Canadiske Joe Ollmanns tegneseriemaskine er ved at være toptunet. I hans seneste udspil, ”Science Fiction”, dumper man ned i den midaldrende college-professor Mark Setts anonyme tilværelse. Vi kommer med på arbejde, hvor Mark underviser skoletrætte teenagere i biologiens mysterier, og vi er fluen på væggen til ugens absolutte højdepunkt: filmaften i sofaen, med kæresten Sue. Mark og Sue er glade for hinanden, og for deres rutiner. De er nærmest lykkelige. Lige indtil et glemt minde fra fortiden trænger sig på. Pludselig kan Mark huske, at han en nat for længe siden blev bortført af væsener fra rummet. Og herefter bliver intet det samme igen.
Ollmanns tegnestil er sikker. Han er især god til at placere et diskret skævt smil, en panderynke og et par lurende øjne på sine figurer. Og så er dialogen original og sjov. Ollmann får læseren med på legen fra start og ”Science Fiction” er hurtigt læst. Et centralt spørgsmål er naturligvis om Mark virkeligt har været bortført af en UFO, eller om det bare er noget han bilder sig ind? Det skal ikke afsløres her. Man deler Marks forvirring. Den rationelle biologilærer, som normalt intet har til overs for elevernes discount-viden, som de ukritisk har hentet på nettet, er nu selv på nettet alle døgnets timer, hvor han studerer og debatterer UFO-bortførelser. I anden akt af ”Science Fiction” udvikler det sig til en besættelse. Mark holder op med at gå på arbejde og isolerer sig fra sine venner. Snart udvikler han usunde spisevaner og lader skægget gro.
Joe Ollmann har to udgivelser fra det canadiske forlag Insomiac Press på samvittigheden, foruden ”Mid-Life” (2011, Drawn and Quarterly), som også drejer sig om en mand i hans bedste alder, der, som titlen antyder, har en alvorlig midtlivskrise (smagsprøve kan hentes her). I ”Science Fiction” bevæger Ollmann sig videre end den normale livskrise i retning mod det totale mentale sammenbrud. Undervejs begynder man at ane, at den psykologiske deroute i ”Science Fiction” nok er tænkt som en metafor for en akut depression, tilsat et drys internet-katalyseret angst?
Ollmann har et skarp blik for, hvordan skænderier og konflikter i et parforhold opstår og eskalerer. Det er især her, at der er synergi mellem dialogen og karakterernes varierede ansigtsmimik. Mark møder sin krise med stolt fornægtelse og bitterhed (“passiv-aggressiv”-opførsel), og først sent bliver de farlige følelser erkendt. Men på dette tidspunkt er omgivelsernes tålmodighed til gengæld ved at være sluppet op. I slutningen af “Science Fiction” flyttes læserens sympati til Sue, og spørgsmålet er, om hun kan blive ved med at leve sammen med Mark. Kunne du, kære læser, leve sammen med en person, der insisterede på at have været bortført af en UFO? Til sidst er parforholdet i fare, og man ser nu for sig, at Mark måske aldrig kommer ud af labyrinten. Ja, det lyder trist, når man genfortæller det, men det er sjovt fortalt, og så er det et oven i købet et vigtigt samfundsproblem, som Ollmann tager i behandling. Jeg læste fornylig i avisen at 25% af den samlede sygdomsbyrde i Danmark i dag skyldes psykiske lidelser (!), hvoraf depression og angst står for hovedparten.
”Science Fiction” er en meget velfungerende hybrid mellem en traditionel tegneserie, med sjov dialog, og den tungere ”graphic novel”-genre, hvor man gerne tager kampen op med livets alvor. Hvis man absolut vil være kritisk, så kunne man måske pege på den fornemmelse af storyboard, der opstår enkelte steder i ”Science Fiction”, og som gør, at man i nogle sekvenser taber forbindelsen til alvoren i historien. Som Christian Aarestrup for nyligt pointerede andetsteds på Nummer 9, så kan tegneserien helt generelt “… ikke hamle op med filmens karakterskuespil …” Netop en ekvilibrist som Joe Ollmann kan paradoksalt nok støde hovedet mod loftet her. Ikke sådan forstået at tegneserier ikke kan levere lige så spændende karakterer. Men når man sætter så nuancerede skæbner i søen som Ollmann gør, så kræver det måske nok at der også benyttes andre fortælle-redskaber udover dem som virker effektivt i film (og teater)? Først efterfølgende opdagede jeg, at Ollmanns tidligere værk, ”Mid-life”, faktisk skal filmatiseres (i Frankrig), hvilket er oplagt.
Hvis Ollmann ikke allerede er helt tabt til filmverdenen (og nu lystigt boltrer sig i kokain og topmodeller), så tror jeg at hans glimrende tegneserier kunne blive endnu bedre hvis han tillod sig nogle flere eksperimenter, og udforskede de muligheder, som er unikke for den grafiske fortælling, og som eventuelt kunne bidrage til at fin-tune balancen mellem humoren og det alvorlige yderligere. Hvis, altså, man absolut vil være kritisk.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Science Fiction
Forlag: Conundrum Press
Forfatter/tegner: Joe Ollmann
Farve og form: Softcover, sort, hvid og brun
Sidetal: 104 sider
Vejledende pris: US$ 18
ISBN: 978-1-894994-75-0
Del på
