Michael Lindal har anmeldt det nyeste samlebind om de rejsende mellem tid og rum. Han er ikke vred, han er skuffet.
Dem man elsker, må man desværre også sommetider tugte. Og således også Linda og Valentin, der i dette sjette samlebind endegyldigt har tabt sutten. Kærlighed gør ondt.
I samlingens første album, “Ultralummets gidsler”, bliver en rumkalifs søn kidnappet af de fire lejesvende, Dødens Kvartet. Desværre ryger Linda med i købet, og så melder den ædle Valentin sig naturligvis til at rede kastanjerne ud af ilden. Indtil da har eks-rumtidsagenten kedet sig noget så grusomt med sin nyfundne rigdom og frihed, så opgaven kommer som kaldet. Det hele handler om arbejderrettigheder og magtspil i forbindelse med udvindelsen af det særlige stof, der gør rejser i rumtiden mulige.
Ideen er sådan set god, og “Ultralummets gidsler” er da også det mest vellykkede album i dette bind. Vi har dog allerede set klassekamp og udnyttelse af underklassen i tidligere albums, så historien føles ikke helt frisk. Det er også som om, at den i starten ellers nogenlunde stramme historie ender i lidt for mange fjollerier og et virvar af bifigurer, der næsten falder over hinanden på albummets sidste sider.
Det er et problem, som serien generelt har i disse sene albums. Stramheden erstattes af slapstick, og det hele bliver lovligt letbenet. Når man så lægger Mezieres’ mere og mere løse og skitseagtige streg og den lige lovligt blege farvelægning oven i, så er der tale om et udmærket og underholdende album, der dog stadigvæk kun er en bleg skygge af tidligere tiders storhed. Da serieskaberne gentager flyveturen igennem rumstationen Navlen fra albummet “Skyggernes ambassadør”, er det med et noget mindre fantasirigt og stemningsfuldt resultat end første gang. Væk er de dybe, mørke og uhyggevækkende farver, der fik stedet til at leve i løbet af ganske få rammer, ligesom den legende streg er erstattet af et lidt mudret udtryk. Ligeledes er det et gammelkendt miljø, hvilket selvklart sætter nogle begrænsninger for læserens forbløffelse.
“
Ultralummets gidsler” er dog et okay sjovt og underholdende album sine mangler til trods. Det samme er svært at sige om “Hittebarnet fra Stjernerne”, der efter min mening har den tvivlsomme ære at være et af seriens absolutte lavpunkter. Vi møder Linda og Valentin, der stadigvæk er på flugt fra Dødens Kvartet. Flugten fører dem til rummets udgave af whiskeybæltet. For at skaffe penge nok til at klare skærene, lader Linda sig overtale til at spille med i en såkaldt Cyberkinomax-film (en slags tv-soap, bare endnu værre), og det er nok den dårligste ide, Christin nogensinde har fået.
I stedet for at skabe et fremmedartet miljø af den slags, som han og Mezieres ellers er mestre udi, præsenteres vi for en lettere omskrevet udgave af vores egen medievirkelighed. Satiren har altid været en del af Linda og Valentin, men her kammer den altså over og skubber science fiction-elementerne og eventyret helt til side. Der er dømt rodet og umorsomt lystspil, og man ender med at blive lidt sur på albummet. Især fordi handlingen faktisk starter rigtigt fint in medias res med en flot komponeret første side. Historien i “Hittebarnet fra Stjernene” er yderst tynd, hvilket havde været til at leve med, hvis vi som læsere var blevet taget forbløffende og eventyrlige steder hen. Men ak.
Helt så skidt er det næste album ikke. “Gennem usikre tider” er begyndelsen på enden for Linda og Valentin, da Christin og Mezieres her påbegynder den cyklus, der skal tage os frem imod seriens endelige slutning. En række ikke specielt løse plottråde samles op fra det fantastiske album “Tordenkilden fra Hypsis”, og således møder vi atter seriens udgave af Faderen, Sønnen og Helligånden. Disse lidt discount-agtige og måske nok i virkeligheden falske guder er ikke glade for den Jord, de nu er guder for. Galaxity er væk, og i stedet hænger de på… ja… os.
Samtidig er et jordisk kæmpefirma i gang med at tage sig visse friheder i forhold til genforskning, kloning og andre fy-fy-ting, og vi møder yderligere seriens udgave af Satan himself, og så er gode dyr godt nok rådne. Linda og Valentin kaster sig ud i endnu en mission for at redde Jordens efterhånden ret gennempryglede tidslinje og måske endda genfinde Galaxity, der ellers er slettet af historien med Linda og Valentin som de sørgelige rester.
Som den kvikke læser nok har luret, så er der meget mere historie at komme efter end i “Hittebarnet fra Stjernene”, og der er da også flere ting, der rent faktisk virker ved dette album. Men ligesom de to andre album i denne samling starter historien ret fint, men ender i lidt af en rodebunke. Christin gør brug af en række tilfældigheder i et forsøg på at klemme en lille håndfuld bipersoner fra tidligere albums ind i handlingen, og det havde måske tjent historien bedre ikke at skulle rumme denne greatest hits-tour. Det er også som om, at absurditeten og satiren endnu engang tager overhånd, og jeg kan i hvert fald ikke lade være med at savne et mere stringent plot.
Men lad det være sagt: Jeg elsker dem stadigvæk, de to rumrejsende eventyrer. Og det vil jeg blive ved med. Også selvom vi er lidt uvenner her til sidst. Ligeledes er min respekt for de herrer Christin og Mezieres også ret intakt. Selvom det nu er ærgerligt, at de ikke kunne stoppe efter “Tordenkilen fra Hypsis”, der på alle måder var en perfekt slutning på sagaen.
Karakter: 2/5
Titel: Rejser i tid og rum: Linda og Valentins samlede eventyr bind 6
Forfatter/tegner: Christin og Mézierès
Forlag: Cobolt
Udstyr: Indbundet, 192 sider i farver.
Udgivelsesår: 2012
Vejledende pris: 348 kroner.
Del på
