Angel Wings 1: Burma Banshees
Den rutinerede Yann har skrevet endnu en flyverserie med udgangspunkt i 2. Verdenskrig til Hugault, bedst kendt for sine pinuptegninger af uniformerede kvinder og gamle propelmaskiner.
Yann har tidligere skænket flyversjusserne Mezek og Den store hornugle op for det store og tørstige publikum, der er til luftkrig anno 1940’erne. Førstnævnte handlede om det nystartede, israelske luftvåben og var illustreret af veteranen Juillard; sidstnævnte handlede om 2. verdenskrigs østfront og var illustreret af Romain Hugault, der også står for billedserien i første bind af serien her. Alle er de udgivet på dansk af Cobolt, som sidste år også lancerede Den røde baron. Så det danske marked er åbenbart heller ikke vokset fra den bevingede genre.
Angel Wings foregår ved stillehavsfronten, hvor Angela McCloud er en af de WASPs, civile kvindelige piloter, som bistår krigsindsatsen primært ved at sidde bag roret i transportfly. Hun sendes på en hemmelig rapporteringsmission, der bringer hende gennem de barske Himalayabjerge, og efter et japansk jagerflysangreb tvinges hun til at nødlande på de rigtig barske piloters base i det nordlige Burma. Undervejs har den charmerende løjtnant Rob overtalt hende til at give ham et lift, så nu strander de begge hos “the burma banshees”, som denne eskadrille kalder sig.
Yann plejer jo godt at kunne spinde en ende over et historisk tema, og lige som i hans tidligere bud på genren er rammen omkring fortællingen ret originalt udvalgt og detaljeret udfyldt. Men i Burma Banshees kniber det lidt med at få pakket temaet – at klare og endda udmærke sig som kvinde i en mandsdomineret verden – ind i et egentligt plot – noget med en spion på basen og en hollywoodstjerne på moralhøjnende besøg blandt de udsendte soldater. Der sker ikke meget mere i dette album, end f.eks. forfatteren sammen med Juillard kunne have afviklet på fem-seks sider, bl.a. fordi der i dette tilfælde er reserveret rigtig meget plads til tegneren bare at boltre sig på.
Hugault har skabt sig et navn på at tegne svulstige pinups og endnu mere obskøn flymekanik, og det får han da også demonstreret her, at han mestrer. Der er rigtig mange virkelige flotte malerier – det forekommer en mere korrekt betegnelse end tegninger eller ruder – af selvfølgelig især fly, fly og atter fly, men også flybaser og landingsbaner og landskaber. Der er også de obligatoriske kønne kvindeansigter og uniformer med masser af buler i, men Hugaults linjeføring er noget mere ujævn, når han skal skildre mennesker og fortællende forløb; niveauet går hele vejen fra Pinup Wings‘ finslebne glitterrealisme til noget, der selv ved et nærmere øjenkast ligner en amatørs tracingøvelser. Tegneren ser desuden ud til at angribe sidekompositioner ud fra, hvad han gerne vil frem til at skulle tegne; i nogen tilfælde er det hele siden, der bare skal overstås.
Albummet vil nok stadig gøre et imponerende visuelt indtryk på mange, men når nu den primære attraktion, det, der skal sælge billetter til forestillingen, er at se tegneren Hugault udføre og gentage sit glansnummer, så slipper han altså afsted med nogle ret lange tomgangsperioder mellem højdepunkterne. Hvis der skal være gamle propelmotorer og gashåndtag og kuppelformede glasluger til maskingeværsskytten og barmfagre kvinder med motorolie i masken på bekostning af plotudvikling, persontegning og fortællemæssig fremdrift, så skal de godt nok også være godt tegnet.
Selv om det muligvis ikke er nødvendigt for at sælge et album som Burma Banshees, så kan messieurs godt gøre det bedre. Yann kan fortælle en bedre historie, og han kan først og fremmest insistere på at fortælle en historie. Hugault kan lade være med at sjuske med de tegninger, som ikke lige interesserer ham, og i det hele taget fordele sin indsats mere ensartet og sammenhængende ud over alle 48 sider. Og det burde de selvfølgelig gøre, uanset om genren så er flyporno eller noget andet og finere; den mere umiddelbare appel er ingen undskyldning for at levere mindre.