Mennesker er jævnt nederen i filminstruktør Darren Aronofskys tegneserie baseret på hans eget filmmanuskript om Noa og arken. Guds straf er våd og hård, og tegneserien er lidt svær at blive helt klog på i dette første bind.
Lad mig starte med at være helt ærlig: Jeg ELSKER Darren Aronofskys film. Fra den sære debutfilm, “Pi”, over den nådesløse junkiefilm “Requiem for a Dream” (der nærmest tvang mig i knæ rent følelsesmæssigt) til den kringlede new-age-film “The Fountain”, den socialrealistiske “The Wrestler” og psykodramaet “Black Swan”. Aronofsky er ikke en subtil instruktør, men er til gengæld heller ikke bange for at skrue helt op for de filmiske virkemidler og patos. Og vigtigst af alt, så er han ikke bange for at lave film, der er en smule sære. En rigtig auteur af den gode, gammeldags skuffe.
Som sådan har han også tit haft et lidt anstrengt forhold til Hollywoods monokulturelle tilgang til det kunstneriske udtryk. Da finansieringen af “The Fountain” i sin tid faldt fra hinanden, forvandlede han i stedet sit manus til en graphic novel. Filmen blev senere en realitet, men Aronofsky har alligevel valgt en lignende tilgang til drømmeprojektet om “Noa”. Ifølge pressematerialet til den danske udgave af “Noa” er den kommende film baseret på tegneserien, men sandheden er nok nærmere, at film og tegneserie er baseret på samme manuskript, og således er der nærmere tale om et søsterprojekt.
Inden vi til næste år skal ind og se Gladiator himself, Russell Crowe, som en badass motherfucker udgave af den bibelske figur, kan vi nu ”spoile” første halvdel af filmen for os selv med Aronofsky og tegner Niko Henrichons (“Bagdads Løver”) tegneserie. Store dele af historien vil dog være ganske genkendelig for bibelentusiaster: Verden er et goldt og øde sted, og menneskeracens generelle opførsel er så skidt, at Skaberen (som Gud hedder i “Noa”) beslutter sig for at udslette os alle sammen i en kæmpe stormflod. Så kan vi dælme lære at gå i kirke om søndagen! Han advarer dog den gode mand Noa og giver ham den lette og overskuelige opgave at bygge en ark, der skal huse to af alle arter på planeten – og så nævner vi ikke noget om, at der skal mindst 10.000 af samme art til for at sikre genpølens overlevelse. Det her er en myte og en fabel, så ret og videnskabelig rimelighed betyder ikke noget. Og det er helt fint.
Så vidt så godt ifølge Biblen. Et langt stykke af vejen er Aronofsky overraskende tro over for forlægget, og man sidder lidt med en fornemmelse af, at der burde være noget ”mere” i historien end bare Guds vrede og regnvejr. Stille og roligt går det dog op for en, at det er der måske alligevel. For Noas verden ligner ikke fortiden, men derimod en post-apokalyptisk fremtid. Foregår historien i virkeligheden efter vores tidsregning? Derudover ligner Aronofskys engle seksarmede orker fra Tolkiens værste mareridt, og pludselig ligner Noa alligevel ikke materiale fra søndagsskoleundervisning. ”Problemet” med dette første bind er, at det er svært at sige, om det i sig selv er pointe nok for en kunstner af Aronofskys format.
Jeg forstår godt, hvor han vil hen med historien. I stedet for at behandle historien som ren myte, bliver den i stedet til en advarsel og løftet pegefinger i fjæset på (moderne) menneskers dårskab. Især i forhold til vores krigeriske natur og sløsede forhold til naturen og økosystemet. I stedet for en historie om mytologisk tid, serveres der en advarsel om en mulig fremtid, og straffen over menneskeracen rammer vores efterkommere og ikke forfædre. Det er vores synder, der straffes!
Dette første bind af to består af to franske album. Udstyret er topliret i stort hardcoverformat, så der er point til det danske forlag for udgivelsen. Det virker dog som om, at tegner Niko Henrichon har haft en noget strammere deadline med album nummer to end med det første, og tegningerne lider lidt under det. Hans stramme, euro-streg bliver mere streget og føles lidt ufærdig i anden halvdel af udgivelsen. Mere generelt kan man sige, at der nogle flotte, tekstløse sider, hvor f.eks. skabelsen og syndefaldet fortælles kort og stramt over få billeder. Det er flot og udtryksfuldt og minder faktisk lidt om Peter Madsen, når han rigtigt folder sig ud. Desværre er der også lidt en mangel på liv i Henrichons persontegninger, der aldrig fremstår helt så sprællende som miljøerne og dyrene (for dyr kan han som bekendt tegne – se bare “Bagdads Løver”). Det skaber lidt en distance imellem læser og historien, og jeg blev i hvert fald aldrig så grebet af figurernes skæbne, som jeg ofte er blevet det i Aronofskys film. I hvert fald i min optik.
Stilmæssigt er vi ovre i noget, der minder om europæisk fantasy, og det er interessant at bemærke, at filmen ifølge traileren ser helt anderledes ud. Det er altså en anden oplevelse, som Aronofsky leverer i tegneserieudgaven, og det taler i den grad for dens eksistensberettigelse.
Udover de temporale krumspring er historien ret lige ud ad landevejen, og det vil nok først åbenbare sig i andet bind, hvad Aronofskys pointe er. Eller om økoadvarslen er pointen, selvom jeg i hvert fald håber, at han har mere på hjertet end det.
Andet bind udkommer i forbindelse med filmens premiere, så fortsættelse følger. Det skal – på trods af mine forbehold over for bind et – blive spændende at se hvad både Skaberen og Aronofskys plan for myten om Noa og arken er.
Karakter: 3/5
Titel: Noa – Mod menneskets Dårskab
Forfatter/tegner: Darren Aronofsky, Ari Handel og Niko Henrichon
Forlag: Cobolt
Farve og form: Farve, hardcover
Sidetal: 144 sider
Pris: Cirka 300 kroner
ISBN: 978-87-7085-528-0
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
Del på
