Eventyrtime med Grant Morrison

Grant Morrison tager sig en slapper og fortæller et rørende og opfindsomt eventyr for store børn og voksne. Nej, seriøst… der er ikke så meget som skyggen af interdimensionel, metafiktionel, tantrisk sex i ”Joe the Barbarian”.

Verdens pt. mest interessant tegneseriemainstreamforfatter, Grant Morrison, er kendt for en lang række genrebrydende, ofte metafikserede og postmodernistiske serier, såsom ”The Invisibles”, ”Flex Mentallo”, ”Doom Patrol”, ”We3”, ”New X-men” og mange flere.

Morrison er en meget personlig forfatter med nogle helt tydelige auteur-træk, der går igen i de fleste af hans historier. Hans hovedmission er således at vise os alle sammen, at man bør kigge virkeligheden dybt i øjnene i et forsøg på at ane de usynlige sandheder, der ligger inde bag alt det, vi tager for givet. Vi er ikke frie, magi er virkelighed, og der er ikke nogen forskel på fiktion og fakta. Det første møde med Morrison er som oftest ret voldsomt – især hvis man troede, at man bare skulle læse lidt Batman, inden man satte aftensmaden over.

I de senere år har tegneserietroldmanden brugt meget af sin tid på at losse DC’s superhelte hårdt i den dertil indrettede. Hans kærlighed til de klassiske helte er tydelig, men det er altid med en skæv og kantet vinkel. Dette oplever man nok allerbedst i hovedværket, ”All-Star Superman”. På en og samme gang en hyldest til de klassiske historier og en moderne og meget personlig fortolkning af en godt gennemtygget figur.

Det er samme tur han her giver fantasy-genren. Vi er i et Narnia-agtigt univers i ”Joe the Barbarian” – altså en historie om et barn, der oplever en fantasiverden parallelt med vores egen. Hverdag og magi, der eksisterer side om side (i sig selv et tema, man også støder ind i flere andre steder i Morrisons oeuvre), men for drengen Joe er det ikke et garderobeskab, der sender ham hovedkulds ind i en krig imellem mørkets og lysets kræfter, men derimod insulinchok. Bøller berøver ham den snack, der skulle have holdt ham fri for dødelig sukkerkoldhed, og så begynder hallucinationerne. Joe er alene hjemme i et stort, tomt hus og på det ydre plan er historien aldeles simpel: Joe skal ned i kælderen for at tænde lyset i huset og på vejen have en sodavand, der skal redde ham fra den sikre død. De tyve minutter bliver dog til en noget længere affære i den sideløbende historie, hvor Joes kælerotte pludselig er en lodden samuraikriger, vand fra vandhanen er et kæmpe vandfald og pigen, han mødte tidligere er en gæv steampunk heltinde.

Det helt originale i historien er, at Joe godt er klar over, at han ser syner, men alligevel ender fantasyhistorien med at være ligeså virkelig og vigtig for ham, som hans jagt efter lys og sodavand. Hans sorg over faderen, der er blevet dræbt i Irakkrigen, er det mørke, der har lagt sig over eventyrlandet, og hans legetøj bestående af alt fra Batman-figurer til Transformers-dukker er den hær, som ondskaben har overvundet i sin erobring af landet. Sammen med rottesamuraien, Jack, begiver Joe sig ud på en vaskeægte quest, som man jo kender den fra mangen en fantasyhistorie. Morrison kan naturligvis ikke dy sig for at kommentere genrens konventioner og klicheer på en legende og lidt metasmart måde. Han er trods alt stadigvæk Grant Morrison. Og sådan skal det være. Men inderst inde er ”Joe the Barbarian” lige præcis det, som den forholder sig ironisk til: En klassisk fantasybog om et stort barn, der igennem et eventyr lærer at håndtere problemer fra virkelighedens verden.

Tegneren Sean Murphy mestrer både Joes grå virkelighed og eventyrlandets syrede univers. Ligeledes kommer han fermt rundt om en række bløde overgange imellem de to, og man er aldrig i tvivl om, at barndommens hus er det samme sted som eventyrlandet. Huset er en hel verden. Man kan bruge meget lang tid på at nærstudere Murphys tegninger og de mange detaljer, selvom de modsat også kan forekomme en anelse proppede enkelte steder. Men Joes ansigt fortæller lige så stor en del af historien, som hans replikker, hvilket fuldt ud er Murphys fortjeneste. Den lidt grove tegnestil bidrager i den grad til bogens moderne udtryk. Der er tale om en opdatering af en klassisk genre og et forsøg på at nytænke den, og her er både Morrison og Murphy med til at få projektet til at lykkes.

Det tog mig lidt tid at komme ind i historien, men da det lykkedes blev det ret svært at lægge bogen fra mig. Det er ikke Morrisons bedste værk, men efter at en alt for lang periode, hvor han kun har skrevet historier om andre folks figurer, er det rart at have et værk, han har skabt helt fra bunden af. Morrison er her nærmest hyggelig og onkel-agtig, og hvis man f.eks. har læst hans groteske, møgbeskidte og perversionsbefængte miniserie, ”The Filth”, kan man kun tage hatten af for, at den selvsamme forfatter har skrevet ”Joe the Barbarian”. Han har hjertet på rette sted her, og det klæder ham. Ligesom den overlegne ”All-Star Superman” er Morrisons på en og samme gang metadistanceret og inderlig.

Jeg håber dælme, at eventyret om Joe er begyndelsen på en lang række af nye, originale historier fra Grant Morrisons hånd.

Karakter: 4 af 5
Titel: Joe the Barbarian
Forfatter/tegner: Grant Morrison og Sean Murphy
Udstyr: Hardcover, farver, 224 sider
Pris: 240,00 kr
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978-0857682406
Udgivelsesland: USA

Om Michael Lindal Andersen

Formidler, podcaster, tegneserieforfatter og bibliotekar. Michael har siddet i bestyrelsen for tegneseriefestivalen Copenhagen Comics (tidligere Komiks.dk) i en årrække, har skrevet bidrag til diverse tegneserieantologier og er pt. den ene halvdel af podcastet Lucha Comico. Michael læser rigtigt mange tegneserier.