Et stort lille liv

Undskyld! Men har de egentlig tøj på, de to? Skaberen og anmelderen?

Erik Barkman

Også i dén grad! Men derfor behøver det jo ikke være alles kop te, vel? 🙂

Jørgen Høgh

Men en femmer, Erik? Ja, ja da…

Jørgen Høgh

Jeg bryder mig ikke om, når andre er polemiske. Og nu kan jeg se, at det har jeg selv været med mine kommentarer. Lad mig prøve at omgøre det. Jeg kan godt se, at der er megen poesi i Porcellinos tekster. Men burde det femte point ikke være blevet gemt til den tegner, som formåede at føre poesien ud på billedsiden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad en billedkunstner som Arne Ungermann kunne have fået ud af disse tekster. Ville det have resulteret i 6 eller 7 ud af 5?

Matthias Wivel

Arne Ungermann (som jeg elsker) ville på ingen måde have kunnet forløse den særlige poesi og umiddelbarhed, der er i Porcellinos arbejde. Det ville vaere gået til i bedrevidende elegance.

Tegneserier handler ikke om tekst og billeder, men om en grafisk symbiose. I Porcellinos tegneserier toner denne helt rent.

(Desuden er hans streg mere sofistikeret end som så, hvilket man vil kunne forvisse sig om, hvis man sammenligner hans modne arbejde med det tidlige, der vitterligt er ret ubehjælpsomt. Han har arbejdet meget med sin minimalistiske iscenesættelse).

Jørgen Høgh

Matthias, jeg kan kun forholde mig til det billedarbejde, jeg har set her på siden, og det overbeviser mig ikke. Ja, Ungermanns grafiske arbejde var elegant, men jeg mener, at han i sine rentegninger formåede at udtrykke en umiddelbarhed som få andre tegnere. Så langt fra at være “bedrevidende”. Tegneserier er en symbiose af billedsprog og skriftsprog (for det meste), og når disse to sprog parrer sig på skønneste vis, nærmer vi os tegneseriekunst.

thomas t.

Jeg elsker Arne Ungermann, men John Porcellino slår ham med længder. Det tager muligvis tid og koncentration og ikke mindst uforfærdet åbenhed at komme ind i Porcellino. Køb eventuelt ‘Perfect Example’, hans måske bedste enkeltstående længere fortælling. Den er dybt bevægende.

Lars Christian

Jeg gad godt se at de i det mindste kunne tegne i de tegneserier, som får høje karakterer herinde. Så kalder man det symbiose og andet godt, men halvdelen af det at være en tegneserie overses tit i nogle af de her anmeldelser. I det mindste burde håndværket være i orden. Det er jo nærmere reglen end undtagelsen at de ikke er så stærke i håndværket.

Matthias Wivel

Så er klicheerne kommet på plads. Efter den logik er Hal Foster (eller måske Alex Raymond) muligvis den største tegneserieskaber nogensinde. Nok er de gode, men mon ikke vi kan blive enige om at der er et par stykker som er “dårligere” til at tegne, der alligevel er større kunstnere?

Tegneserier handler om at det hele spiller, ikke om at tegneren kan sin anatomi eller perspektiv. Selvfølgelig er det vigtigt at kunne tegne, men det er endnu vigtigere at kunne formidle det man gerne vil, og det betyder ikke altid centralperspektiv og perfekte skraveringer.

Porcellino leverer noget helt særligt. Som Erik forklarer vil det være eminent genkendeligt for langt de fleste, mens man samtidig virkelig fornemmer at det er *ham, der fortæller. Og han har perfektioneret sit grafiske udtryk til at formidle præcis det, han ønsker.

Prøv at give hans serier en chance.

Lars Christian

Jeg ved ikke hvilken logik du taler om her. Du overfortolker vist mit udsagn. Jeg sagde ikke at man skulle være verdens bedste tegner, jeg påpegede at man også skulle kunne tegne for at levere varen.

Jeg er enig i at en tegneserie skal vurderes samlet.

Jeg synes at der gang på gang glemmes det du selv fremhæver “selvfølgelig er det vigtigt at kunne tegne” i mange af anmeldelserne. Det trækker ikke engang ned at de ikke kan

Jørgen siger hvad mange tænker.

Jeppe

Og her troede jeg, at vi med de sidste hundrede års kunsthistorie var kommet forbi “kunst er et håndværk og det skal sgu da ligne virkeligheden” debatten. Men tegneseriemediet er åbenbart altid et århundrede eller to bagud.

Kristian Bang Larsen

Jeg har kun læst de John Porcellino-udrag der har været bragt her på siden, og jeg bør nok give ham en chance.

Og jeg synes ikke kunst (eller tegneserier) skal ligne virkeligheden, eller at tegne-håndværk kun (eller overhovedet) handler om at være teknisk dygtigt ift. perspektiv, anatomi og hvad ved jeg. Og jeg er træt af at hver gang man kritiserer tegne-håndværk, så får man skudt i skoene, at “nå, du vil have alting skal lige Hal Foster, hva´?” Det er grøftegravning og doven læsning af det der bliver sagt.

Nå, men: Porcellino-udragene her rører mig ikke, til trods for at situationerne er meget genkendelige. Og det gør de ikke, fordi den minimalistiske streg gør billederne ikoniske mere end poetiske.

Altså, hvis han vil vise os “de små hverdagsøjeblikke, hvor verden og livet fylder os med intens lykke eller melankoli,” så synes jeg ikke det hjælper at han tegner øjeblikkene så kedelige.

Hvad er det der er så smukt eller specielt eller fantastisk ved det øjeblik ved den dam? Det hjælper billedet mig ikke med at forstå, når f.eks. moskusrotten bare er en aflang form med tre prikker og en hale. Teksten (“vandet er som glas”, “vandet kruser og træerne sukker”) gør alt arbejdet.
Havde scenen været tegnet af, lad os sige, Joanna Hellgren, Signe Parkins eller Søren Mosdal, så havde der været en lyrisk kvalitet i billederne der ville hjælpe gevaldigt på min læseoplevelse.

Johan F. Krarup

Porcellino er klart acquired tase. Da jeg så King Cat for første gang i starten af 00’erne i en tegneserieforretning i New York, skulle jeg absolut ikke nyde noget. Men så gik jeg alligevel (gennem anbefalinger) i gang med at læse ham. Og efterhånden blev jeg indfanget. Jeg tror, man skal læse en del af ham for at begynde at værdsætte poesien og stemningen i det. Ingen, helt ærligt, INGEN bliver overbevist af at læse ham for første gang i eksemplerne herover. Her er jeg på linje med Kristian, men håber dog at han og I andre skeptikere vil give Porcellino lidt længere snor og prøve med fx Perfect Example eller bogen herover (som jeg ikke har læst endnu, men som skulle give et godt udvalg.)

Bjarne Hansen

det fine ved de her tegninger er at der er plads til at læseren kan danne deres egne billeder når man læser teksten. Meget lig et japansk træsnit af feks et landskab, hvor man kan ane det af tegneren sete landskab bagved samtidigt med at man kan nyde det simple udtryk. Eller tænk på Tintin, der er plads til læseren i ham i hans “tomme” ansigt. Tilsvarende osse her i disse tegninger.. de blir fyldt med det vi selv kender.

Michael Thomsen

ja, jeg skulle til at skrive noget lignende. Jeg kan mærke at erindringer om stjernehimle jeg selv har kigget på, blander sig med hans erindringer. Hvis det havde været ‘bedre’ tegnet, ville jeg have for travlt med at beundre detaljer i hans gengivelse. Men bortset fra det synes jeg også siderne ovenfor er aldeles nydelige rent grafisk.

Kristian Bang Larsen

Det minder mig om en gammel Bjarne Reuter udtalelse, hvor han (frit efter min hukommelse) siger, at tegneserier er noget underlødigt møg, fordi tegningerne forhindrer læseren i at danne sine egne billeder inde i hovedet. Måske skulle Porcellino nøjes med tomme billedrammer, så ville det virkeligt blive godt 🙂

Nå, nu er det vist mig der graver grøfter. Jeg skal nok lade tvivlen (og de gode anbefalinger) komme Porcellino til gode, og give ham en chance.

Jørgen Høgh

Som jeg skrev tidligere,kan jeg kun forholde mig til Porcellinos tegninger ud fra, hvad jeg har set på anmeldelsen. Jeg finderingen nerve i disse tegninger. søger ikke efter “naturalisme” eller “perspektivtegning” eller deslignende. Jeg søger efter en “nerve”! “Et UDTRYK”! Og jeg finder det ikke. Der er skreven poesi – og det er smukt – men ingen billedlig poesi, der burde være gået op i en højere enhed med teksten, når det drejer sig om en tegneserie. Kunne udgivelsen ikke have nøjedes med at være smuk skreven lyrik? Den “nerve”, jeg søger, kan man eksempelvis finde hos Johan Krarup, som også deltager i denne tråd. Her er der ikke tale om imponerende anatomi- eller perspektivtegninger. Men om “udtryk” og “nerve”.

Malene Hald

Som et bette puf til dem der ikke synes, at John Porcellino er noget særligt, kan jeg fortælle, at det synes jeg bestemt heller ikke, da jeg begyndte at tekste dem.

Men da jeg skulle nærstudere hans måde at skrive forskelligt på, alt efter historiens fortælletempo og tegnesetil, kravlede han efterhånden ind under huden på mig.

Dem der især fangede mig, var de mere poetiske, ikoniske striber – måske fordi jeg er designer, og de nærmest minder om ikoner, eller også fordi det store brug af tomt rum i tegningerne lader ens egen fantasi udfylde resten, som en nævner.

Men ja – jer der umiddelbart afskriver ham, giv ham en chance.

Thomas Thorhauge

Der er lårtykke stråler af “nerve” og “udtryk” hos Porcellino. Jeg siger hvad mange tænker.

Matthias Wivel

Jeg er enig med Bjarne og Michael — Porcellinos måde at tegne på er noget helt andet end det, Kristian efterlyser. En Edmond Baudoin eller en Hal Foster (ja, sgu, han er den bedste til det!) kan skabe sanset nærvær i deres tegninger så fuglene synger.

Det er ikke det, Porcellino gør. Han arbejder på et mere ikonisk niveau, som Malene siger: her handler det om at tegne et sindbillede så enkelt som muligt.

Det kan være I er uenige, men for mig at se skaber han på den måde noget helt særligt. Hans enkle iscensættelse (som jeg endnu engang understreger er alt andet en simplistisk) og streg er i den grad en “håndskrift” for ham, ufiltreret oplevelse.

Se dog på den fire-rammers stribe, Erik analyserer. Det er oplevelsen skrællet helt ned til det essentielle, med al specificitet fjernet, præcis så vi kan fylde vore egne, lignende oplevelser på. Og så er det da et enormt smukt, enkelt og stærkt træk at lade den sidste ramme stå tom, for netop at understrege at det vi ser, er en projektion, ideen om en erindring.

Jeg har svært ved at komme i tanker om ret mange andre tegneserieskabere med mere nerve end Porcellino. Helt alvorligt.

Jeppe

Der er ikke nogle tegneserieskabere i vesten lige nu, der er mere zen end Porcellino. Det er helt i orden ikke at bryde sig om den genre han skriver sig ind i, men jeg synes ikke det er fair at kritisere ham for at være “kedelig” eller at mangle “nerve.” Derudover kræver en fyldestgørende læsning af Porcellino uden tvivl en vis portion modtagelighed fra læserens side, som Erik også påpeger i anmeldelsen.

Det er forståeligt nok svært at overbevise nogen om hans kvaliteter på basis af to-tre striber. Det svarer til at sælge Buson eller Issa til et uindviet publikum på baggrund af to-tre vers fra deres digte. Men hvis man har nogen interesse overhovedet i denne form for let meditative, empati-baserede tegneserier, er han virkelig et længere bekendtskab værd.

Jørgen Høgh

Nu har jeg aldrig været repræsentant for noget “tavst flertal”, så jeg holder mig til at skrive, hvad jeg selv tænker. Da jeg indledte mine kommentarer på denne tråd, var det fordi, jeg studsede over karakteren 5. Jeg var ikke ude på noget raid mod Porcellino. Tværtimod bliver jeg selv irriteret, når anmeldere på disse sider er for blaserte i deres omgang med tegneserier, jeg godt kan lide. Jeg fastholder dog, at jeg ikke kan se nogen nerve i de viste tegninger. Det skyldes givetvis, at jeg ikke er “modtagelig” for alt for ikoniske ikoner.

Malene Hald

Det er ret interessant, at Jørgen skriver, at han ikke er “modtagelig” over for tegningerne. Jeg har tit funderet over det samme indenfor musik – der ER bare nogle musikgenrer som giver mig lyst til at løbe skrigende væk, fordi de decideret giver mig fniller. Der er også nogle tegnestile som jeg pure nægter at bruge krudt på at se, om jeg vil kunne lide hvis jeg kigger nok på dem, fordi jeg indledningsvis bare ikke KAN udstå dem.

Hele diskussionen om, HVORFOR nogle knuselsker noget som nogle andre ikke kan holde ud at se på, er ret interessant.

Carsten Søndergaard

Nok en gang igen-igen giver nummer9’s insisteren på absolut at give karakterer (undtagen i enkelte tilfælde, hvor man mener, at der så alligevel ikke kan gives en karakter) i ballade.

Nå, men lidt debat kommer der da ud af det. Så måske er karaktergivning alligevel godt for noget. Hvis man nu gav samtlige anmeldte værker fx karakteren 5, ville der nok komme endnu mere debat ud af det 🙂

Johan F. Krarup

Men “balladen” om karaktergivningen er for en gangs skyld blevet til en ret substantiel diskussion om tegningers nerve, essens m.m. En diskussion, der næppe var opstået uden topkarakteren. 🙂

Steffen Rayburn-Maarup

Jeg var også hellere karaktererne foruden – undtagen når jeg tager min forlæggerhat på. Så kan de være rare at vise frem, hvis antallet er højt nok. Men der synes jeg, at Nummer 9 skal gå over til en 6-skala, alene fordi det har alle de andre sammenlignelige medier. Så når forlagene bruger Nummer 9’s stjerner, ser de mindre ud, end intentionen var.

Lars Christian

Karaktergivningen er meget vigtig i en anmeldelse og jeg ville ikke være foruden. Anmeldelsen vil miste en del af sin værdi, uden karakter. Folk kan skrive ufattelig mange positive ord i en anmeldelse eller omvendt og man havde gættet på en hel anden karakter end den der gives.

Med karaktergivningen så er anmelderen nødt til at tage stilling og kan ikke bare skrive sig væk, hvor det ellers kan være svært at tolke hvad der reelt menes om værket.

Og tilbage til det omtalte værk:
Nu har jeg ikke læst det aktuelle værk, men det lille indblik der her gives INDIKERER, at vi er helt ude hvor man ikke kan bunde i den gode gamle Kejserens Nye Klæder, som Jørgen også henførte til. Tegningerne er for mig helt væk og jeg vil blive særdeles overrasket, hvis jeg nogensinde vil kunne komme til at synes bare en smule om dem og dermed også om værket.

Johan f. Krarup

@lars Christian: jeg er bange for, du hverken har forstået Porcellino eller H. C. Andersen 😉

Jørgen Høgh

Jeg er ikke sikker på, at Lars Christian har misforstået H.C. Andersen. Jeg ved dog, at jeg personligt ikke har gennemskuet Porcellino. Hvad jeg er helt sikker på, er, at de fleste af os, der har deltaget i denne diskussion, ville kunne få umådeligt meget ud af at læse Malenes indlæg. Hun opfordrer til en diskussion om, HVORFOR hver enkelt mener, hvad vedkommende mener, i stedet for at hver enkelt skriver om, hvorfor den anden har uret i at mene det, den anden mener.

Lars Christian

Johan, konsensus herinde er tydelig, hvis nummer9-gruppen synes det er godt så er det fastlåst og så skal alle synes det er godt.

Selv tegneseriehistoriens største mestre som Carl Barks og Moebius og endda repræsenteret med deres absolut bedste værk kan ikke få topkarakter på nummer9.

Lars Christian

Malene har i hvert fald ret i at vores smagspræferencer er meget forskellige. Noget der får topkarakter herinde eller endda vinder Pingpris kan jeg synes er helt ufattelig ringe. Ofte på grund af jeg synes tegneren ikke kan tegne eller i hvert fald ikke er særlig god til det og en anden grund er selve fortællingen er virkelig kedelig. Godt hjulpet på vej af de dårlige tegninger.

Herinde har vi tydelig meget svært ved at forstå hvorfor det den ene synes er mesterværk synes den anden er et makværk og omvendt. Og måske allersværest ved at acceptere det.

En tegneserie skal for at være et mesterværk bestå af både en excellent historie og tegningerne skal være gode og passe med historien (men tegningerne behøver ikke være i Fosters eller Raymond klasse for at et mesterværk skabes). For mig falder Porcellinos med et stort brag på tegningkvaliteten.

Johan F. Krarup

Men der er heller ingen, der forlanger, vi skal blive enige. Vi kan kun argumentere så godt vi nu kan for vores synspunkter. Jeg bliver bare lidt provokeret, når nogen insinuerer, at jeg og andre er en flok åndsforladte medløbere (for er det ikke dét, der er pointen i Kejserens nye klæder?).

Thomas Thorhauge

Det er også liiiidt tyndt at angribe noget igen og igen, som man samtidig ikke har orket at sætte sig ind i, og som man på baggrund af et tyndt førstehåndsindtryk ikke vil give en chance.

Lars Christian

Når manden ikke kan tegne så er der altså flere der står af. Det er nok ikke anderledes end, at hvis man hører et lille brudstykke af musik som man straks kan høre at det vil man aldrig synes om så slukker man.

Thomas S

Jo, men hvis man gør det, vil ens betragtninger om pladens kvaliteter jo også være af ret begrænset værdi for andre.

Thomas Thorhauge

Her er min egen erfaring. Jeg ser af og til selv ting, som jeg med det samme bortdømmer som ikke værd at bruge mere energi på. Så opdager jeg at en masse eller bare visse mennesker i min omgangskreds faktisk siger det er fedt, og jeg går tilbage, og investerer min indlevelse og åbenhed og engagement, og ganske ofte bliver jeg en stor oplevelse rigere – og der er næsten ikke noget skønnere i min verden end når netop sådan noget sker. Tit skal jeg netop have udefrakommende input til for alvor at ekspandere mit udsyn, det sker sjældent af sig selv.

Nu er det jo en kendt sag at du har dybe aversioner mod visse folk på Nummer9, og fred være med det, men prøv evt. at google anmeldelser af Porcellinos ‘Perfect Example’, og du vil erfare at mange, mange mennesker rundt omkring er blevet dybt bevæget af Porcellions helt særlige take på eksistens. Med mindre, naturligvis, du ligesom Jørgen tror alle er en del af en ‘kejserens nye klæder”-konspiration.

Tobias Mørch Bendixen

Jeg kan sådan set godt forstå, hvis Porcellinos tegninger ikke lige gør det for én. Men jeg synes på den anden side også det er ret tydeligt at de ikke bare er simple kratterier, men fungerer præcis som de skal, er helt igennem velkomponerede osv.

Selv kan jeg godt lide Porcellino, især på grund af linjen i Perfect Example – “I bet everyone in college listens to Hüsker Dü”, eller hvordan den lige præcis er. Den linje synes jeg fandeme er sjov, rammende og alt det der og den har jeg tænkt jævnligt på siden jeg læste den.

Johan F. Krarup

Jeg tror ikke, man nødvendigvis bliver overbevist af at sætte sig ned og læse et helt værk, hvis indstillingen og sindelaget ikke er tunet ind på Porcellinos måde at fortælle på.

Det der ofte skal til for at forstå og værdsætte et værk, er at lytte til andre menneskers oplevelse og analyse af værket. Her kan man få øje på en ny måde at se og læse. At se er ikke bare at se men at se med en bestemt indstilling, en ‘stemthed’. Denne stemthed kan tage MEGET lang tid at tilegne sig, fx hvis man er til europæisk ramasjang og skal forsøge sig med Porcellinos hverdagsmeditative serier.

Lars Christian

Thorhauge jeg har absolut intet mod visse folk på nummer9. Vi har en tegneserie-smag der er meget forskellig og jeg har nogle gange særdeles vanskeligt ved at forstå jeres smag. Og det har betydet nogle diskussioner der nogle gange kommer lidt for langt ud.

I øvrigt er jeg enig i første part af dit sidste indlæg. Jeg har endda kigget en hel del mere på Pocellinos – og ind til nu bliver det kun værre des mere jeg kigger. Og jeg har andre gange læst nogle af de tegneserier i kalder mesterværker og jeg har nogle gange særdeles svært ved at forstå nogen synes det er godt. Men det er jo helt fair at folk har så forskellig smag – men lige så vel i vil have lov til at kalde noget et mesterværk så vil jeg have lov til at kalde noget et makværk. Jeg kalder ikke Porcellinos værk et makværk for jeg har ikke læst et helt værk, men jeg synes hans tegninger er virkelig ringe og så kan en tegneserie aldrig blive god for mig.

Enig Thomas S, jeg havde bare så svært ved at se nogle kunne finde at et værk med de tegninger kunne være et mesterværk.

Malene Hald

Lur mig, om ikke Porcellino har brugt afsindig mange år på at lære at tegne så det ser ud som om, han ikke kan tegne …

Jeg havde en en klaverlærer der forklarede mig, at det vigtigste ved at improvisere i jazz ikke er tonerne, men pauserne imellem dem. Enhver med ti fingre kan trykke på tangenterne, men det kræver timing, fornemmelse og fingerspidsgefühl ud over det udsædvanlige at vide, hvornår man skal holde pause.

Porcellino mestrer pauserne, og ligesom med meget jazz kræver det, at man læser en hel del af ham, førend det siver ind. Når man så HAR læst en del af ham, og stadig ikke bryder sig om det, er det helt ok at udtrykke det.

Men jer der dømmer striberne efter kun at have set de eksempler i anmeldelsen – tag lige og læs hele værket med et åbent sind, og vend så tilbage igen.

Jørgen Høgh

Til Thomas Thorhauge er der kun at sige, at jeg allerede tidligt på denne side tog afstand fra mit eget polemiske udfald. At du og andre fortsætter med polemik i stedet for diskussion, er jeres sag.

Thomas Thorhauge

Jeg polemiserer ikke, jeg prøver at bringe mening og argumentation ind i diskussionen, og hvis tonen bliver lidt skarp er da fordi at kritikken mod Porcellino-værdsættelse sådan looovlig meget hinter i retning af, at enten er vi a) dumme eller også b) lyver vi, og deeeeet er altså så tilpas fornærmende at en mod-håndmad må være på plads 🙂

Jørgen Høgh

Jeg indledte mine indlæg med at skrive: “Undskyld! Men har de egentlig tøj på, de to? Skaberen og anmelderen?” Jeg fortsatte: “Men en femmer, Erik? Ja, ja da…”. Dernæst skrev jeg: “Jeg bryder mig ikke om, når andre er polemiske. Og nu kan jeg se, at det har jeg selv været med mine kommentarer…”. Derefter prøver jeg stille og roligt at redegøre for, hvorfor jeg personligt ikke mener at Porcellinos tegneserie skal udråbes til et “mesterværk ved at modtage pointtallet 5. Jeg skriver enddog, at jeg ikke er ude på et raid mod Porcellino, men jeg blot ikke er “modtagelig” over for dennes tegnestil.Ud fra det skubber du mighelt åbenbart i skoene…Citat: “…Jørgen tror alle (dvs. dem, der mener tegneserien er et mesterværk(J.H.)) er en del af “kejserens nye klæder”-konspiration. Noget sådant har jeg aldrig skrevet og aldrig ment. Forår tilbage havde du og jeg en korrespondance, hvor vi begge gav udtryk for, at vi kunne lide både traditionalistiske tegneserier og mere modernistiske ditto. Dette holder jeg ved. På min reol findes det bedste af detbedste fra den traditionelle fransk/belgiske tegneserie tradition, men også det bedsteaf det bedste fra de seneste ti femten års tradition omkring “graphic novel”. Og for øvrigt mange genrer derimellem og derudover. Nej! Jeg mener ikke, at I, der har ytret jer positivt omkring Porcellinos tegneformåen, er del af nogen konspiration! Men det mener du åbenbart, at jeg er Thomas! Prøv for eftertiden at læse, hvad jeg skriver, før du udbreder dig om, hvad du mener, jeg skriver.

Thomas Thorhauge

Kære Jørgen, jeg beklager polemik! Jeg synes det er en god og nyttig debat vi har haft, og jeg håber at folk, der undrer sig over Porcellino og læser med måske får blog på tanden. Det er ikke min mening at gøre nogen sure, men jeg synes det er okay at give lidt igen 🙂 KH

Jørgen Høgh

Kære Thomas! Ved du hvad? Havde jeg ikke været udstyret med en kæmpestor bjælke i mit eget øje, havde jeg ikke ledt så ihærdigt efter splinten i dit. Hvis du forstår, hvad jeg mener?! Til Erik vil jeg sige, at jeg beklager mine indledende kommentarer i denne tråd. Jeg er sikker på, at du i de fleste af døgnets timer er anstændigt påklædt. Porcellinos tegninger siger mig stadig intet, men efter denne “tour de force” er jeg slet ikke i tvivl om, at bogen ryger i muleposen, hvis jeg skulle støde på den på mit stedlige bibliotek.

Thomas Thorhauge

Kære Jørgen, jeg tror alt det her bunder i en misforståelse et eller andet sted, for jeg forstår faktisk ikke hvad du mener? Jeg kan kun sige, at det på ingen måde er hensigten at gøre nogen vrede, og at jeg er ked af at du er ophidset (så vidt jeg forstår), så jeg beklager uforbeholdent hvad jeg end har sagt der har fået dig til at fare i blækhuset. Fred i universet.

Jørgen Høgh

on9. June 2014

For søren Thomas. Jeg er overhelehovedet ikke ophidset. Jeg hentydede til Jesu ord om at: “Du kan se splinten i din næstes øje, men ikke bjælken i dit eget!”. Jeg prøvede at fortælle, at havde jeg selv været fejlfri, så havde jeg nok ikke søgt efter fejl hos andre. Jeg har stor respekt for dig som tegner, fortæller og skribent. Og som tegneserieaktivist. Lad os mødes på nettet, og i virkeligheden, som venner. Håber, du forstår mig nu, og at Erik også forstår, at jeg oprigtigt beklager mit første lidt polemiske udfald på denne side.

Thomas Thorhauge

on9. June 2014

Hurra hurra! Fred og miskundhed!

Jørgen Høgh

on17. June 2014

Men jeg mener stadigvæk, at den ultimative tegneserie – den, der fortjener en femmer – må være den tegneserie, hvor billedsprog og tekstsprog går op i en højere enhed. Det gør den i mine øjne ikke hos Porcellino. Jeg respekterer dog, at andre mener noget andet, eller blot har en anden indfaldsvinkel til hvorledes billedsprog og tekstsprog skal supplere hinanden.

Christian Aarestrup

on17. June 2014

Mine 5 cents: Jeg synes ikke, at Porcellinos tekster ville være bedre uden tegningerne …

Jørgen Høgh

on18. June 2014

Men Christian… Du mente jo også i din anmeldelse af “Amarillo”, at “læderjakken”, Marlon Brando, blev fremstillet som en hvid hingst, mens jeg mener at vedkommende er tegnet som en gedebuk. Og alle hans læderjakke venner blev også tegnet som gedebukke. Mon det hele ikke blot er et spørgsmål om, at nogle sætter tekstsproget højest, andre billedsproget og nogle andre igen mener at det hele bør gå op i en højere enhed,for at kunne kaldes kunst.

Christian Aarestrup

on18. June 2014

Nej, jeg mener, efter at ha’ kigget efter, at du har helt ret, Jørgen. Motorcykelbanden er geder. Lige Brando ligner godt nok ret meget nogle af de andre hestefigurer i Blacksad, hvis jeg må undskylde lidt for min fejltagelse, men jeg kan da godt se det, nu du si’r det …

Christian Aarestrup

on18. June 2014

… men jeg forstår ikke, hvad du mener med opdelingen. Jeg kender ikke andet til Porcellino, end hvad der står og vises ovenfor, og det er ikke lige min type læsestof, men i det anvendte eksempel går tekst- og billedsprog da helt konkret op i højere enhed ved at være meget mere, end hvis en af delene havde stået alene.

Matthias Wivel

on19. June 2014

De er da får, Brando & co., hvis ikke jeg tager meget fejl, hvilket er en anelse mere clever.

Christian Aarestrup

on20. June 2014

Det gør du vist ikke, Matthias. Men jeg tør ikke længere udtale mig om bandens art.

Jørgen Høgh

on20. June 2014

Hæ, hæ! Får og geder er endnu mere beslægtede end mennesker og svin. Jeg vil dog påstå, at Marlon og hans venner er geder. De mere kortsnudede af vennerne kunne være mohairgeder. Jeg vil dog ikke tage et væddemål om dette! Når så dét er sagt, vil jeg stadig mene, at den visuelle nydelse af en tegneserie betyder meget for mig. Måske hænger det sammen med, at jeg er ude af stand til at læse mellem linjerne – eller mellem panelerne – men det er altså min personlige indfaldsvinkel til mediet.

Christian Aarestrup

on21. June 2014

Den visuelle del af en tegneserie betyder skam også ganske meget for mig. Men jeg irriteres dog ikke af Porcellinos bevidst minimalistiske og naivistiske stil i nær samme grad som de dusinvis af professionelle illustratorer, der bare har tilegnet sig en eller anden stil, det være sig japansk eller amerikansk eller europæisk mainstream, til et tåleligt niveau, uden selv at tilføre den noget videre. Enhver tegner/serieskaber med sit helt klart eget udtryk, uanset om det falder i lige min smag eller ej, har langt mere værdi end en sækfuld af folk, der bare er gode til at kopiere noget, nogen andre har udviklet.

Jørgen Høgh

on22. June 2014

Jeg ved, at man skal passe på med allegorier. Lad mig dog så prøve alligevel på en lidt skæv og blandet måde. Rachmaninoffs anden klaverkoncert i C-dur opus 18 er skabt af et geni. Rachmaninoff var et geni. Eric Carmen populariserede værket i nittenhundredeoghalvfjerdserne, skønt han havde svært ved at indrømme sin gæld til den oprindelige komponist, da det blev opdaget. Men det var sådan, det var. Og nu kommer allegorien: Rachmaninoff var den geniale, Eric Carmen var kopisten/håndværkeren og ham, der sætter musik til Porcellinos tegninger vil højst være i stand til at spille redekam!

Malene Hald

@Jørgen, jep, man skal passe på med allegorier:) De er set bedre og væsentlig mere sande end den du kommer med dér.

Christian Aarestrup

Men hvad betyder det, Jørgen? Jeg er med på geniet og kopisten, der nåede bredere ud, fint nok so far. Men så til sidst skriver du bare i en bisætning, at Porcellino er vildt dårlig, (igen). Han er hverken Rachmaninov eller Carmen, han er ikke engang komponist i allegorien. han er én, der sættes musik til, og hvis man sætter musik til ham, uanset hvem man er, så kan man åbenbart ikke være god til at spille på noget instrument. Undskyld, men hvad er meningen hermed?

Matthias Wivel

Jørgen, har du fået læst noget Porcellino siden sidst? Igen: jeg kan ikke anbefale det nok.

Michael Thomsen

Bortset fra det er Rachmaninoff vel også en der er delte meninger om. Alle de fans af det 20. århunredes kompositionmusik der har Anton Webern og Gyorgy Ligeti etc som de største helte, de afsky vel Rachmaninoff’s dekadente bedagede føle-musik.

Jørgen Høgh

Til Michael: Jeg må indrømme, at jeg er vild med denne “følemusik”. Jeg er begejstret over Rachmaninoff, Richard Strauss, Tchaikowsky og andre i den liga. Til Malene og Christian: Ja, allegorien er måske ikke så god. Jeg var inspireret af et af Christians indlæg, og prøvede så i slutningen af mit indlæg at sige, at Porcellino ikke kan tegne. Til Matthias: Jeg har været rundt på nettet, og ikke fundet noget, der har kunnet overbevise mig om Porcellinos tegnemæssige kvaliteter. Men som jeg før har sagt, så kommer bogen med hjem, hvis jeg skulle falde over den på biblioteket.

Malene Hald

@Jørgen: Det er da fantastisk, at du er vild med Rachmaninoffs følemusik, personligt er jeg ikke pjattet med det. Men det betyder ikke, at jeg mener, at manden ikke kan komponere – for det kan han, det er bare ikke min personlige smag.

Ligeså kan Porcellino tegne, hvad enten du synes det eller ej. Du har aldeles ret til at hade hans tegninger som pesten, men det er noget pladder at påstå at han ikke kan tegne, bare fordi du ikke kan lide det. Vi kan sagtens diskutere subjektiv smag og “jeg synes at …”, men det er noget helt andet.

Christian Aarestrup

Hvis vi skal blive i metaforen, så har Porcellino så vidt jeg kan se valgt at blive god til at spille på et legetøjsinstrument fra BR. Det får han så et særegent udtryk ud af, som nok ikke passer ind i et klassisk ensemble, men som der på den anden side vel heller ikke er nogen grund til at se sig specielt sur på. Syn’s jeg …

Christian Aarestrup

Men nu skal du heller ikke føle, at alle er imod dig, Jørgen. Jeg kan godt li’ Rachmaninov, og Tjajkovskij og især Strauss.

Michael Thomsen

Men den progressive del af den klassiske musik HAR jo netop taget legetøjsinstrumenter og den slags til sig – godtnok er nogle af de ældre klassiske lyttere fortsat konservative, men der sker masser af sjove happenings i konservatorie-miljøet og til de eksperimenterende festivaler. min gode facebook-buddy Jexper Holmen har efterhånden opført en del musik ved brug af lånte spilledåser. På den måde ligner det klassiske miljø vel meget tegneseriemiljøet.

Michael Thomsen