Politisk idealisme møder politisk realisme i den klassisk fortalte, veldrejede og nuancerede spion-thriller No Pasaran af italienske Vittorio Giardino.
Den rødskæggede, piberygende og lidt modvillige tegneseriehelt Max Fridman er en gammel kending på det danske tegneseriemarked. I 80erne udsendte Carlsen de to albums ‘Ungarsk Rapsodi’ og ‘Menneskejagt i Istanbul’. Nu er han dog tilbage i en flot, omfattende udgivelse i moderne ‘graphic novel’ format.
I ‘No Pasaran’ kontaktes den jødiske Fridman af en gammel vens hustru, der beder ham om hjælp. Vennen er forsvundet i Spanien, der plages af borgerkrig. En borgerkrig, som Fridman selv har kæmpet i som en del af den internationale brigade, men nu har ladt bag sig til fordel for et stille liv i Geneve sammen med sin datter.
Netop hjemkommet fra farefulde oplevelser i ovenfor nævnte Ungarn og Istanbul er han lidt forsigtig med at kaste sig ud i nye, livsfarlige missioner, men hans loyalitetsfølelse over for vennen vinder til sidst, og Fridman bevæger sig atter ind det krigshærgede Spanien, hvor fascismen efterhånden er tæt på sejr.
Den internationale brigade er sendt hjem, og Fridmans tilstedeværelse vækker straks mistanke. Dernæst følger et kompliceret spil, hvor Fridman roder uklar med både kommunisterne og fascisterne. Til gengæld stifter han bekendtskab med en forførende kvindelig rapporter, så det er ikke skidt det hele.
Det er i gråzonerne, at historien udspilles. Fridman kender alt til den politiske realisme (kontra idealismen, som er den officielle drivkraft for både kommunisterne og fascisterne), og det er denne komplekse forståelse for en borgerkrigs indre mekanismer og faldgruber, der gør ‘No Pasaran’ til en spændende og medrivende tegneseriefortælling for modne læsere. Fridman drives af nødvendighed, ikke af idealisme. Han gør det, han er nødt til at gøre ud fra en loyalitetsfølelse, en retfærdighedssans og en overbevisning om, at borgerlige værdier er nødt til at vinde over de kræfter, der truer med at sluge Europa. Vi er i slutningen af 30erne, så truslen er overhængende og en del af hverdagen.
Giardino er en god forfatter, der ikke er bange for at lade de små situationer fortælle historien. Som tegner er han af den klassiske skole, men hans virkemidler er ofte effektivt subtile. Ansigtsudtryk siger mere end 1000 ord, og dette mestrer han i den grad. Der bliver aldrig eksplicit redegjort for, hvad der driver Fridman, men hans handlinger, kropssprog og mimik fortæller hele historien. Kombinationen af ordrig fortælling og en visuelt underspillet billedside skaber et komprimeret og detaljerigt værk, man bør tage sig god tid med.
Jeg var lidt ked af at sige farvel til Fridman ved endt læsning, og det må anses som værende en stor ros for enhver bog. Giardino skal også roses for sit grundige researcharbejde. Han kender sit stof, hvilket bliver gjort ekstra tydeligt i bogens omfattende ekstramateriale. Udover de sædvanlige skitser og manuskriptsider (dog er der tale om manus til scener, der IKKE er med i den færdige bog) er der også historiske afsnit og fotografisk billedmateriale med referencer til de sider i bogen, hvor de har bidraget til inspirationen. Det historiske afsnit sidst i bogen kan man med fordel læse, før man kaster sig over selve historien. I hvert fald hvis man ikke er helt så hjemme i Den Spanske Borgerkrig som Giardino tydeligvis er.
Det er en spionhistorie af den gamle skole, vi har at gøre med her. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på enten Graham Greene eller John Le Carre. Eller spionfilm med Michael Caine fra dengang anmelderen var knægt. Med andre ord – noget så herligt som en rigtig, god bog!
Karakter: 4/5
Værkets titel: No Pasaran – Max Fridman i den spanske borgerkrig
Forlag: Fahrenheit
Forfatter/tegner: Vittorio Giardino
Form: Hardcover, 240 sider i farver
Pris: Vejledende pris. 249,50 kr.
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978-87-92320-19-3
Udgivelsesland: Danmark
Del på
