Billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen har lavet en tegneserie. Måske. Mennesker og svin vælter sig i lort og blod i Den sorte sangbog. Felix Rothstein har læst en tegneserie. Måske.
Menneskeskikkelserne er uformelige og laskede og der er en foruroligende grådighed over alt hvad de gør – uanset om det er at kopulere eller myrde. Ikke at det gør nogen forskel i Jørgen Haugen Sørensens bog. Figurerne korsfæster, henretter og torturerer hinanden med samme glubske appetit, som de dyrker sex i store bunker. Der er ingen forskel på bogens deforme menneskemængder og slangen, der æder sin egen hale eller hunden, der er så optaget af at æde, at den ikke opdager, at den selv er i gang med at blive ædt.
Hans skulpturer står på Statens Museum for Kunst og på Louisiana – Jørgen Haugen Sørensen er ikke lige den første, man tænker på som tegneserietegner. Den sorte sangbog er da heller ikke nogen traditionel tegneserie. Kultegningerne er vulgære og brutale scener fra en verden, hvor mennesker, hunde og grise vælter rundt i et søbe af død og ødelæggelse, voldtægt og lemlæstelser, dyresex og pædofili. Den sorte sangbog er præget af et ækelt døds- og undergangstema. Det er en næsten middelalderagtigt dyster bog, der hele tiden kredser om udslettelsen af både dyr og mennesker.
Jørgen Haugen Sørensens dyrker grimhedens æstetik. Hans tegninger “ligner ikke” og siderne er svinet til af blækklatter og fingeraftryk. Men den gnidrede og grumsede stil har masser af gennemslagskraft i al sin uhumske nederdrægtighed.
På nogle punkter minder Den sorte sangbog om Franquins sortseende og galgenhumoristiske album Sorte sider, hvor livet og dødens absurditet går hånd i hånd med tegneseriens ældste våben: joken. For midt i al fordærvet er der også en sarkastisk og grotesk humor, der giver bogen et endnu mere uhyggeligt præg. Det er grimt på den gode måde.
Bogen er helt ordløs med undtagelse af en enkelt kort og kryptisk besked på siden inden første tegning: ”De ved hvad de gør!” Den sorte sangbog ligner en slags dommedagsprofeti eller en dystopisk forestilling om et totalitært samfund i drifternes vold. Men billederne er i ligeså høj grad et signalement af det moderne menneskes dårskab. De har bind for øjnene og følger bare strømmen.
Og det skulle altså så være en tegneserie. Den sorte sangbog lever umiddelbart ikke op til særligt mange af de gængse parametre for hvad en tegneserie er. Der er lang vej herfra og til Tintin: Ingen talebobler, ingen rammer, ingen lydord og der ikke nogen sekvens, historie eller klart forløb. Men det er heller ikke meningen. Den sorte sangbog er nærmere en række mareridtssyn eller associationer over en verden, der styrer mod afgrunden.
Det er ikke fordi Brøndums forlag ligefrem spytter tegneserier ud. Til gengæld har det lille forlag fra Nansensgade i København siden starten i 1966 udgivet en række fantastisk smukke bøger af meget høj kvalitet – både litterært, kunstnerisk og håndværksmæssigt. Altid akkompagneret af originalgrafik fra nogle af Danmarks største kunstnere. Og så står forlaget også bag en af dansk litteraturs allervigtigste værker: Inger Christiensens perle af en bog, Sommerfugledalen fra 1991.
Efter en bogløs pause på flere år dukkede Brøndums forlag op igen i 2010 med Henrik Nordbrandts digtsamling Vi danskere. Og nu har de så udgivet en tegneserie. Eller har de? Det mener forlaget i hvert fald selv. Men der står kun “tegneserie” på den følgeseddel anmelderen får, og hverken på bogens omslag eller titelblad.
Så er det en tegneserie? Jeg er ikke sikker. Måske er det i virkeligheden mere en coffee table book. Måske hører den til på et galleri. Uanset hvad, så er Den sorte sangbog en respektindgydende og modbydeligt interessant udgivelse, der for min skyld godt kan stå ved siden af Spirit, Splint og Superman i bogreolen.
Karakter: 4/5
Titel: Den sorte sangbog
Forlag: Brøndums forlag
Tegner og forfatter: Jørgen Haugen Sørensen
Form: Hæftet, 70 sider i sort/hvid
Pris: 250 kr. (Vejledende pris)
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 978-87-91204-31-9
Udgivelsesland: Danmark