Hisae Iwaokas “Saturn Apartments” er et charmerende miks af dyster science fiction og underspillet hverdagsdrama, men har svært ved at ramme det rigtige blandingsforhold.
Viz media har med det syvende bind i Hisae Iwaokas Saturn Apartments færdiggjort endnu en særpræget manga fra det semi-alternative japanske månedsblad IKKI, også kendt her i vesten for Daisuke Igarashis Children of the Sea, Natsume Onos House of Five Leaves og Taiyo Matsumotos Tekkon Kinkreet, “Gogo Monster” og senest “Sunny”. Saturn apartments er science fiction af den dystopiske slags, dog med træk fra hverdagsrealismen. Det distancerer serien en smule fra den rene genrefortælling, hvad der er både godt og skidt.
Iwaokas fremtidsvision bevæger sig mellem dystopien og fascinationen af det fagre nye. Jorden er blevet klassificeret naturreservat og forbudt område for menneskeheden, som har bosat sig i et enormt boligkompleks i form af en ring beliggende 35 kilometer over planetens overflade. Det er et hierakisk massesamfund helt ude af proportion, hvor den enkelte er henvist til leve sit liv som et lille tandhjul i det gigantiske maskineri. Et tema, man ikke behøver ty til fiktionen for at stifte bekendtskab med, men måske netop af dén grund er det en kær genganger. Eneren står sædvanligvis op imod den knusende overmagt, sejrer over kolossen eller går til grunde i forsøget. Det er så her, Saturn Apartments slår sin egen meget japanske lille krølle på en historie, der ved første øjekast ligner en helt traditionel version af heltens rejse.
Den forældreløse Mitsu har netop afsluttet sin uddannelse og træder i sin fars fodspor som vinduespudser i den gigantiske ringverden. Men der hviler en skygge over hans liv. Faderen forsvandt en dag på sit arbejde i et fald mod den forbudte jord. Om det var en ulykke eller en bevidst handling fra hans side, står hen i det uvisse, og uvisheden vokser til en besættelse for Mitsu. Han må kende sin fars skæbne, og dén higen efter sandheden kommer til at stå i et konfliktfyldt forhold til hans livsopgave som vinduespudser. At overtage den fædrende bedrift blegnede i fiktionen sammen med folkekomedien på vores kanter, men i Japan er det stadig et vitalt tema.
Og pudses vinduer skal der, hvis de privilegerede klasser på de øverste etager skal kunne nyde udsigten over den gamle verden, som ikke længere kan bære vægten af menneskets fremskridt. Jobbet som vinduespudser er selvfølgelig overladt til ringens lavere klasser, der på dén måde får et kig ind i en fremmed verden af ufattelig rigdom. Helt tæt på, og så uendeligt langt fra. Mitsu finder dog snart, at de spidsborgere, han ser ind på, også ser ud på ham, med en sælsom længsel efter menneskelig kontakt i et liv, der er rigt på alt andet end netop det. Han bliver både i bogstavelig og overført betydning den, der skaber udsyn for de mange beboere af hvert deres isolerede univers.
Alt i historien centrerer sig om de enkelte små menneskelige tandhjul, deres drømme, dagligdage og konflikter. Selve maskinen står som et fjernt system, ikke umiddelbart undertrykkende, men samvittighedsfuldt vedligeholdende, en ramme om tilværelsen, som man næsten kunne glemme var der. Det er først hen imod seriens slutning, da der opstår brand i et kraftværk på en af de nederste etager, at systemet viser tænder. Først da får man en reel fornemmelse af, hvor grænsen går for det alfaderlige samfunds omsorg for sine mindste, og hvad forskellen er på værdien af et menneskeliv, når man befinder sig i henholdsvis toppen og bunden af den uendelige ring.
Det fraværende system er seriens afstikker fra den traditionelle dystopi, og det store fokus på menneskemyrernes daglige gøren og laden giver hele herligheden en til tider ørkesløst sniksnakkende karakter. Hvis den enkelte drukner i menneskehavet, drukner de store træk i historien til gengæld i endeløse småtterier. Det kunne der være en pointe i, men det er nu lidt ærgerligt, at det hele fremstår så ufokuseret, for Iwaoka kan virkelig tage vejret fra én, når det gælder. Når hun i de udendørs sekvenser blandt vinduespudserne folder hele horisonten ud i widescreen, rammer hun en nostalgi for den blå planet, som er sjælden.
Mitsus rejse mod sandheden har en fin tone af vemod og længsel, som tilføjer Saturn apartments noget helt særligt. Betragtet som science fiction, en genre, der udenfor sit litterære reservat for det meste bliver sovset ind i ramasjang, løfter det sig næsten her – hvis da ikke lige det var for den særlige japanske sans for comic relief, der dygtigt saboterer seriens sarte følsomhed. Men under solen er der en tid for alting, også for at falde på halen. Og endelig er der en tid for at komme ned på jorden igen, og for en slags katarsis. Selvom vejen dertil er lang.
Karakter: 3/5
Titel: Saturn apartments 1 – 7
Forfatter og tegner: Hisae Iwaoka
Forlag: Viz media
Form: Softcover, sort/hvid, 192 – 264 sider
Pris: ca. 100 kr. stk. i danske butikker
Udgivelsesland/år: USA, 2010 – 2013