Det politiske og det selvbiografiske mødes i denne gribende tegneserie af Marjane Satrapi, som nu endelig foreligger på dansk. Satrapi er født og opvokset i Iran, og Persepolis er hendes selvbiografiske skildring af landet og familiens historie. I første bind, “Min iranske barndom”, følger vi Satrapi, med kælenavnet Marji, fra hun er seks til hun er fjorten år gammel. Forældrene er politisk aktive marxister og Marji vokser op i et velstillet og intellektuelt hjem, hvor det er hverdagskost at gå til demonstrationer, først mod Shahens diktatur og siden – efter 1979 – mod det islamiske regime. I dette miljø og som efterkommer af landets tidligere kejser og dennes oprørske søn, er det ikke underligt at Marji udvikler en antiautoritær retfærdighedssans. Hendes yndlingsbog er en tegneserie om Karl Marx, og ansporet af mormoderens dårlige knæ drømmer hun om at blive profet.
Marji er ni år, da det islamiske styre indleder sit brutale styre. Familiens kommunistiske venner tortureres, og Marjis elskede onkel henrettes. Krigen mellem Iran og Irak bryder ud, og drenge indkaldes som soldater. Krop og køn er regulære kampzoner, hvor kvinder påbydes at gå med slør for at beskytte dem mod potentielle voldtægtsforbrydere, og mændene må renoncere på slipset, som anses for et imperialistisk symbol. Satrapi fremmaner på underholdende vis kontrasten mellem familiens sekulære normer og det offentlige livs absurde regler, men også kontrasten mellem forældrenes erklærede kommunisme og deres store Cadillac. Imens udvikler den gammelkloge Marji sig til en oprørsk teenager. Det er både morsomt og skræmmende, når Marji iført vestlige “dekadente” symboler forsøger at bilde revolutionsgardens kvinde-afdeling ind, at en badge, der forestiller Michael Jackson, i virkeligheden er Malcolm X (lederen af de sorte muslimer i USA), og at basketstøvler ikke er det samme som punksko. Hendes utallige sammenstød med skolen bevirker til sidst, at forældrene beslutter at sende hende til Østrig, da de frygter, at hendes oprørske sind og skarpe tunge vil koste hende livet.
Slutscenen i lufthavnen er hjerteskærende og lige så modvilligt Marji tager afsked med sine forældre, lige så modvilligt lægger læseren bogen fra sig. For Persepolis er en sjælden velfortalt og gribende fortælling, ikke mindst fordi Satrapi nøjagtigt indfanger barndommens magi og paradokser, samtidig med at hun afdækker befolkningens lidelser. Den politiske historie bliver fortalt med barnets stemme og barnets blik. Det gør Persepolis barsk, rørende og morsom på samme tid. Den bliver også usædvanlig derved, at der fortælles uden brug af farver. De sorte og hvide kontraster udnyttes effektivt, som da Marji erfarer nabopigens død og tegneserieruden går i sort.
Det er et naivistisk, stedvist symbolsk billedsprog, som kan minde meget om den franske tegner David B. Satrapis streg er dog mere primitiv; den synes næsten skåret ud af papiret, og sammen med de sort/hvide flader kommer siderne til at minde om linoleumstryk. Når Satrapi tegner en mand, der er blevet skåret i stykker, er det ublodigt og ligner næsten en geometrisk stiløvelse – der giver mindelser om Arne Ungermann. Det udelukkende sort-hvide univers og den enkle streg understreger på glimrende vis fortællingens barneperspektiv. Det bliver interessant at se, hvordan dette fungerer i næste bind, hvor Marji er blevet ældre. Det næste og sidste bind dækker teenageårene tilbragt i Østrig og Satrapis tilbagevenden til Iran, som hun siden forlader for at bosætte sig i Frankrig.
Persepolis er landet i Danmark under stor medieomtale og enig applaus. Alene det forhold, at Marjane Satrapi har skrevet den første iranske tegnserie nogensinde, burde da også kunne aftvinge lidt spalteplads. Dertil kommer naturligvis den vestlige kulturs for tiden anstrengte forhold til islam.
Af beslægtede tegneserier kan nævnes Art Spiegelmanns Holocaust-fortælling Maus (1986), som Satrapi er blevet sammenlignet med, og japanske Keiji Nakazawa og hans fortælling om Hiroshima, Hadashi no Gen (1973). Fælles for dem alle er en selvbiografisk optik på de politiske katastrofer.
Persepolis er uden indforståede tegneseriekoder, og den har derfor potentialet til at fange mange nye læsere, f.eks. den ambitiøse del af Eurowoman-segmentet og ældre mangaficerede skoleelever. I udlandet har Persepolis længe været en stor succes, kunstnerisk såvel som kommercielt, og nu kan danskerne omsider stille sig op i jubelkoret. Jeg stiller mig gerne forrest.
5 stjerner
Marianne Larsen
Anmeldelsen har tidligere været bragt i Tegneserietidsskriftet STRIP! #32.
Marjane Satrapi er næsten for god en historie til ikke at blive en succes: en ung mellemøstlig kvinde, der oven i købet i markedsføringsjargon er “highly promotable”, som fortæller sin historie om at vokse op i et totalitært samfund – som i Persepolis bind 1 – og om mødet med vesten set fra den muslimske kulturkreds – som i bind 2.
At hun fortæller i tegneserieform er i den forbindelse mindre væsentligt, bortset fra for tegneseriemediet selv, som ad den vej pludselig får tilført endnu et skud tiltrængt legitimering, som det i al fald herhjemme har hårdt brug for. Selve tegneserien Persepolis kunne i den forbindelse nemt komme til at fortabe sig som et lille, irriterende vedhæng, men det kommer næppe til at ske, for al mediehype til trods ér Persepolis altså en fremragende tegneserie i den vægtklasse, man så længe har gået at sukket efter på dansk. Med andre ord en serie, der formår at fortælle en historie, fordi historien er vigtigt, og ikke blot for at lave en tegneserie. Mediet er underordnet i den forstand, at det først og fremmest er midlet til at fortælle en historie.
Det betyder imidlertid så langt fra, at roserne til serien sker på bekostning af tegneseriehåndværket, for også det har Satrapi så glimrende styr på med sin stærkt ekspressive streg, der formidabelt veksler mellem en indfølende, stiliseret realisme og den mere højtråbende karikatur. Fortælleformen er den episodiske fortælling, hvilket er lidt usædvanlig i selvbiografiske historier, men det giver en pointeret beretning, der ikke lægger skjul på, at forfatteren har noget på hjerte, uden dog at forfalde til overtydelig moraliseren.
Der er nemlig i lige så høj grad en politisk dagsorden her i andet bind, hvor fortælleren i midten af 80ernes sendes på skole i Wien for at undgå den hjemlige iranske fundamentalisme, men efter knap et par år vender hjem til et Teheran ind til det groteske præget af præstestyrets despoti og martyrdyrkelse. Det er lige så rystende og medrivende læsning som første bind.
5 stjerner
Benni Bødker
Anmeldelsen har tidligere været bragt i Tegneserietidsskriftet STRIP! #33.
Del på
