Fatale fusionerer hårdkogt krimi med okkult horror. Det er modbydeligt medrivende, men ikke uden mangler.
Makkerparret Sean Phillips (tegninger) og Ed Brubaker (tekst) har i de senere år markeret sig med en række fremragende noir-tegneserier. Mest markant i de indtil videre seks bind af den på en gang traditionsbundne og genrebrydende serie Criminal – en række selvstændige historier om forbrydere og det, der ligner, i en navnløs storby, hvor Brubakers tæft for hårdkogt dialog og på én gang karakterdrevne og sirligt konstruerede plots er blevet fornemt forløst af Phillips præcise og slagskygge-stemningsfulde pen.
I Fatale fusionerer Brubaker og Philips så den kynisk kulsorte krimi, som Chandler skrev dem og James Ellroy skriver dem, med den blodrøde okkulte gyser i traditionen fra H.P. Lovecraft. Og når halvvejs i mål.
I første bind, ”Death chases me”, foregår rammehistorien i et nutidsplan, mens hovedplottet udspiller sig i 50’ernes San Francisco. Hank Raines, ambitiøs kriminalreporter, lykkelig ægtemand og kommende far, forelsker sig hovedkulds og fatalt i den smukke Josephine, mens han arbejder på at afsløre hendes mand, den korrupte kriminalbetjent Walt Booker. Men Josephine er udødelig og har en magisk tiltrækning på mænd, og Walt Booker efterforsker en række okkulte mord med forbindelse til Josephine og hendes udødelighed. Hank Raines er ude, hvor han ikke kan bunde, og drukner i en skyggeverden af mørk magi, menneskeofringer og modbydelige monstre.
Det fungerer langt hen ad vejen. Ed Brubaker skriver stadig medrivende og ondt, og Phillips’ tegninger giver mørket karakter og karaktererne liv. Hans streg rammer sikkert en stemning af 50’er krimi og klassisk horror, og i kroppenes gestik og ansigternes mimik udtrykker personerne alt det, som ikke lader sig fange af teksten alene.
Tempoet er højt, og der er rigeligt med overraskelser i plottet til, at Fatale ryger ned som sort kaffe på en American diner. Hver eneste side er skrevet og iscenesat med et setup, et forløb og et payoff i sidste billede, der driver læseren videre.
Men noir/horror-mashup’en skurrer til tider. Krimien er en rationel genre, hvor hændelser og motiver skal være plausible og plottet er logisk som en matematikformel. Sådan er det ikke med horror, hvor stemning og mytologi er vigtigere end realisme, og man altid kan redde sig ud af en knibe med en besværgelse eller et lille ritual. Således også i Fatale, hvor denne læser synes Brubaker til tider slipper lidt for let om plottets svagheder ved at spille okkult-kortet.
Værre er det at hovedpersonerne er for endimensionelle. Det hemmelige våben i Brubakers arsenal har altid været komplekse hovedpersoner, med kvaliteter, fejl og besættelser nok til, at man som læser engagerer sig i deres rejse ned i det mørke, der i noiren altid er både ydre og indre.
Men i Fatale fremstår både Hank Raines og Josephine som plot-funktioner løseligt forklædt som rigtige mennesker. Gods er der kun for alvor i den korrupte og komplekse Walt Booker, der engang var et bedre menneske. Ham så man gerne John Goodman lægge vægtig krop til i en filmatisering.
”Death Chases Me” hæver sig stadig over det meste af det, den amerikanske voksen-mainstream har på hylderne. Men målt på det skyhøje niveau, Ed Brubaker og Sean Phillips selv har lagt med Criminal, er den en lille skuffelse.
Karakter: 4/5
Titel: Fatale, book one: Death chases me
Forfatter: Ed Brubaker
Tegner: Sean Philips
Forlag: Image
Farve og form: Softcover, farver
Sidetal: 144 sider
ISBN: 978-1607065630
Udgivelsesland og år: USA, 2012
Del på
