Alle elsker BONE! Men hvad med Jeff Smiths nye projekt, sci-fi-thrillerserien RASL?
For at sige det som det er, fra starten: RASL er en dårlig tegneserie. Historien er kedelig og utroværdig, og tegningerne stive og uden liv.
For at tage det sidste først. Jeff Smith (“THE NY TIMES BEST SELLING AUTHOR OF BONE” som forsiden minder os om) kan sagtens tegne. Han har bevist det tidligere i netop ‘Bone’, og der er for så vidt ikke noget, der tyder på, at håndværket ikke er i orden. Men af en eller anden grund, som jeg ikke skal gøre mig klog på, vælger Smith at tegne i en streg, der hiver alt liv ud af seriens semi-realistiske figurer.
Baggrundene lever fint i form af en tynd streg suppleret med en fin og minimalistisk skravering. I kontrast hertil er alle figurerne indkapslet i en tyk konturstreg, der får dem til at lignede klodsede træfigurer, der ikke indeholder for en fem øres bevægelse. Når figurerne slås – og det gør de ofte – ser det ud som om, de står og holder næven oppe i næsen på hinanden. Frosne figurer i en børnehavens stop-dans, der blot venter på, at musikken bliver startet igen. I næste billede er de frosset i en ny figur. Hvorfor må jeg ikke være med, der hvor musikken er? Det er grimt, og det spiller ikke.
Historien er en sær kop te. Vi er ganske vist kun halvvejs igennem, så de løse ender kan man ikke tillade sig at klage over på nuværende tidspunkt, men det er et problem for serien, at man egentlig ikke føler noget større behov for at få dem knyttet sammen.
RASL, som det vist er på tide, jeg får præsenteret, er vores hovedperson, og han har fået fat i opfinderen Nikola Teslas skjulte notesbøger med data fra fysikerens hemmeligholdte forsøg. Med dem i hånden skaber han en maskine, der gør, at han kan rejse mellem parallele universer. For at forhindre militæret i at bruge maskinen stikker han af og bruger dem i stedet til at leve et liv som kunsttyv med hang til prostituerede. I hælene på ham er en eller anden form for agent, der ingen midler skyr for at få fat i ham.
Der mangler tydeligvis stadig nogle brikker i puslespillet om RASL, som man må forvente bliver lagt i fremtidige kapitler, men på nuværende tidspunkt virker “nørdet forsker bliver til hårdkogt tyv, der knalder damer, selv under en menneskejagt – og han gør det hele for at redde verden”-konceptet så udknaldet, at man ikke rigtigt sluger det. Der er alt for meget “arj, kom nu” og for lidt “åhr hvad!”.
Hvad værre er, at Smith har forelsket sig i en konspirationsteori, hvor vekselstrømsmotorens opfinder Nikola Tesla angiveligt har stået bag uforklarlige fænomener og naturkatastrofer som den såkaldte Tunguska-eksplosion i 1908. Smith opfordrer endda bagerst i bogen til, at man selv googler videre på fænomerne, mens man holder fast på sin hat. Min hat var ikke det mindste ved at falde af. Jeg blev kun bekræftet i, at Smiths fremstilling af begivenhederne tilhører den mere fjollede af slagsen.
Der er i det hele taget ikke meget, der lykkes for Smith i RASL. Ikke fordi han er famlende – det virker mere som om, han har tænkt “nu vil jeg lave noget hårdkogt” og så taget alle de dårlige valg derfra.
Karakter: 2/5
Titel: RASL – Pocket Book One (samler hæfterne RASL #1-7)
Tegner og forfatter: Jeff Smith
Forlag: Cartoon Books
Form: Sort-hvid softcover, 23×16 cm
Sidetal: 228
Udgivelsesår: 2010 (opr. hæfter 2008-10)
Pris: $17.95
ISBN: 978-1888963243
Udgivelsesland: USA
Elsker alle Bone? Jeg synes den var sterilt tegnet og toppede meget tidligt med det sjove “The Great Cow Race” et par hundrede sider inde. Derefter blev den et kedeligt Tolkien rip-off, som jeg sikkert ville have kunnet lide da jeg var 15 år gammel og læste den ene dårlige murstens-fantasyroman efter den anden, men som jeg virkelig ikke har interesse for idag.
Det er redaktøren, der har indsat den påstand!
(Men eftersom jeg var omkring de 15, da Bone kom til Danmark, var de nok til at imponere mig.)
Jeg er lidt fascineret over hvad det tit er der sker for tegnere, der har baggrund i animation. De er tilsyneladende vandt til at lægge al deres energi i at udtrykke figurernes personlighed gennem selve animation-bevægelsen, og selve stregen bliver livløs når de prøver at lave en tegneserie.
Det er vel en meget begrænset del af Smiths karriere, der har foregået i animationsverdenen. Men teorien er da interssant. Hvem tænker du ellers på?
Uh… godt spørgsmål. Hvem tænker jeg ellers på? Det er bare sådan en halvhjertet teori jeg ikke har tænkt helt igennem. Ham der med Nord-Korea dagbogen. Delisle.
Jeg købte også den der “Anya’s Ghost” af Vera Brosgol. God bog. Hun er en virkelig fin tegner, som dog også er lige på grænsen til det sterile ind imellem. Stregen mangler lidt personlighed.
Brosgol’s hjemmeside. Hun er lidt Jeff Smith-agtig. Superduper dygtig, men det er næsten FOR lækkert, så det bliver en lille smule sterilt: http://verabee.com/art
…og så er hun vist RET glad for piger, haha.
Ja, det er rigtigt. Der er noget af det samme på spil. Moderen i de nederste ruder her http://firstsecondbooks.com/anyas/anya_2.html befinder sig i position 1 og bagefter i position 2. Men der er ingen fornemmelse af bevægelsen fra 1 til 2.
Altså, jeg er virkelig taknemmelig for at jeff Smith og hans ligesindede har været med til at skabe et marked for ‘all-ages’ tegneserier i USA. De burde måske bare bruge lidt tid på at studere Franquin og Carl Barks og Peyo og nogle af de andre gamle mestre, for det er som om der mangler et eller andet som det kan være svært at sætte ord på.
Jeg har bemærket det samme ved børnebogsillustratorer – det bliver på en eller anden måde for rutineret-lækkert-dødt.
Jeg forstår ikke kritikken af “Bone”, først og fremmest. Grinet topper ved koracerløbet, men der følger mange smil efter, og fortællingen er i mine øjne spændende. Nej, Jeff Smith er ingen Franquin – det er de færreste – men han er en af de få yngre tegnere, der tangerer ham. Der ner megen bevægelse og dynamik i Smiths tegninger. Mest, når han tegner dyr og “væsner”, mindst, når han tegner mennesker.
Men der er jo gået et antal år efterhånden, så måske vi nærmer os Jeff Smiths “antitesetid”, ligesom vi før har oplevet Auclairs og Bourgeons “antitesetid” – der vel stadig ikke er over – indtil man vil se, hvordan disse egentligt bidrog til tegneseriens udvikling.