Der er fuld libertinerservice i Terry Dodsons guvernante-fantasi, som både byder på store bryster og dampdrevne robotter. Desværre er det et værre rod.
Amerikanske Terry Dodson, der har en populær fortid som bl.a. Spiderman– og X-Men-tegner, har både smag og sans for det svulmende – ja, for det decideret svulstige. Det overfører han, i samarbejde med forfatteren Denis-Pierre Filippi, fra superhelte-mainstream til en fransk guvernante i “Drømmespil”, der bliver kaldt hans ”europæiske debut.”
Historien i “Drømmespil” trækker på en lang europæisk eventyrtradition – vi møder både Snevide, Rødhætte og prinsessen på ærten – såvel som på Lewis Carrolls (Alice i Eventyrland) og Jules Vernes (Jorden rundt i 80 dage) fantastiske litteratur fra slutningen af 1800-tallet. Men den kvalmt-burleske fortælling om guvernanten Coraline og hendes drømmerejse for at redde en uskyldig barndom fra voksenlivets kløer ligner mest af alt en dårlig undskyldning for at tegne babser og robotter.
Coraline får den vanskelige opgave at underholde en rig hertugs wunderkind af en søn.
Drengen bruger al sin tid på at bygge store dampdrevne maskiner og har aldrig tid til at lege. Men han læser romaner, og på mystisk vis bliver Coraline hver nat kastet ind i en slags parallel drømmeverden af erotiske eskapader, hvor drengen i skikkelse af sultan eller sørøverkaptajn prøver at forføre sin guvernante.
Den barmfagre guvernante skal så forsøge at vinde drengen tilbage til ”den virkelige verden” og samtidig redde sin lillesøster, der sammen med alle de tidligere guvernanter holdes indespærret i drengens drømme.
D.-P. Filippis fortælling en tynd kop te. Plottet er spinkelt og personskildringen er klichépræget og banal. Historien udfoldes hakkende og rodet, uden at det har nogen kunstnerisk begrundelse eller fortælleteknisk pointe. Historien har i det hele taget mest af alt karakter af at være pro forma.
Terry Dodsons tegninger er overdådige og generøse med farver såvel som med former. Hans billedsprog er bl.a. inspireret af retrofuturistisk steampunk samt art nouveau’ens og jugendstilens organiske og svungne linjer. Der ligger et stort researcharbejde bag, og tegningerne er både raffinerede og veludførte.
Men selvom det er tydeligt, at Terry Dodson i er en virkelig dygtig tegner, så bliver “Drømmespil”s billedside aldrig andet end uinteressant og lummer. Den er vulgær uden at være grotesk. Latterlig uden at være selvironisk. Og de umotiverede blottelser af bryster og baller bidrager ikke med noget.
“Drømmespil” er og bliver en husar-fantasi, der desværre både mangler charme og vid. Og hvis det er dét, du vil have, så tag og læs Hudibras i stedet. Hos Dodson og Filippi får man nemlig ikke andet end en bar røv at trutte i. I bogstaveligste forstand.
Karakter: 1/5
Titel: Drømmespil
Forlag: Cobolt
Tegner: Terry Dodson
Forfattere: Denis-Pierre Filippi (oversat af Per Vadmand)
Form: Indbundet, 104 sider i farver
Pris: 298 kr. (Vejledende pris)
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 978-87-7085-499-3
Udgivelsesland: Danmark
Del på
