Den klassiske svenske serieantologi “Galago” er socialistisk propaganda, så det basker.
“Sveriges enda radikala serietidning”, gjalder det stolte slogan på forsiden af Galago 107. Udgivelsesnummeret er ikke bare pral: Den svenske serieantologi har eksisteret siden det herrens år 1979 og har gennem alle årene været samlingspunkt for hjemmegroede tegneserier for voksne.
Radikal var Galago fra starten, enten kunstnerisk, politisk eller begge dele. Ombæring 107 er formmæssigt ret konventionel sammenlignet med antologier som finske Kuti Kuti eller lettiske Kus. Ser man bort fra Pia Johansson Goldmann og Sara Granérs lidt Lynda Barry-inspirerede collagestil, er det småt med formeksperimenterne. Det er som et organ for politisk seriekunst, at den svenske antologi lever op til sit motto.
Galago 107 sætter fokus på den svenske underklasses genvordigheder og erklærer krig mod den forhadte borgerlige “Allianse”, der har regeret Sverige siden 2006. Den partipolitiske dagsorden toner klarest på Karolina Bångs afbildning af landets borgerlige politikere som kaptajner på deres helt eget Titanic – med rigmandsfest på dækket, men afviste flygtninge og trafficking-ofre på slæb i redningskransene. De vigtigste figurer på tegningen sørger alle for at kalde hinanden ved navn, og det er bekvemt, for Bång er ikke i stand til at tegne dem, så de ligner.
Hun er ikke alene. Serieskabere som Hanne Stenman, Liv Strömqvist, Henrik Bromander og Fanny Lindgren Agazzi har alle længere serier i Galago 107, og samtlige er præget af begrænsede tegnekundskaber. Det vigtigste er at få budskabet igennem, fornemmer man, ikke hvordan det lige præsenteres.
Stenmans bidrag åbner antologien. Vi får serieskaberens egen beretning om dengang, hun købte nogle cykellygter, men så løb de tør for batteri, og så var hun sådan “fuck det”, men så blev hun stoppet af politiet, og de talte bare totalt ned til hende, fordi hun cyklede uden lys på, og hvorfor har vi ikke bare planøkonomi, så alle kan få udleveret en gratis cykel og cykellygter af staten? “Still not lovin’ police” er en selvretfærdig bagatel, der præsenterer Galagos socialistiske dagsorden i sin mindst sympatiske udgave.
Så går det meget bedre for Strömqvist, der følger op med “Ayn Rand”. Satiren over forfatterens meget beundrede “Og verden skælvede” (“Atlas Shrugged”) er skarp og veloplagt, og man forstår serieskaberens gysen over alle de svenske politikere, der har erklæret deres forkærlighed for bogen. Men i stedet for at prøve at forstå fascinationen, reducerer Strömqvist bogen til et produkt af Rands stofmisbrug, og billedsiden slipper hun for nemt om ved.
Det er i øvrigt typisk for bidragyderne til Galago 107, at de gerne vil forklare højrefløjens forskruede holdninger og adfærd. I Sara Granérs “Høgerns psyke”, der ligner et uddrag fra en meget talentfuld piges gennemillustrerede dagbog, analyseres de borgerliges tankesæt ud fra samme parametre som mentale sygdomme. Og Pontus Lundkvists “Adeln – så funker den” er en Python’sk satire, hvor den svenske landadel fremstilles som et direkte produkt af kujonagtighed og indavl.
Netop “Adeln – så funker den” er også antologiens klare højdepunkt. Først og fremmest fordi Lundkvist ikke gider lade, som om hans tegneserie-essay er fair og afbalanceret – modsat f.eks. Strömqvist eller Granér. I stedet giver han maksimalt los med grovkornet falde-på-halen komik og æv-bæv karikaturer et sted mellem Basil Wolvertons Mad-tegninger og vores egen Rasmus Bregnhøi. Hvilket også peger på den anden grund til, at Lundkvists satire fungerer så godt: Manden har det tegnemæssige håndelag til at berige sin tekst med et rigt, visuelt betydningslag, som man i kollegernes bidrag typisk skal tænke sig til.
“Klämkäck Tango i Paris” af John Andersson skiller sig også ud fra mængden med sine mange referencer til Frankenstein, Allan Falk og Basserne (!) og en billedside, der trækker på både tegneserieblade fra 40’erne og Wilhelm Freddie-surrealisme. Den dybere mening er svær at få øje på, men det klæder Galago med lidt kunst for kunstens skyld midt i alle de utilitaristiske venstrefløjsserier.
Resten af antologiens 100 sider udgøres af kortere serier, illustrationer, lidt knækprosa og nogle artikler, generelt vrede og venstreorienterede. Fremhæves blandt de mindre seriebidrag skal Hanna Peterssons “Vardagsaktivism”, hvis udtryk vækker mindelser om både Huskmitnavn og Adventure Time. Selve serien er ganske ligegyldig, men den er charmerende at se på.
Samlet set mangler mange af serieskaberne i Galago det håndelag, der kunne løfte deres serier over den velmente amatørisme. Det er også lidt småt med de overraskende pointer, når venstrefløjskrigerne præker til koret. Omvendt har det sin charme at opleve det engagement, der karakteriserer bidragyderne, og antologien fungerer fint som en anskueliggørelse af, hvor svært det faktisk er at skabe vellykket politisk kunst – og hvor fint det er, når det lykkes.
Karakter: 2/5
Titel: Galago #107
Forfatter/tegner: Diverse
Forlag: Galago
Udstyr: 100 sider
Pris: 89 svenske kroner
Del på
