Fraternity
Juan Diaz Canales lader tidligere Splint & Co.-tegner Jose Luis Munuera bringe en gådefuld beretning til live i 2 dystre afsnit.
Dårligt er de onde ånder gået til ro efter halloween, før en ny, mystisk ånd står klar til at holde dig fanget i melankolsk uhygge og forvirring i Fraternity. Med Blacksad på resumeet har forfatter Juan Diaz Canales i dén grad sat sit fingeraftryk på tegneserieverdenen. Hvad enten man er fan eller ej, kommer man ikke uden om succesen og hypen omkring den sorte kat og hvad ham og hans andre behårede venner render og foretager sig.
Helt anderledes stille har der været omkring Fraternity – og det forstår man godt.
Med kraftige referencer til myten om Minotaurus tager fortællingen udgangspunkt i det lille amerikansk bysamfund Fraternity under borgerkrigstiden. Her foregår mystiske ting, jægere finder halvflåede dyr i skoven og som læser mærker man en tilstedeværelse af noget stort og dystert. Det hele starter in medias res, hvor den lille dreng Emile bliver fundet og fanget, nøgen i skoven. Ligestillingsforkæmperen Fanny Zoetrope tager ham til sig, og han bliver en stum observatør til en dramatisk udvikling i det stille samfund – de politiske bølger går højt i en by hvor idealister, ledet af rigmanden Robert McCorman, har etableret hvad de mener er den perfekte samfundsmodel. Blandet med Emiles mystiske bånd til den altid nærværende tilstedeværelse fra skoven, en gruppe sorte desertørers pludselige ankomst under mystiske omstændigheder og et skæbnesvangert trekantsdrama udfolder der sig et magtspil, som sætter utopien Fraternity i et tvivlsomt lys. Dette til den aldrende McCormans store fortvivlelse. Lyder det som en mundfuld? Det er det også! Og det burde nok have haft flere sider at udfolde sig på – for indimellem taber man som læser pusten, og interessen for de mange hurtigt introducerede og lidt flade karakterer.
Heldigvis har tegner Munuera, som med bl.a. Splint og Co. i bagagen forener en overraskende melankoli med et næsten animeret skuespil, som gør historien behagelig, omend underligt foruroligende at se på, når man stopper op for at fordøje historien. Karakterdesignene er interessante, omend en anelse ens til tider, hvilket kan være forvirrende. Men med god sans for at skabe en stemning og en hypnotiserende rytmisk brug af aflange paneler holder Munuera med nød og næppe læseren til ilden.
Som samfundskommentar har Canales flere jern i ilden – som han og Munuera dog brænder sig på:
Først og fremmest gør Fanny Zoetrope på et bymøde opmærksom på sin egen tilstedeværelse som eneste kvindelige debattør – hvilket desværre er slående ironisk, da hun indtil da stort set er den eneste kvinde i hele fortællingen. Senere ser man dog en god håndfuld baggrundskarakterer. (Jeg tæller maksimum 10 kvinder i 2 bøger, flere af dem ansigtsløse)
På samme måde bliver de sorte desertører smidt ind i fortællingen som en kommentar på racisme og dens indflydelse på et moderne samfund. Det er bare problematisk, når de samtidig er portrætterede som primært voldelige, snu, uærlige og stakkels skikkelser, som skal reddes af de hvide. En kedelig stereotyp, som måske kunne undskyldes, hvis der var andre etniske karakterer.
Når alt er sagt ændrer det dog ikke på, at der er relevante pointer om samfund og forestillingen om fællesskab på tværs af klasse, race og køn at hente i Canales’ analogi.
I sidste ende, med efterdønningerne af stormen Ingolf i ørerne og et tæppe viklet om kroppen i efterårskulden, fremstår Fraternity mest som en lettere rodet, men enormt stemningsfyldt oplevelse med hjertet på rette sted. Mystikken og de mytiske elementer omkring den mystiske tilstedeværelse i skoven var nok til at holde min nysgerrighed, selv når karaktererne og de lidt forudsigelige plot ikke kunne.
Kan anbefales til Blacksad-fans og folk med interesse for on-the-nose samfundsanalogier og græsk mytologi.
Del på
