Lars Kramhøft ser nærmere på Image-serien “Hoax Hunters”, der går lidt for mange populære forbilleder lidt for talentløst i bedene.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at temaerne i den nye Image-serie Hoax Hunters – konspirationsteorier, cryptozoologi og parapsykologi – tiltaler mig overmåde meget. Læg dertil en karakter, der består af en radioaktivt bestrålet rumdragt beboet af en flok krager og hedder Murder, og så er min nysgerrighed vakt.
Men da det kom til stykket, og min umiddelbare begejstring over en ny tegneserie var kølnet, måtte Hoax Hunters 1: “Murder, Death, and the Devil” ligge og rode i lang tid, før jeg fik tygget mig igennem den. Opsamlingen af seriens første seks numre kom endda med på en tur til København, men ikke engang en fire og en halv times togtur kunne gøre kål på den!
Den første historie i opsamlingen (#0), skrevet af Michael Moreci & Steve Seeley og tegnet i en tung, grov streg af Jim Ringuet, introducerer os for holdet bag TV-serien ”Hoax Hunters” der rejser rundt i verden og forsyner overnaturlige hændelser med naturlige forklaringer. Twistet er så, at Hoax Hunters faktisk er sat i verden for at dække reelle paranormale fænomener med cover-stories, altså en form for “Myth Busters” møder “X-Files”.
Holdet består som udgangspunkt af en rødhåret babe med telekinetiske evner ved navn Reagan, den morbide, udøde Ken Kadaver og den lille gruppes leder, sammenbidte Jack, der gemmer på mere end et par hemmeligheder.
Historien går hurtigt i gang, da de tre Hoax Hunters rejser til Moskva for at efterforske en videoptagelse af en mystisk astronaut, der er blevet set vandrende rundt i gaderne.
Mens de er i Moskva, bryder den omvandrende rumdragt ind på et museum og stjæler et billede af en gammel Nazi-videnskabsmand, og det sætter holdet på sporet af et klassisk nazier-i-rummet-plot.
Det hele ender godt og de tre Hoax Hunters bliver venner med den omvandrende rumdragt, der viser sig at være en flinker fyr og førnævnte ”Murder”. Han bliver siden indlemmet i gruppen, og denne ret forudsigelige drejning afvikles på bare to paneler i en usædvanlig dårligt pacet sekvens.
I det næste story arc, som fylder resten af samlingen – en fire-siders back up-historie undtaget – er der skiftet tegner, og Hoax Hunters er nu taget til Louisiana for at finde ud af, hvorfor dyrene i sumpene er begyndt at krepere i hobetal.
Jim Ringuets grove, meget indie-agtige tegnestil af er nu erstattet af Axel Medellin’s kønsløse “Scooby-Doo”-streg og nogle aldeles usexede computer pastel-farver, der dræber ethvert tilløb til stemning ganske effektivt. Det er, som om man i forsøget på at tegne ”realistisk” har ofret enhver form for kant eller charme, og resultatet er derefter.
Da Reagan og Jack om natten sniger sig rundt i sumpen støder de på en form for stor Sasquath-agtig trold ved navn Durand, der viser sig at have en forbindelse til Jack og hans far. Sammen med Durand opdager Jack og Reagan at en hel race af disse uldhårede bæster er blevet dræbt, og at der altså er tale om en form for målrettet folkemord, eller rettere troldemord. Det viser sig også, at Jacks far har været involveret i nogle eksperimenter med rejser på tværs af dimensioner, og man aner konturerne af et subplot, som uden tvivl vil danne grundlag for en del af den fortsatte historie på længere sigt.
Sidste nummer i “Murder, Death, and the Devil” er langt det bedste. Det er tegnet af Emilio Laiso, som er hoved og skuldre bedre end både Medellin og Ringuet, men på det tidspunkt er man lidt hinsides at kunne mønstre nogen interesse for det hele.
Historen er ikke komplet håbløs, den har – som man måske kan fornemme – masser af spændende elementer fra grænselandet mellem pop-kultur og parapsykologi, men måske det netop er lidt for meget af det gode, når det hele bliver kylet sammen i en stor pærevælling af freaks, monstre, sammensværgelser og hvad det nu ellers kan blive til. Specielt når nu håndværket ikke kan følge med. Det smager af, at Moreci og Seeley har samplet alt, hvad de kunne finde, der allerede virker, og så har rørt det godt sammen – men uden at have det skelet, der i sidste ende afgør, om en serie er værd at læse eller ej, nemlig en god historie, gode karakterer og gode tegninger. Og problemet er selvfølgelig også, at det hele er set både før og bedre; fra Hack/Slash til Hellboy og B.P.R.D.
Karaktererne er virkelig stereotype, og Reagan kunne fx snildt have været en kasseret ansøger til Liz Sherman’s rolle i B.P.R.D. som plaget sexbombe med personlige issues og psykiske evner. Murder kunne tilsvarende være B.P.R.D.‘s Johan i ny indpakning.
Historien har da som sagt et vist potentiale og kunne godt udvikle sig til at blive ganske underholdende, men desværre er side-layoutene kedelige, farvelægningen tam og tegningerne under middel, og selvom jeg er tilhænger af, at Image opdyrker nye talenter, sidder man tilbage med et indtryk, der er under den standard, man bør kunne forvente. Hoax Hunters havde hørt bedre hjemme under Image-selskabet Shadowline, der netop er skabt for at opdyrke og kultivere nye talenter, som ikke helt er dygtige nok til Image endnu.
Sagt helt kort – det er noget lort. Læs Hellboy i stedet for, eller gense nogle af de gamle afsnit af X-Files.
Titel: Hoax Hunters 1: “Murder, Death, and the Devil”
Karakter: 1/5
Forfattere: Michael Moreci & Steve Seeley
Tegnere: Jim Ringuet, Axel Medellin & Emilio Laiso
Forlag: Image
Vejledende pris: Hvorfor? Du skal ikke købe den alligevel.
Del på
