Elegante og ofte udsyrede Suehiro Maruo er tilbage med afdæmpet romanadaption.
Suehiro Maruo er noget af et fænomen. En unik mangaka der med bøger som ”Ultra-gash Inferno” og ”Mr. Arashi’s Amazing Freak Show” mere end nogen anden har formået at udviske grænserne for hvad der kan og ikke kan udgives af veletablerede forlæggere. Han er både berømt og berygtet for sine blodige og perverse manga, der via smukke og frastødende billeder på samme tid byder på knivskarp kritik af japansk kultur og historie og udstiller de mørkeste og mest urovækkende sider af både læser og forfatters underbevidsthed.
Den nyeste engelsksprogede Maruo udgivelse – The Strange Tale of Panorama Island – er baseret på en roman af gyserforfatteren Edogawa Rampo, hvis pseudonym i øvrigt kommer af den japanske udtale af Edgar Allan Poe. Der er tale om en overraskende trofast fortolkning af den originale historie, sat i 1920’ernes Japan. En ung og fejlslåen forfatter, Hitomi Hirosuke, beslutter sig for et radikalt karriereskift, da han får nys om en succesfulde og yderst velhavende barndomsvens utidige død.
Vennen ligner nemlig vores hovedperson på en prik og Hitomi sætter en plan i værk for at træde i den afdødes sted og tilrane sig både hans formue og hans smukke enke. Dette lykkedes utroligt nok og den unge forfatters egentlige plan kan derefter sættes i værk. Hvad præcist denne plan går ud på skal ikke afsløres her, men den involverer en privat ø, en skare af cirkusartister og en imponerende mængde af løssluppen (og relativt udpenslet) sex.
Klodsede temposkift og spektakulær dekadence
Historien er i og for sig rimelig interessant og Rampos fortælling og Maruos streg danner et vældig godt par.
Dog er bogen struktureret på en måde, der til tider virker klodset og hyppige temposkift får dele af værket til at føles forhastede, mens andre fremstår langsomme og unødigt dvælende. Den sidste tredjedel af bogen, hvor komplot og planer for alvor afsløres, kan ikke undgå at minde en om Tinto Brass’ klassiske sleaze film ”Caligula,” omend den storladne dekadence i Maruos talentfulde hænder fremstår mere spektakulær og fascinerende end vulgær og lummer. Man kunne ønske sig, at mere af bogen var dedikeret til dette fremfor den noget langsommelige opbygning til klimakset, der hverken byder på nogen store visuelle eller fortælletekniske overraskelser.
Suehiro Maruos streg er yderst stiliseret og han er i høj grad inspireret af klassisk japansk ukiyo-e kunst. Særligt tydelig er Tsukioka Yoshitoshis indflydelse, en attenhundredetals kunstner der blandt andet stod bag de berømte Muzan-e – en serie af 28 illustrationer af berømte og grusomme mord fra Kabuki teaterstykker.
Udover at være mangaka er Maruo også en flittig illustrator og hans tegnestil bærer på mange måder præg af dette, med billeder der til tider kan virke mere som enkeltstående værker end som dele af et mere dynamisk hele – en stærk stilistisk kontrast til andre nutidige mangaka, der ellers ofte vægter bevægelse og dynamik over detalje.
Selvom dette element af Maruos kunst måske ikke vil falde i alles smag, er det med til at give billedsiden i Panorama Island en foruroligende og stemningsmættet kvalitet og det passer i den grad til tegneseriens 1920’er ramme. Produktionen af bogen selv, en stor og smukt trykt hardcover sag, er værd at fremhæve. Den er oversat og redigeret af Ryan Sands og udgivet af det amerikanske kunstforlag Last Gasp, der her har skabt et ekstraordinært smukt fysisk produkt – en passende belønning til tålmodige læsere, der har ventet i snart fem år, siden den engelsksprogede udgivelse først blev annonceret i 2009.
God introduktion til Marous univers
Dette er afgjort et af Maruos mere afdæmpede værker hvad angår både surrealisme og udpenslet vold – to elementer, der ellers danner fundamentet i mange af hans andre bøger.
Andre gennemgående træk fra hans forfatterskab går igen her, særligt kunstneriske og symbolske elementer som for eksempel en vedblivende besættelse af øjne og en leg med perspektiv og visuelle illusioner. Selve historien forbliver dog mere Rampo end Maruo, et faktum der i dette tilfælde desværre føles mere som en svaghed end en styrke, ikke mindst fordi det sætter relativt faste grænser for hvor eksperimenterende og kreativ kunstneren kan være og fordi tempoet fra romanen ikke nødvendigvis er specielt velegnet til mangaformen.
Flere anmeldere har kaldt Panorama Island en god introduktion til Maruo for den uindviede læser, men der er ikke meget i denne bog, der forbered en på det visuelle mareridt af ekskrementer og materie, som man bydes på i for eksempel ”Ultra-gash Inferno.” Lad dette derfor være en advarsel – Suehiro Maruo er for manga hvad Takashi Miike er for japansk film: blandt de afpudsede og let fordøjelige mainstream værker gemmer der sig uundgåeligt en historie om en menneskelig torso, der fodres med sine egne indvolde i en mørk kælder.
Karakter: 3/5
Titel: The Strange Tale of Panorama Island
Forfatter og tegner: Suehiro Maruo efter historie af Edogawa Rampo
Oversættere: Ryan Sands, Kyoko Nitta
Forlag: Last Gasp
Form: Hardcover i sort/hvid med enkelte sider i farver
Sidetal: 152 sider
ISBN: 978-0-86719-777-8
Udgivelsesland og år: USA 2013 [Japan 2007]
Del på
