Resumé: Salig Jean ”Moebius” Girauds tegneserier om Major Grubert er blevet til et fornemt bokssæt.
Jean Giraud, bedst kendt som tegneren bag western-klassikeren Blueberry, forlod sit jordiske hylster den 10. marts 2012, 73 år gammel. Men Moebius, serieskaberens syrede alter ego, lever ufortrødent videre. Indflydelsen fra hans virtuose pen og frit fabulerende fortællestil mærkes overalt i tegneserielandskabet, fra de talrige hyldester, der fandt vej til Nummer 9 efter hans død, til nyere amerikanske mainstreamserier som f.eks. Brandon Grahams Prophet og Multiple Warheads.
Moebius’ vingefang rækker endda langt ud over tegneseriens verden. Hans aftryk ses i billedkunsten – f.eks. hos vores egen Michael Kvium – og i film som ”Alien”, ”Blade Runner” og ”Det Femte Element”, der med eller uden løncheck til mesteren trak på hans visionære fremtidsskildringer. Hans billeder er simpelthen blevet en indgroet del af vores visuelle kulturs DNA.
Derfor er det også svært i dag fuldt ud at påskønne, hvor unikke tegneserierne i Forlaget Faraos’ overdådige ”Major Grubert”-bokssæt var i midt-slut 70’erne. I en tid, hvor stramt fortalte genrestykker dominerede tegneserieverdenen, var Moebius’ værker psykedeliske koncertplakater foldet ud som vildtvoksende science fiction-fortællinger. De var et lyn fra en blå himmel dengang, hvor de i øvrigt blev nydt ikke i albumform, men som fortløbende serier i antologier som Metal Hurlant.
Stiv pik og håret tilbage
Resumé: Anmelderen har afsluttet forspillet og hopper i kanen med boksen.
Rødderne i de månedlige antologihæfter mærkes tydeligst i boksens ældste bind, ”Den kåde kyk”, reelt en samling énsides-striber. På albummets venstresider får vi en grufuld metamorfose – se den her i handy gif-form – og på højresiderne en løssluppen røverhistorie om en mand med en enorm penis, der simpelthen ikke vil falde til ro mellem hans ben.
Inspirationen fra de amerikanske underground-hæfter er tydelig, og serien blev da også bragt i et fransk blad ved navn netop Underground. Plottet i fortællingen om den ”kåde kyk” er en hastigt improviseret undskyldning for pik, patter og vellystig leg med tegneseriemediet, som ærligt talt ikke gør sig fortjent til et referat. Til gengæld er den smukt tegnet, løst og energisk, og så er humoristen Moebius i ubetinget topform. Det gælder på tekstsiden, som da vores hovedperson antastes af et par bryske vagter, nøje overvejer sin situation og så stikker i løb, mens han tænker: ”Alt i alt giver jeg efter for panikken.” Det viser sig også i veloplagte referencer til f.eks. ”Asterix” og ”Dumbo” og i kæk leg med tegneseriemediets konventioner – se f.eks. det endeløse sidelayout på side 31:
”Den kåde kyk” er de beherskede ambitioners sejr. Den vil ikke andet end skæg og ballade, men serverer begge dele så overbevisende, at den på sin vis er boksens mest helstøbte tegneserieoplevelse. Samtidig foregriber den meget af det, der udmærker ”Major Grubert”-boksens bind 2, ”Den hermetiske garage”: Dimensionshoppende science fiction, løssluppen humor, improviseret world building. Også selvom majoren ikke spiller den ringeste rolle på ”Den kåde kyks” 56 sider.
Det psykedeliske hovedværk
Resumé: Kykken er kåd og nu kommer majoren.
”Den hermetiske garage” regnes i almindelighed for Moebius’ hovedværk som tegner og forfatter, og den voksede oprindeligt vildt og frodigt frem i den stilskabende antologi Metal Hurlant, 2-4 sider af gangen.
Fortællingens afsæt er en kort episode med ingeniøren Barnier, der kommer til at ødelægge en kabeludlægger. Den tilhører en vis Jerry Cornelius, som – viser det sig – ligger i en indædt magtkamp med den hemmelighedsfulde Major Grubert. Det meste af fortællingen foregår inde i en asteroide, som majoren med teknologisk snilde har omskabt til et vildtvoksende univers i tre planer, og mens Cornelius og Grubert cirkler om hinanden, truer skyggefulde kræfter med at eliminere dem begge.
Det er alt sammen energisk fortalt, digtet fra hånden til munden og noget forfærdeligt rod. Det dramatiske plot holder ikke til selv den mest overfladiske inspektion: Ikke engang episoden med kabeludlæggeren samler Moebius tilfredsstillende op på, og det var jo ellers den, der startede hele balladen.
Som fortælling fungerede ”Den hermetiske garage” givetvis langt bedre i månedsbladet Metal Hurlant, hvor gennemsnitslæserens erindring om de foregående siders begivenheder var så tilpas tåget, at det narrative bluff ikke blev afsløret, og hvor ventetiden på de følgende sider gav rig mulighed for at konstruere sine egne handlingstråde i seriens ekspansive univers. I albumform bliver plottets sideveje, blindgyder og afveje efterhånden en smule trættende.
Selvfølgelig er der interessante tematikker på spil, når Grubert forlader sin kone og det køligt rationelle miljø i rumskibet Ciguri – og dykker ned i sin egen, selvskabte verdens libidinøse kaos for at duellere med en anden mand om herredømmet. Men Moebius er ærlig talt så laissez-faire i sin tilgang til fortællingen, at i hvert fald denne læser lige så gerne slukker for analyseapparatet og bare nyder de skæve indfald og barokke optrin på det vilde ridt gennem Moebius’ frodige fantasi.
Mere end noget andet er det billedsiden, der bærer ”Den hermetiske garage”: Albummet repræsenterer måske Moebius’ peak som billedskaber og samler alt det bedste, den alsidige mestertegner kunne – fra tæt skraverede, detaljemættede panoramaer og closeups à la Blueberry til den raffinerede jugend-stil, der kom til at kendetegne senere værker fra hans hånd. Her serveres eye candy i så ekstravagante mængder, at sukkerchokket aldrig er mere end en mundfuld væk.
Mesterens visuelle luner er overrumplende og stimulerende. Selv en nøglefigur som Major Grubert har vidt forskellige udtryk gennem albummet, fra ulastelig verdensmand til grinagtig antihelt og tilbage igen, og han tegnes på vidt forskellige måder. Ingen er hævet over de mutationer, mestertegneren konstant udsætter sit univers for, og som gør albummet til en endeløst fascinerende visuel oplevelse – også efter tålmodigheden med den rodede fortælling og det endimensionelle persongalleri er opbrugt.
I virkeligheden er det ikke et album, der kalder på forklarende ord, men snarere på strittende pegefingre: Se de underfundige maskiner! Se det brogede menneskemylder! Se den forunderlige klippeformation! Hver eneste side i ”Den hermetiske garage” gør mig glad for at have øjne.
Tilbage til virkeligheden
Resumé: Anmelderen synes, at Moebius tegner pænt.
”Manden fra Ciguri”, boksens tredje og sidste bind, er til sammenligning noget af et antiklimaks. Moebius tegnede stadigt smukt i 1995, hvor albummet blev til som en forsinket eftertanke, men stregen rummede ikke længere samme rastløse energi. Der er stadig ekvilibristisk penneføring, overrumplende billedkompositioner og visionære syner at komme efter, men ikke nær så mange som i forgængeren. Man får fornemmelsen af, at mesteren er tilfreds med at parafrasere sit hovedværk.
Handlingen ligger i direkte forlængelse af den ikoniske slutsekvens i ”Den hermetiske garage”, men kommer ellers ingen vegne. Major Grubert strander i vores tid og verden, hvor han går på jagt efter en portal til sin egen verden. Han finder en bog, der opsummerer hændelserne i det foregående album, opsøger forfatteren, dusker hans assistent (datter?), og så slutter det hele omtrent dér. Brat og uforløst, som om Moebius simpelthen mistede interessen midt i lagengymnastikken.
Det er svært at bebrejde ham. Den ofte selvironiske serieskaber lader mod slutningen af albummet de foregående siders begivenheder opsummere som følger:
”Det er enormt forvrøvlet … Det sædvanlige filosofisk-metafysisk-åndelige sludder krydret med plat gymnasial humor …”
En hård, men ikke helt uretfærdig dom.
God boks
Resumé: Selvom enden er dårlig, er alt ikke skidt.
Forlaget Faraos fortjener stor ros for deres Moebius-boks. Her er intet overflødigt ekstramateriale, bare en hel masse smukt gengivne tegneseriesider, appetitligt pakket ind i hårde omslag.
Hvor bl.a. mesterens serie om Inkalen i hjemlandet Frankrig er blevet offer for en gyseligt ”tredimensionel” farvelægning, så er de oprindeligt sort/hvide sider her nænsomt tilføjet flade, smukt afstemte og kongenialt inkonsistente farver.
Indrømmet, jeg er ingen feinschmecker udi trykkvalitet og reproduktion. Men det er svært at forestille sig en udgave af Moebius’ tegneserier, der yder dem større retfærdighed end her.
”Major Grubert”-boksen repræsenterer en fornem indsats i en række mestendels fornemme tegneseriers tjeneste, længere er dén ikke.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Major Grubert
Forlag: Faraos
Forfatter/tegner: Moebius
Dansk oversættelse: Jean Lebaut, “Den kåde kyk”; Helen Bahnson, “Den hermetiske garage”; Ole Steen Hansen, “Manden fra Ciguri”
Form: Boks med tre hardcover-tegneserier i farver på hhv. 56, 118 og 54 sider.
Vejledende pris: 498 kr.
Udgivelsesår: 2013