Med ‘Sugar Skull’ har Charles Burns fuldendt trilogien, der indledtes med ‘X’ed Out’ og ‘The Hive’ og skabt et uforglemmeligt mesterværk.
‘X’ed Out’ (dansk udgave: ‘X’et ud’) vakte for et par år siden opsigt af flere grunde – den repræsenterede Charles Burns første værk efter hans opus magnum ‘Black Hole’ (dansk udgave: ‘Sort Hul’), var ophavsmandens første længere tegneserie i farver og endelig var der for tegneseriemiljøet noget …kildrende ved albummets mange Tintin-referencer.
Men især efter anden del, ‘The Hive’, stod det klart at nærværende trilogi er tænkt som ét værk, skønt legen med industrielt fransk-belgisk albumformat – A4, 64 sider – er overlegent gennemført. Historien om boheme-slacker-hipsteren Doug bygger nemlig sin dramaturgi op mod en form for afslørende klimaks, som indlysende først forløses i den netop udkomne afslutning ‘Sugar Skull’, og derfor har læsere i virkeligheden måtte vente helt indtil nu på at finde ud af, hvor fantastisk Burns seneste projekt i virkeligheden er.
Lad det være sagt med det samme: ‘X’ed Out/The Hive/Sugar Skull’ er en formidabel tegneserie, nærmest forbløffende. Efter endt læsning af ‘Sugar Skull’ tvinges man næsten til at genlæse de tre bind forfra, for at forstå en lang række billeder, scener og sekvenser anderledes, og pludselig fornemmer man i de to første bind en langt dybere klangbund, end man på nogen måde var (eller kunnet have været) bevidst om, da man læste dem i sin tid, uvidende om afslutningen.
Fra slank teenage-poet til småkvabset rockabilly-voksen
Denne anmeldelse kunne naturligvis ikke drømme om at spoile noget, men Charles Burns seneste storværk er nok bedst tjent med så lidt forhåndsviden om værket som muligt. Vi er på mange måder tæt på David Lynch igen, på ‘Lost Highway’ og ‘Mulholland Drive’, og tænk om havde set førstnævnte og på forhånd vidst at Bill Pullman midtvejs forvandler sig til Balthazar Getty – det ville virkelig have været nedtur. Så overvej nøje om du har lyst til at læse videre her, selvom det er spoilerfrit territorium.
På omslagene til de tre bind ser vi hovedpersonen Doug på forskellige tidspunkter som ung og yngre mand. Fortællingen betjener sig – naturligvis, fristes man til at sige – af ombrudt kronologi, og springer frem og tilbage mellem tider, så vidt man kan regne ud en fem-seks år, hvor Dougs fysik ændrer sig fra slank teenage-poet til småkvabset rockabilly-voksen. Samtidig kobles et symbolsk, surreelt drømmespor på fortællingen, hvor Dougs alter-ego – Tintin-skikkelsen Johnny – bevæger sig rundt i en science fiction-ørken beboet af firbenmennesker og grisedværge, hvor yngre kvinder arbejder som breeders i huler, og lægger æg a la kæmpefluesvampene fra ‘Tintin og den mystiske stjerne’.
I ‘virkeligheds’-sporet koncentrerer Burns sig om Dougs møde med den sfæriske kunstfotograf Sarah, som han bliver kæreste med, mens hun forfølges af sin voldelige eks-kæreste Larry. Sammen med den fælles veninde Nicky føres læseren gennem kunstudstillinger, loppemarkeder, koncerter, digtoplæsninger og masser af referencer til både billedkunst, musik, litteratur og tegneserier – herunder koryfæer som William Burroughs, Patti Smith, Brian Eno, Louise Bourgeois og Lucas Samaras.
Men sjovt nok er det god gammeldags spænding, der driver fortællingen. Læseren ved nemlig – i bedste film noir-stil – at Doug lige fra starten af fortællingen har været ude for en eller anden voldsom eller voldelig hændelse, og som tingene udvikler sig, bliver man simpelthen mere og mere nysgerrig efter at finde ud af hvad der er sket.
Kirurgisk præcision
Hvad er der så sket? Flere ting – på raffineret vis lykkes det Burns at narre i hvert fald denne læser til at lede efter svar på de forkerte spørgsmål, så at sige, og når svarene på rigtige spørgsmål dukker op, er det med næsten svimlende følelsesmæssig effekt, og alt det man har læst, kan (og bør!) pludselig genlæses i nyt lys. Det er en stor bedrift, som tilføjer en dyb og kunstnerisk dimension til værket. Man forstår at det ikke kun er Charles Burns’ karakteristiske ultrakontrollerede grafik, der udfoldes med kirurgisk præcision, men tillige narrativet, hvor altså læseren pludselig indser, hvor vild og kompleks og inderligt knugende en fortælleteknisk konstruktion, Burns har skabt.
Det ville virkelig være synd at komme nærmere ind på hvad det er, ‘X’ed Out/The Hive/Sugar Skull’ i virkeligheden handler om, selvom tegnene er der hele tiden, så det undlader vi.
Til gengæld kan man vel godt afsløre, at konsekvensen af slutningen på ‘Sugar Skull’ er meget voldsom. Burns lægger simpelthen markant moralsk afstand til en type og et miljø, han selv kommer fra og forstår indgående, og som man må formode udgør en ikke ubetydelig del af hans læserskare. Også denne dimension føjer en form for kunstnerisk facet til den i forvejen voldsomme bedrift, og det påtrængende spørgsmål i tegneseriekulturen er – midlertidigt – ikke længere: “Hvem er stærkest, Superman eller Hulk?”, men derimod: “Hvad er bedst, ‘Black Hole’ eller trilogien?”.
‘X’ed Out/The Hive/Sugar Skull’ er en tegneserie i den helt sjældne klasse, hvor man efter endt læsning har lyst til at bygge et lille alter, så man kan tilbede efter fortjeneste.
Karakter: 5/5
Værkets titel: Sugar Skull
Forfatter/tegner: Charles Burns
Forlag: Pantheon
Form: Hardcover, i farve, 64 sider i farve
Vejledende pris: kr. 148 (i Fantask)
Udgivelsesår: 2014