Brandon Graham slipper tøjlerne og enhver sans for narrativ ret og rimelighed i sin både overskudsagtige, platte, sofistikerede, myldrende og lettere frustrerende tegneserie, ”Multiple Warheads”.
Det er ikke godt at vide, hvordan Brandon Grahams hoved fungerer. Der foregår ting derinde, som vi andre dødelige ikke nødvendigvis helt kan forstå. Hvordan det ser ud inde i Brandon Grahams hoved er et helt andet spørgsmål, som rent faktisk kan besvares. For der ser sikkert ud, som hans tegneserie ”Multiple Warheads” ser ud: Et mylder af vanvittige indfald, på en gang platte og originale ordspil, manga-inspiration blandet med eurostil og lidt graffitti smidt med ned i tegneserieblenderen sammen med alt det andet og ikke mindst et ufokuseret, DAMP-barn-agtigt plot, der ikke er let at genfortælle.
Lad mig dog prøve: Heltinden hedder Sexica (bedste navn nogensinde!) og er organsmugler (og en lille smule ninja) i et slags postapokalyptisk, drømmeagtigt fremtids-Rusland. Hendes kæreste hedder Nikoli, og han er såmænd varulv. Et rumskib styrter ned oven på deres hus, og de beslutter sig for endelig at tage den rejse, de altid har drømt om. Der MÅ være et bedre liv derude. Bevæbnet med alt fra syngende cigaretter til en semi-organisk bil drager de på en vaskeægte road trip igennem det ene bizarre landskab efter det andet. Alt imens er der en anden kvindelig organsmugler (det er åbenbart et ret normalt erhverv i fremtidens Rusland) ved navn Nura, der bliver sendt ud på en mission for at høste en Udødeligs organer. Eller noget i den retning.
Titlen på bogen er ”The Complete Multiple Warheads”, og det er i skrivende stund ikke løgn. Graham har samlet alt det Warhead-relaterede materiale, han har produceret i årenes løb. Fra den charmerende og aldeles pornografiske (seriøst, lige præcis det kapitel skal man ikke læse, imens man kører bus med sin mor) historie, hvor Nikoli bliver til varulv på grund af en påsyet varulvepik, som Sexica har smuglet til ham, over et par andre sort-hvide historier om de to sære hovedpersoner og deres underligt ægte og rørende parforhold til albummets længste historie, den flot farvelagte miniserie, der startede på forlaget Oni Press og blev færdiggjort for ganske kort tid siden hos Image. Og med færdiggjort mener jeg måske nok det stik modsatte. For Grahams fantasi løb af med ham, og nu er ”The Complete Multiple Warheads” i stedet blevet til første bind i en serie. Sådan kan det gå.
Ulig Grahams anden og nok mere kendte serie hos Image, science fiction-eposset, ”Prophet”, er Multiple Warheads 100 % Grahams egen. Han tegner selv, og det er i en stil, der låner elementer fra både manga, Moebius, gadekunst, amerikansk mainstream og hvad end, Graham lige synes om i den uge. Det er en meget personlig stil, som ikke forsøger at skjule sine inspirationskilder, men som alligevel er så let genkendelig, at man ikke er i tvivl om, hvad det er, man kigger på. Mennesker, maskiner, væsener osv. er tegnet med en flydende streg og bløde former (tænk eventuelt Mårdøn Smet på kokain), og siderne er fyldt til randen med detaljer, figurer, maskiner, der alle ser både organiske, fremmedartede og sært genkendelige ud. Kærligheden imellem de to sære hovedpersoner er som sagt både ømt og ægte, og på samme måde blander Graham det næsten dagligdags med det 100 procent fremmedartede i sine tegninger. Det er en afslappet, tilbagelænet og alligevel præcis tegnestil, som jeg ikke kan andet end knuselske.
Hvis jeg lige vender tilbage til min påstand om, at ”Multiple Warheads” er et kig ind i Grahams hoved, så er man et stykke af vejen, hvis man vil beskrive både seriens store styrke og dens store svaghed. På den ene side er den så sprudlende, overskudsagtig og fyldt til randen med sindssyge ideer, der alle formidles helt og aldeles visuelt. Selv sproget bøjes og bliver mange steder næsten til grafiske elementer. Det ser ikke ud som om, at Graham som sådan skelner imellem at tegne, at tekste eller at tænke. Det er en fryd for øjet, og mange sider minder mest af alt om en retro-futuristisk Find Holger-bog. Man bladrer ikke igennem historien i huj og hast, men er nærmest nødt til at VÆLGE at forlade en side velvidende, at man måske går glip af en række mere eller (måske mest) mindre plotdrivende detaljer.
På den anden side er der så sandelig ikke tale om et plot af nævneværdig betydning. Og efter endt læsning er man både udmattet og lidt frustreret. Udmattet på grund af den massive mængde visuelle information, man har bearbejdet samt de måske nok for hyppigt forekommende sproglige finurligheder, der vender den ene talemåde efter den anden på hovedet. Frustreret over at disse konstant stiller sig i vejen for enhver form for fortælling.
Bevares, tegneserier behøver ikke have et plot, men Graham lægger konstant op til noget, der så udebliver. Og pludselig var han altså løbet tør for plads. Den bevidsthedsstrøms-agtige måde at arbejde på har sin charme, og der er da også massive mængder overskud i ”Multiple Warheads”. Men hvor man efter at have læst Grahams andet store, FREMRAGENDE værk, ”King City”, var sulten efter mere, så er man overmæt efter ”Multiple Warheads”.
Brandon Graham er et af de helt store og spændende talenter på den amerikanske indie-scene, og selvom jeg pt. er mæt efter at have spist for meget, så er jeg overbevist om, at jeg bliver sulten igen, når næste bind dukker op. Måske endda før.
Karakter: 3/5
Titel: The Complete Multiple Warheads
Forfatter/tegner: Brandon Graham
Forlag: Image Comics
Farve og form: Farve/Sort-hvid, Softcover
Sidetal: 208 sider
Pris: Cirka 144 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2013
ISBN: 978-1607068402
Udgivelsesland: USA