Det nye ‘ekstraordinære’ eventyr med Splint & Co. er en charmerende oplevelse.
Idéen med at lave en hel serie, indenfor den klassiske europæiske album tradition, der tager en afstikker fra hovedserien efter de skiftende ophavsmænds forgodtbefindende, ser umiddelbart ud til at være en rigtig god idé. ‘Et ekstraordinært eventyr med Splint & co.’ er under alle omstændigheder en serie der bobler af godt gammeldags overskud.
Der er skruet gevaldigt op for charmen, lige den ting det kan være svær at få øje på i mange af de endeløse europæiske hovedserier som troligt leverer varen, men med årene kun kan fremvise en anonym skygge af fordums glans. Her er hele ornatet så taget frem fra gemmerne igen, og det bliver luftet med stor ildhu og legelyst. Der er dømt retro over hele feltet, men hvordan de enkelte tegner/forfatter hold så går i kødet på arvesølvet, er op til dem selv, og det falder meget forskelligt ud.
Respekten for klassikerne er tydelig, men dette lille projekts henkastede karakter sætter sine spor, og ikke blot som et gode på charmekontoen. Hvor forgængeren ‘Panik på Atlanterhavet’ i det store hele var en gang vintage slapstick, er der med ‘Katakomberne under Champignac’ mere plot at byde på. Mere end rigelig faktisk.
Kviks gamle ærkerival Myg er vendt tilbage til Grev Champignacs slot fra en mislykket ekspedition til Nepal, for at engagere vore venner Kvik, Splint og greven i at finde mumien af den legendariske isprinsesse. Hun var en rigtig femme fatale, som i sin tid fordrejede hovedet på alle de mænd hun kom i nærheden af, således også Greven af Champignacs forfader Filippopaulus, der efter det ulykkelige kærlighedseventyr isolerede sig med sin forskning i slottets katakomber.
De selvsamme katakomber som blev blotlagt efter den eksplosion i grevens laboratorium, som lagde det meste af hovedbygningen øde forstås. Derfra går det så tilbage til Nepal i Zormobilen, efter at have efterladt den lyslevende Sfinx og det eneste originale foto af Napoleon Bonaparte på slottet og…
Som sagt er hele menageriet båret af en sprudlende legesyge, men at referere det rodede plot giver cirka lige så meget mening, som at prøve at finde hoved og hale i det. Der er meget der skal fortælles, og det bliver der gjort side op og side ned, mellem de velanbragte action forløb. Her bliver der skudt fra hoften, men turen tilbage, til den lykkeligt naive ungdomstid for den fransk/belgiske tegneserie, ender med mest at fremmane en stemning af det der var, ikke med at bringe forbilledernes ofte stringente og pertentlige fortælletradition til ære og værdighed endnu en gang.
Den søde naivitet, og den alvor hvormed den blev leveret, lader sig ikke sådan genoplive. Det bliver bedst illustreret med Mygs karakter, som i sin nuværende form er stærkt seksualiseret, og dertil rummer en kynisk side, der er langt mere moderne, end alle retro paraderne lader ane.
Yann er en af de nyere europæiske skrivekugler, der sprøjter tegneseriemanuskripter af sig. Det er ikke kun effektivt, men fuld af overskud og kærlighed til stoffet. Klassikerstandard er det dog ikke, og konturerne af en ny aldrig før set spillevende fortælletradition er ikke til at få øje på. Det bliver ved charmen.
Tarrins tegninger genkalder den sene Franquins rundhåndede ekvilibrisme, uden selvfølgelig at nå lignende højder, men så dog med en nonchalance der – selv når den en sjælden gang imellem knækker over i forhastet venstrehåndsarbejde – er forbilledligt lækker for en nydelse af en udgivelse til et nydelsessygt publikum. For det er hedonisme det her. Hedonisme for ophavsmænd som for læsere. Et orgie. Nåja, om ikke et orgie sådan rigtigt, så en orgiemadpakke da.
Karakter: 3/5
Titel: Katakomberne under Champignac
Tegner/forfatter: Tarrin og Yann
Oversætter: Per Vadmand
Forlag: Cobolt
Farve og form: Farve, hardcover
Sidetal: 64
Pris: 198,00
ISBN: 9788770 854610
Udgivelsesår: 2012