Der er ingen tvivl om at udgivelsen af ‘Tank Tankuro’ er lidt af en øjenåbner for os, der gik og troede at ”mangaens gud”, Osamu Tezuka, ene og alene opfandt den moderne japanske tegneserie i fyrrene.
Ikke at ’Tank Tankuro’ for alvor udfordrer den opfattelse, men den nuancerer alligevel det billede, som bl.a. den amerikanske mangaconnaisseur Fredrik Schodt har tegnet i nyklassikeren ”Manga! Manga! The World of Japanese Comics”, som sådan groft forsimplet dokumeterede at mangaen før Tezuka var statisk og båret af totalbilleder [hvor læseren i hvert eneste billede ser fuldt udsnit af figurer og setting], at det var Tezuka, der med ’New Treasure Island’ (1946) for alvor introducerede dynamiske billedskift, nærbilleder, dynamisk sidelayout, og faktisk alle de ting, mainstream-mangaen stadig bygger på.
Efter endt læsning af Gajo Sakamotos krigsglade og ret fjollede robotskrøne ‘Tank Tankuro’, må man altså konstatere, at historien som er godt 10 år ældre end Tezukas debut, på den ene side netop er fortalt i totalbilleder, og derved ikke har de såkaldte ’filmiske’ kvaliteter, som kendetegner den moderne manga. På den anden side besidder ‘Tank Tankuro’s fjollerier og begejstring for voldsomme optrin en sensibilitet, der ligger uhyre tæt på Tezukas signatur-figur, Astro Boy – og det er da også sjovt, at begge figurer er robotter, der kan hive våben ud af lommer, som bortset fra at den ene er stor og rund, og den anden lille og cute, er designet ret ens.
Apropos design, er den engelske udgave virtuost tilrettelagt af Chris Ware, og udstyret er så lækkert, at det rent faktisk gør udgivelsen en bjørnetjeneste. Man får simpelthen indtrykket af, at det er dødehavsrullerne, man får stukket i hånden – bare i en lækker kassette – men Gajo Sakamotos historier er mest interessante i en æstetisk og historisk kontekst, eller som lidt vanvittigt, krigerisk oplæsningsmateriale til de mindste. Jojo, det ER sjovt, når fjenden skyder blæksprutte på blæksprutte efter en flyvende Tank Tankuro, indtil en hel blækspruttekæde er dannet, så soldaterne simpelthen kan trække Tankuro ned fra himlen, og selvom det både er betænkeligt og en alvorlig sag, er det sjovt at læse børnebøger, hvor den sympatiske hovedperson spiser søde fugleunger, og morer sig over at skyde fjendens soldater ned.
Og så er der lige det grafiske – det er og bliver en stor oplevelse, at se de der japanske ting, der bærer tydelige spor fra den fabelagtigt smukke træsnitæstetik – med Hiroshige og Hokusai som primære eksponenter – med sig, og nøj, hvor passer den stil godt til tegneserier!
Karakter: 3 1/2 ud af 5
Værkets titel: Tank Tankuru – Prewar Works 1934-1935
Forfatter/tegner: Gajo Sakamoto
Forlag: Presspop
Form: Hardcover, kassette, farver.
Pris: ca. $30 (Amazon.com)
ISBN: 978-4903090245
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: USA