Den femte beatle
Bliver verden mon nogensinde træt af at få nye vinkler på historien om The Beatles? Den femte Beatle prøver at krybe lidt uden om epicentrum og fortæller historien om deres manager Brian Epstein. Men alt, hvad der har været i nærheden af The Fab Four ender uvægerligt med at blive opslugt, og det gjaldt også for Epstein.
Kælenavnet The Fab Four indikerer ellers ret utvetydigt, at der kun var fire om magien, men der var naturligvis en længere række markante personer involveret fra slutningen af 1950’erne og frem til bruddet lidt mere end 10 år senere. Så der er mange om buddet, når det gælder titlen som ’den femte Beatle’. De fleste vil nok være tilbøjelige til at nævne George Martin som førstebejler til titen. Martin var produceren med fingrene dybt nede i næsten alle album, dertil ansvarlig for orkestreringen fra Help! og frem samt lejlighedsvis pianist. Eller man kunne nævne nogle af de tidlige medlemmer, der forsvandt fra gruppen inden den slog igennem: Stuart Sutcliffe og Pete Best som de kendteste. Der skal nok presses lidt mere på, før navnet Brian Epstein dukker op, som det gør nu, hvor Vivek J. Tiwary, Andrew C. Robinson og Kyle Baker kroner ham med udgivelsen Den femte Beatle – Historien om Brian Epstein.
Godt nok krediteres McCartney på bagsiden for citatet ”Hvis nogen var den femte Beatle, så var det Brian” fra 1997. Omvendt brugte han stort set samme ordvalg på sin Facebookprofil, da George Martin døde sidste år: ” If anyone earned the title of the fifth Beatle it was George”. Så Tiwarys valg af titel må vel mere opfattes som et partsindlæg i myten om The Beatles end den skinbarlige sandhed.
Forfatter Tiwary er dykket ned i Beatlesmytologiens uudtømmelig kilde fascineret af enspænderen Brian Epsteins skæbne. Som bogens titel også mere end antyder, så vil Tiwary ikke så meget fortælle historien om Brian Epstein, mere historien om den del af Brian Epsteins liv, der krydsede The Beatles. Så myten kommer i centrum, nu med fokus på Epsteins del af den. Der lægges da også først ud i 1961 og derfra følger man Epstein frem til hans død i 1967 som 32-årig svækket pillemisbruger. Undervejs er der små flashbacks til blandt andet militærtiden for at udvide perspektivet omkring hans homoseksualitet, der ikke tålte dagens lys i datidens bornerte Storbritannien.
Hvad får man så? En på mange måder typisk historie om en outsider, der har ambitioner, uden rigtigt at passe ind i de gængse normer for hvordan man skal opføre sig. Epstein spillede ikke selv musik, havde ingen erfaring som manager, men var drevet af en uendelig fascination – og måske kærlighed – til The Fab Four, og især Lennon. Med ubændig vilje og ambitioner driver han hele tiden beatlerne et skridt videre. Fra koncerter til pladekontrakt til gennembrud i USA. Og på den måde får han i hvert fald credit for den verdenssucces, The Beatles lynhurtigt blev til, efter han havde overtaget styringen. I betragtning af, hvor marginaliseret og sølle en skæbne Epstein primært qua sin seksualitet og et voksende pillemisbrug bliver fremstillet som, får man dog forbavsende lidt sympati for ham i Tiwarys fremstilling. Der mangler at blive skabt mulighed for empati ved fx at inddrage mere fra de første 27 år af Epsteins liv. Ved stort set at centrere alt om hans rolle i forhold til The Beatles, får man indsigt i en skrøbelig, ærgerrig og impulsiv skæbne, der kortvarigt fandt vej til øjet af den orkan, han selv var med til at skabe. Dertil kommer en vægtig sidehistorie om hans seksualliv, der giver en god tyngde og beskrivelse af, hvordan datidens forhold til homoseksualitet kunne kvæle svage sjæle. På forsiden ses Epstein som selvsikker tyrefægter, der spreder sin kappe ud og slipper The Beatles løs. Metaforen genbruges nogle gange undervejs, og det er vel oplagt at tolke det den vej, at Epstein fik sluppet en tyr løs, han i sidste ende ikke var i stand til at kontrollere og derfor endte med at koste ham livet. En generende detalje ved forsiden er i øvrigt den grafiske udformning af titelteksten. Her har man undladt at bruge det nedadgående “t” i Beatles klassiske logo (kaldet “drop-t”), som de brugte fra omkring 1963. Sikkert af rettighedsmæssige grunde. Men hvorfor så i stedet ty til noget, der i påfaldende vækker minder om samtidige The Whos logo, der var karakteriseret af en maskulin opadgående pil?
Tiwary kan behændigt nøjes med at lade mange af de mest gennemtæskede begivenheder i beatlernes liv være underforståede eller svagt antydede. I en hospitalsseng ligger den overanstrengte Epstein i 1967 og fortæller, at beatlerne har en meget vigtig plade på vej med et kontroversielt pladeomslag. Læsere med et bare perifert kendskab vil vide, at Sgt. Peppers er på trapperne. Den femte Beatle henvender sig vel også nogenlunde klart til den trofaste slavehær, der fortsat sluger alt om Liverpooldrengenes gøren og laden. Nogle fans vil nok mene, at Lennon i lidt for høj grad stjæler billedet som helten i kvartetten, mens McCartney fremstilles i et lidt mindre flatterende lys. Set med Epsteins optik er det dog næppe helt forkert. Tegnerne Andrew C. Robinson og Kyle Baker anlægger et realistisk troværdigt baggrundstæppe for historien. Beatlerne gengives lydefrit og genkendeligt i en realistisk stil, hvor mundene dog har en tendens til at være noget dominerende. Enkelte gange skifter de effektfuldt fuldkommen stil, men holder sig hovedsageligt til en streng realisme, der skal supplere historiens faktuelle træk.
Netop forholdet mellem fakta og fiktion er dog problematisk. Som en anden Steen Steensen Blicher forsøger Vivek J. Tiwary at give historien et så autentisk præg som muligt, samtidig med små hints viser, at der bestemt også er tale om en opdigtet historie. I efterskriftet nævner han et eksempel fra bogen, hvor den amerikanske TV-vært Ed Sullivan via en bugtalerdukke forhandler med Epstein. Scenen i bogen er absurd, og bliver det ikke mindre, når Tiwary i efterskriftet skriver: ”Tro det eller ej, det skete faktisk”, for i en påhæftet note at skrive ”Eller gjorde det?”. Hmm, så blev man vist ikke meget klogere på dén sag. Midtvejs i Den femte Beatle lægger Tiwary måske i virkeligheden sit program i munden på Epstein med ordene: ”Man husker myter bedre end historie. De er mere underholdende. Vi finder på legender i stedet for at opregne sandheder”. Så Den femte Beatle er nok en krydsning mellem sandhed og myte.
Historien om Brian Epstein er næppe fortalt færdig, og når der er udkommet nok biografier om John, Paul, George og Ringo, kaster man sig vel over Martin, Sutcliffe, Best og Epstein. De kan trods alt alle med en vis ret hævde at være ’den femte Beatle’. Tiwarys ærinde er at vise, at verden ville have været en hel del kærlighed fattigere, hvis ikke Epstein havde drevet The Fab Four frem til at blive netop fabulous. Prisen blev så Epsteins eget (kærligheds)liv.
Del på
