Cool cykel
Den slovenske Tanya Komadinas debut “Cool cykel”, som er baseret på en novelle af Manka Krimenšek Križman, er fortællingen om en dreng, en cykel og en borgerkrig.
Mile er otte år, da krigen i Bosnien-Herzegovina bryder ud i 1991. Han er for lille til rigtigt at bekymre sig om krigen som de voksne, men er mest optaget af en cykel, som står i udstillingsvinduet hos den lokale cykelhandler i Mostar, hvor han bor. Hans mor havde lovet, at han måtte få den, når der var gået 100 dage, men da krigen bryder ud, kan hun ikke give ham den alligevel. Mile er knust.
Nu springer handlingen til 1993, da Mile ankommer alene til Ljubljana i Slovenien, hvor han skal bo hos en fjern slægtning, Fru Kovačevič. Her bliver han gode venner med pigen Lana, der til sin fødselsdag får en cykel magen til den, han ønskede sig hjemme i Mostar. Mile får lov at køre på den, men da han kommer hjem, græder han og skriger ind i hovedpuden. En dag stjæler han cyklen og gemmer den i en kælder.
“Cool Cykel” kunne godt være baseret på en eller andens personlige oplevelse, og de mange henvisninger til konkrete steder og tidspunkter indikerer, at det er en helt eller delvist sand historie. På en måde er det en forholdsvis uskyldig historie, for vi ser ikke, at Mile oplever krigshandlinger eller kampe. Alligevel hænger krigen som en skygge over fortællingen.
I Mostar ser vi, at de voksne er bekymrede, og da Mile ankommer til Ljubljana to år senere, er han en “tyst og slutan pojke”, der sidder og kigger ud af vinduet med et sørgmodigt blik i øjnene. Læseren får ikke at vide, hvad Mile oplevede i perioden mellem 1991 og 1993, men man undrer sig over, hvorfor hans mor og de andre familiemedlemmer fra Mostar ikke er med i Ljubljana, eller hvorfor Mile tilsyneladende ikke har kontakt med dem. Er der sket dem noget?
De fleste 10-årige, der blev sendt væk fra deres mor for at bo i en fremmed by hos en fjern slægtning, ville nok være triste og tavse, men i en historie, der i forvejen rummer flere henvisninger til konkrete steder og tidspunkter, er det svært ikke at tænke på, at der under krigen i eks-Jugoslavien netop i Mostar foregik forfærdelige ting i perioden 1991-1993, som man nok ikke kunne undgå at se, selvom man bare var et barn, der drømte om en cool cykel. Men ingen taler om krigen, selv de andre børn i Ljubljana spørger ikke Mile, hvorfor han ikke tager hjem. “De visste på nåt sätt”.
Mile går i skole og leger med de andre børn, men da han for første gang får lov at prøve Lanas nye cykel, drømmer han sig væk til sin egen gade i Mostar og forestiller sig, at det er der, han cykler. At stjæle cyklen virker umiddelbart irrationelt, men for Mile er det ikke bare en cykel. For ham er den en håndgribelig metafor for alt det, der var i Mostar, før krigen brød ud, og som han ville ønske, han kunne vende tilbage til. Ingen hjælper Mile med at bearbejde det, som han oplevede under krigen i Mostar, og hans egen barnlige måde at håndtere det på er at drømme sig tilbage til fortiden ved hjælp af cyklen.
“Cool cykel” er tegnet i en enkel stil, lidt skitset og til den naive side, men det passer godt til historien om et barn og hans drømmecykel. Der er mange detaljer, der vidner om, at Tanja Komadina kender sit materiale. Forskellen på byggestilen i Mostar i det gammeldags og etnisk sammensatte Bosnien-Herzegovina og det mere moderne og industrialiserede Ljubljana er tydelig i tegningerne, hvilket er afgørende for, at man lægger mærke til det vigtige sceneskifte, da Mile drømmer sig væk, mens han prøver Lanas nye cykel. Karaktererne er ligeledes designet ret autentisk og med omhyggeligt gengivne detaljer. Et eksempel er læreren i Miles skole i Mostar, hvis ansigtstræk er typiske for regionen, og både påklædning, frisure og briller passer til perioden og stedet. Også Fru Kovačevič, som Mile bor ved i Ljubljana, er en type, man vil genkende, hvis man har været i Ljubljana eller andre steder i Eks-Jugoslavien med hendes konede krop og praktiske, lidt gammeldags dametøj.
Der er desværre også eksempler på, at tegningerne ikke altid fungerer lige godt. Nogle steder er Mile tegnet fladt og måske lidt forhastet, mens det virker som om, at Komadina har haft lidt lettere ved at portrættere Fru Kovačevič. Det kniber også sommetider med den mere psykologiske del af karaktertegningen. Især børnene bliver sommetider fremstillet meget karikeret med store runde øjne eller forsimplede udtryk. Et eksempel er det sted, hvor de andre børn er sure på Mile, fordi han har stjålet Lanas cykel, men kun viser det ved at at øjenbrynene er lidt på skrå. Mile selv sidder godt nok på jorden midt i gruppen af vrede børn, men man mærker ikke rigtig på tegningen, hvad han føler. Man forstår det på grund af historiens forløb og karakterernes placering i rummet, men man mærker ham ikke rigtig. Her og mange andre steder i bogen kunne Komadina have arbejdet mere med også at udtrykke karakterernes følelser gennem kropssproget, som hun f.eks. lykkes med i tegningen af Fru Kovačevič på vej op ad trappen. Her viser hendes sammensunkne holdning, bøjede hoved og rynkede pande tydeligt, at hun er trist og bekymret.
“Cool cykel” er en fin lille historie om krig og om, hvordan et barn lever med oplevelser fra en krigszone, når det bliver hverdag igen. Det er måske ikke en bog, der kommer til at ændre verden, men den er relevant som bidrag til at forstå, hvordan krig og dens følger kan opleves af børn. Sammen med andre beretninger kan den være med til at nuancere billedet af flygtningebørns virkelighed. Handlingens fokus på cyklen og hvordan den for Mile kommer til at stå for tiden før krigen er et vellykket forsøg på at fortælle historien fra barnets perspektiv. Det faktum at man intet hører om, hvad han rent faktisk oplevede under krigen i Mostar, men bare får et par vage antydninger, skaber en rugende stemning i den på overfladen ellers ret fredelige historie. Det er en subtil men virkningsfuld måde at fortælle på, men den forudsætter, at man er gammel nok til at kunne huske medieberetningerne om krigen i Eks-Jugoslavien i 90’erne, så man selv kan forestille sig uhyggelige scenarier for, hvad Mile kunne have oplevet i Mostar, før han kom til Ljubljana.
Hvis man ikke kender denne baggrund, vil man ikke forstå, hvad Mile må gemme på, og sikkert ikke forstå historiens alvor. Det kunne have været interessant at høre historien fortalt med Miles egen stemme, som nok ville have fortalt mere om oplevelserne i Mostar mellem 1991 og 1993, og det ville have givet et mere nuanceret billede af ham. Som det er nu, ser man nok begivenhederne i øjenhøjde med barnet, men altid udefra. Det er der som udgangspunkt ikke noget galt i, men her ville en bedre psykologisk beskrivelse i tegningerne især af Mile have beriget fortællingen og givet læseren mulighed for at lære ham lidt bedre at kende.