman: Overture nr. 1 af 6
Forfatter/tegner: Neil Gaiman og JH Williams III
Forlag: DC Vertigo
Farve og form: Farve, løshæfte, findes også digitalt
Sidetal: 36 sider
Pris: Cirka 30 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: USA